Hey, skrev for tre måneders tid siden om min teenager der pludselig blev døv på sit ene øre.
Tak for de svar der kom i det indlæg, heldigvis fortaget svimmelhed sig hen ad vejen og er nu sjældent. Men øret er stadig døvt. Er snart et halvt år siden, hørelse på det øre forsvandt, fra dag til dag.
Mr scanning viste ikke noget unormalt. Ørelæge videresendte os/teen til Køge Sygehus. Der var udvidede høreprøver, en måned efter samme høreprøver med det samme resultat. Ingen hørelse på det ene øre.
Overlæge på Høreafdelingen i Køge har så videresendt teen til Rigshospitalets team i stedet, hvor der nu snakkes om at indoperere CI Cochlear Implantat.
Forstår det slet ikke, er nærmest i en slags choktilstand over den besked. Troede "bare" højst det ville ende ud med et høreapparat alt det her. Pludselig står jeg med en 14 årig der virkelig risikerer at skulle rigtig meget igennem for at kunne få noget hørelse på det øre igen.
En CI operation og langt efterførløb med lydtræning. Men både overlæge på Køge og på Rigshospitalet er optimistiske og siger CI implantat er vejen frem og helst så hurtigt som muligt.
Det skal ihvertfald senest to år efter hølelsen forsvandt, da det er langt lettere at få en normal lydopfattelse igen og samspil mellem ørerne igen.
Men nu må vi se, har ikke sagt ja eller nej endnu til noget. Får yderligere information næste gang på Rigshospitalet.
Teenager virker til at tage tingene lidt mere cool end jeg, og siger h*n gør som lægerne siger er bedst for at få en normal hørelse. Men er trods alt "kun" et halvt år siden hørelse forsvandt, jeg håber stadig naivt på den måske kommer tilbage. Er så ked af det inden i over alt det her, svært at finde hoved og hale i. Mangler så meget teens far i alt det her, han døde for seks år siden, så får jeg ikke lige selvom det ville have været dejligt ikke skulle stå så alene med alle alle mine tanker og følelser.
Heldigvis har vi først næste tid på Rigshospitalet om en måned, til høreprøver igen igen og yderligere informationer. Vil nok blive engang til vinter en operation ville ske... Så jeg hiver mig forhåbentligt op igen inden der så jeg kan være den mor teen har brug for i det her forløb,fremfor en mor på grænsen til at til at bryde grædende sammen hvert øjeblik..
Kan slet slet ikke se det positive i det her, er så skide uretfærdigt synes jeg...
Tænker at kontakte egen læge på et tidspunkt, måske jeg kan få tilskud til noget psykolog hjælp, for tror jeg at jeg har brug for...
Ved ikke, ville ikke rigtig noget med mit indlæg, andet end at give en update omkring teenagers suddent deafness situation.
