Hjælp til enlig mor til 3

Anonym skriver:

Jeg tænker egentlig også, at det må man tage til den tid. Men hvad så, hvis børnene skal bo hos hende? Skal de så have hver deres værelse eller hvor længe er det holdbart, at de to af samme køn deler værelse? Den ene af børnene har også en sygdom, som gør, at barnet er tilknyttet et hospital og det medfører også nogle udfordringer ift at børnene skal bo hos hende i stedet for hos far

Hvis de skal bo hos hende, vil hun også få en del mere hjælp økonomisk, men tænker godt at de stadig kan dele eller to af dem deler. Det svært at sige når ikke man kender dem

Hvis behov tænker hun på, når hun overvejer at flytte fra børnenes far? 
Jeg tror de færreste af os vågner hver dag og tænker “Shit, hvor er jeg lykkelig”. 
Kunne hun forsøge at få det til at fungere? 
Det er normalt der er op- og nedture i et forhold. Jeg kender ikke hendes situation, men fordi man ikke pt. føler sig lykkelig, er det måske lidt voldsomt at rive børnenes trygge rammer op med rode, at de mister deres økonomiske grundlag, hjem, skole, venner, osv. 

Gør det hende lykkelig at bo i en lille skodlejlighed og leve på nas af statskassen, at børnene savner deres far eller mor, at de er kede af at miste hjem og måske venner? 

Jeg ved det er en upopulær holdning - men jeg synes altså at man i nogle situationer burde stoppe op og se på sine børns behov før man kigger på hvor meget man kan få i tilskud fra kommunen. 

Hamse88 skriver:

Hvis behov tænker hun på, når hun overvejer at flytte fra børnenes far? 
Jeg tror de færreste af os vågner hver dag og tænker “Shit, hvor er jeg lykkelig”. 
Kunne hun forsøge at få det til at fungere? 
Det er normalt der er op- og nedture i et forhold. Jeg kender ikke hendes situation, men fordi man ikke pt. føler sig lykkelig, er det måske lidt voldsomt at rive børnenes trygge rammer op med rode, at de mister deres økonomiske grundlag, hjem, skole, venner, osv. 

Gør det hende lykkelig at bo i en lille skodlejlighed og leve på nas af statskassen, at børnene savner deres far eller mor, at de er kede af at miste hjem og måske venner? 

Jeg ved det er en upopulær holdning - men jeg synes altså at man i nogle situationer burde stoppe op og se på sine børns behov før man kigger på hvor meget man kan få i tilskud fra kommunen. 

Jeg er helt med på, hvad du mener, men hun har haft det sådan meget meget lang tid og hun har netop taget hensyn til sine børn, men hun er selv ikke lykkelig. 

Børn kan sagtens dele værelse, mine to drenge på 11 og snart 14 deler et værelse for sådan er vores ellers ret mange kvadratmeter fordelt, så det er ikke muligt, at de får hver deres værelse og de har heller ikke noget ønske om det. 

Men udover det er jeg ikke helt sikker på alle de benspænd der synes at være for din veninde. Men det lyder på dine svar som det er bedst børnene har bopæl hos far af mange forskellige årsager, og så skal din veninde nok tænke mange tanker som ikke bare handler om økonomi, men også om savn. Hvor langt vil hun bo væk fra sine børn, vil hun have mulighed for at tage del i hverdagen eller kun i ferier og weekender eller.... 

Anonym skriver:

Jeg er helt med på, hvad du mener, men hun har haft det sådan meget meget lang tid og hun har netop taget hensyn til sine børn, men hun er selv ikke lykkelig. 

Så kunne hun måske leve sådan lidt endnu. Hvis du vælger at få tre børn med en mand, har du et ansvar for de børn og deres lykke. 
I hverdagen hvor det hele pludseligt går op i leverpostejsmadder og forældremøder, kan man hurtigt tro at græsset er grønnere på den anden side. 
Så må man kæmpe for familien for børnenes skyld, og så kan man ta’ ud og realisere sig selv når børnene er ældre, eller når man har mulighed for at give dem ordentlige vilkår i forbindelse med de valg man træffer. 

Hamse88 skriver:

Så kunne hun måske leve sådan lidt endnu. Hvis du vælger at få tre børn med en mand, har du et ansvar for de børn og deres lykke. 
I hverdagen hvor det hele pludseligt går op i leverpostejsmadder og forældremøder, kan man hurtigt tro at græsset er grønnere på den anden side. 
Så må man kæmpe for familien for børnenes skyld, og så kan man ta’ ud og realisere sig selv når børnene er ældre, eller når man har mulighed for at give dem ordentlige vilkår i forbindelse med de valg man træffer. 

Jeg tænker, at der er forskel på at være decideret ulykkelig i sit ægteskab og så på bare gerne at ville realisere nogle ting. Hvis det første er tilfældet, tænker jeg, at man også er en rollemodel for sine børn og at det ikke er sundt at vise dem, at mor og far bare skal være sammen uanset hvad, også hvis de er ulykkelige.

Kontrast skriver:

Jeg tænker, at der er forskel på at være decideret ulykkelig i sit ægteskab og så på bare gerne at ville realisere nogle ting. Hvis det første er tilfældet, tænker jeg, at man også er en rollemodel for sine børn og at det ikke er sundt at vise dem, at mor og far bare skal være sammen uanset hvad, også hvis de er ulykkelige.

Altså ude fra set, ser de lykkelige ud og børnene har det umiddelbart godt, men hun har flere gange fortalt mig, at hun bare ikke er glad. Hun synes, det er nemmere, når hun selv skal klare alting når han ikke er hjemme. Hun er irriteret over nærmest alt han gør og siger og føler bare slet ingenting for ham. Hun kan sagtens se sig selv alene med børnene eller på en måde også hvis de boede mest hos faderen, men hun er bekymret over økonomien, for den spænder ben for de muligheder, børnene kan få. Hun har tilsidesat sine egne behov og følelser rigtig meget for børnenes skyld og hun tænker meget på dem. Hun har da også sagt, at hun måske bare bliver, hvor hun er og lader som om... for børnenes skyld.