Kronisk deprimeret - jeg har fået nok :(

Jeg har følt mig deprimeret det meste af tiden, siden jeg var omkring 14 år.
Nu er jeg 34 og har to børn - og det er stadig det samme.
Jeg kan være glad/normal i længere perioder, gerne op til flere måneder, men depressionerne vender altid tilbage og de er altid ens, jeg kender dem så godt. Og jeg ser tegnene og kæmper i starten imod, men nogle gange får depressionen overhånd og hvis det først sker, er jeg magtesløs.

Det er virkelig hårdt. Jeg har været i psykiatrien, men jeg "var for velfungerende", sagde de og der var ikke noget for mig. Jeg har gået til psykolog, men det blev hurtigt for dyrt.

Nu føler jeg bare, at jeg er strandet og jeg er så deprimeret, at jeg kan græde over ingenting og alting. Kun mine børn kan give mig glæde, alt andet er ligegyldigt. Jeg føler intet, kun smerte. Men jeg gider ikke henvende mig til lægen, for de vil bare give mig en henvisning til en psykolog - som koster rigtig mange penge.

Så hvad skal jeg dog gøre? Jeg ORKER ikke at føle sådan længere - tidligere kunne jeg bare lukke mig inde og så gik det langsomt over af sig selv, men nu har jeg børn og de skal ikke have en deprimeret mor!
Jeg overvejer at prøve antidepressiver. Det har jeg aldrig forsøgt. Men jeg er voldsomt bange for bivirkningerne.

Måske kan du få fordel af metakognitiv terapi. Det er en forholdsvis ny terapiform, som viser sig ret effektiv i forskningen.

Du kan læse bogen ‘Lev mere, tænk mindre’ af Pia Callesen. Den introducerer terapiformen på en letforståelig måde. Så kan du måske se, om du tænker, det på nogen måde kan passe på din situation, og derefter opsøge en metakognitiv psykolog. Det koster selvfølgelig, men hvis det hjælper dig - også på sigt - er det altså pengene værd. Hvis du får en henvisning fra lægen, kan du jo også få tilskud, som kan tage toppen af udgifterne.

Jeg har selv gået i metakognitiv gruppeterapi med nogle angstproblematikker. Det havde en rigtig god effekt for mig og jeg lærte at tænke anderledes om min egen psyke. Så jeg vil varmt anbefale det.

Jeg ved ikke noget om antidepressiv medicin, så det kan jeg ikke hjælpe dig.

Men god bedring til dig. 

Jeg har selv taget medicin (Sertralin) for depression da jeg var omkring 22. Det havde en rigtig fin effekt på mig. Jeg tog en ret lav dosis, men det hjalp mig op og jeg havde ikke nogen bivirkninger af det. Så det var en rigtig god oplevelse og det var rart, at det kunne hjælpe mig op fra mørket og de dårlige tanker. Jeg var samtidig behandling - kognitiv terapi, så det var også rigtig hjælpsomt. Jeg trappede ud af medicinen efter 1½ år cirka. Jeg ville helt sikkert starte på medicin igen, hvis det bliver nødvendigt. Medicin er i hvert fald så meget bedre end at gå og have det dårligt og ikke kunne overskue noget.

Snak med din læge om det.

Prøv evt. nogle guidede meditationer. Det hjalp mig rigtig meget i en periode med angst. Og som flere skriver: kognitiv terapi. Det kan virkelig gavne at få opbygget en “værktøjskasse”, som kan hjælpe dig fremover.

Jeg ønsker dig alt godt. 

Jeg har også depressive perioder 

jeg har måske fundet ud af, at det er p-pillerne dee er skylden. Har taget p-piller siden jeg var 15 og der omkring startede de depressive perioder. 

Efter jeg har født, er jeg stoppet på dem (over tre år siden, var lige kort på dem, men stoppede igen.) og jeg har ikke haft de der “mørke skyer” hængende siden. 

blot en tanke 

Kære du

Det er super hårdt at have det sådan, prøv at se på the thriveprogramme af Rob Kelly, vi har 2 konsulenter i dk til at guide igennem programmet hvis du ikke vil gøre det på egen hånd. Det har været livsændrende for mig. 

Min psykiater fortalte mig, at depression er noget der går over. Er man "kronisk deprimeret" er der tre ting man derfor undersøger for: om man har en opmærksomhedsforstyrrelse, autismespektrumforstyrrelse eller en personlighedsforstyrrelse. Men systemet kan være svært at arbejde med, og det kan især være svært for kvinder at blive lyttet ordentligt til. 

Jeg har taget sertralin en del af mit voksenliv for at deale med angst og depression. Og jeg har gået on and off til psykolog og bliver ved at blive sygemeldt fordi jeg bliver stresset og som følge deraf får angst og derefter depression. 

For et år siden fik jeg nok og bad min læge om en henvisning for at blive udredt. Jeg havde undersøgt en del på nettet om autismespektrumsforstyrrelse og syntes at jeg kunne genkende rigtig mange ting. Det er ikke noget jeg nogensinde før havde tænkt over kunne være mig, for jeg er intelligent og nogenlunde "normal" og jeg synes godt jeg kan finde ud af at kigge folk i øjnene. Men da jeg læste om det, gik det op for mig hvor meget energi jeg bruger på at fungere i en neurotypisk verden, og jeg forstod hvorfor jeg gang på gang endte med at måtte sygemelde mig med stress og depression. 

Jeg fandt en psykiater der var rigtig god og lydhør (og som havde en støttehund på kontoret!) og som mente at jeg havde en autismespektrumforstyrrelse.

Det var en kæmpe lettelse, men også en stor sorg. For jeg ved nu, at jeg ikke bliver "rask" med mindre jeg accepterer, at jeg skal tage hensyn til den jeg er og lytte til mig selv. Jeg har altid tænkt at det var midlertidigt og når jeg så fik det bedre, så kunne jeg alt muligt. Men hvis jeg vil have et godt liv, har jeg lært, at jeg må indrette mig til de begrænsninger jeg har.

Det er ikke fordi jeg tænker at du har en autismespektrumsforstyrrelse, men det kan betale sig at undersøge internettet (gerne på engelsk, da de på nogle områder er længere end i dk og også gerne personlige oplevelser med de forskellige diagnoser, da fx forestillingen om autisme er møntet meget på nørdede drenge og autisme viser sig anderledes i piger). 

Jeg bliver 34 i år og fik min diagnose i februar - det er aldrig for sent at finde frem til en årsag.