Spontan abort og tanke myller

Hejsa derude. 

Jeg er helt ny herinde, mangler virkelig et sted at læsse lidt af. Så sorry for et halvlangt skriv som nok mest af alt bæger præg af selvmedlidenhed

Kort fortalt jeg har 7 graviditeter i bagagen.

1 provokeret abort ( meget ung på daværende tidspunkt)

2. En vellykket graviditet, dog med en masse blødning og endte også med en fortidlig fødsel.så alt i alt en masse bekymringer. 

3. graviditet vellykket og uproblematisk

4. graviditet  ender i en spontan abort efter et længere forløb uden at kunne lokalisere graviditeten, lægenerne mener det har været en Gul som jeg så selv kunne klare heldigvis, men alt i alt et træls forløb grundet uvisheden ( stigende hcg men intet at se på scanning)

5. graviditet forløber uproblematisk

6.Graviditet.  Marts 2021 Når at teste positiv for så at begynde at bløde samme aften.  Så det endte i en bio.

7 graviditet juni 2021. Havner jeg atter i samme situation som ved 4 graviditet. Hcg blodprøver stigende ingen graviditet at lokalisere. Længere varende forløb med en masse scanninger blodprøver og pletblødning. Konklusionen er igen har været en Gul.

Bevares er klar over det er naturens gang. Men hold nu kæft jeg synes det er røv unfair at havne i det der hedder et pul regi. = ulokaliseret graviditet igen. 

Sidste oplevelse har taget hårdt på mig.  Jeg har været ked af det, synes naturen er død syg og ramt af følelsen af at min krop svigter mig,  og at jeg nærmest skammer mig over min manglende kvindelighed, ved ikke at holde på graviditeterne ( ved godt det er fuldstændig åndssvagt at tænke sådan) men det er nu engang den følelse jeg for.

Nu er blødningen stoppet og min mand er klar på et forsøg mere, men jeg er nærmest angst for at give det et skud mere?   Ikke fordi jeg ikke vil have et barn, men jeg er hunderæd for at gennemgå dette en gang til.

Hvordan er i tackle jeres evt spontane aborter. ?  Min mand forsøger virkelig at være der for mig, men han har en anden oplevelse end jeg, der er knap så præget af den psykiske del som jeg er. Forståeligt nok.

Help me out. Er det mig der er for sensitiv lige nu?

Anonym skriver:

Hejsa derude. 

Jeg er helt ny herinde, mangler virkelig et sted at læsse lidt af. Så sorry for et halvlangt skriv som nok mest af alt bæger præg af selvmedlidenhed

Kort fortalt jeg har 7 graviditeter i bagagen.

1 provokeret abort ( meget ung på daværende tidspunkt)

2. En vellykket graviditet, dog med en masse blødning og endte også med en fortidlig fødsel.så alt i alt en masse bekymringer. 

3. graviditet vellykket og uproblematisk

4. graviditet  ender i en spontan abort efter et længere forløb uden at kunne lokalisere graviditeten, lægenerne mener det har været en Gul som jeg så selv kunne klare heldigvis, men alt i alt et træls forløb grundet uvisheden ( stigende hcg men intet at se på scanning)

5. graviditet forløber uproblematisk

6.Graviditet.  Marts 2021 Når at teste positiv for så at begynde at bløde samme aften.  Så det endte i en bio.

7 graviditet juni 2021. Havner jeg atter i samme situation som ved 4 graviditet. Hcg blodprøver stigende ingen graviditet at lokalisere. Længere varende forløb med en masse scanninger blodprøver og pletblødning. Konklusionen er igen har været en Gul.

Bevares er klar over det er naturens gang. Men hold nu kæft jeg synes det er røv unfair at havne i det der hedder et pul regi. = ulokaliseret graviditet igen. 

Sidste oplevelse har taget hårdt på mig.  Jeg har været ked af det, synes naturen er død syg og ramt af følelsen af at min krop svigter mig,  og at jeg nærmest skammer mig over min manglende kvindelighed, ved ikke at holde på graviditeterne ( ved godt det er fuldstændig åndssvagt at tænke sådan) men det er nu engang den følelse jeg for.

Nu er blødningen stoppet og min mand er klar på et forsøg mere, men jeg er nærmest angst for at give det et skud mere?   Ikke fordi jeg ikke vil have et barn, men jeg er hunderæd for at gennemgå dette en gang til.

Hvordan er i tackle jeres evt spontane aborter. ?  Min mand forsøger virkelig at være der for mig, men han har en anden oplevelse end jeg, der er knap så præget af den psykiske del som jeg er. Forståeligt nok.

Help me out. Er det mig der er for sensitiv lige nu?

 

Jeg er nysgerrig på om du er blevet gravid siden da??