Konflikter med min datter

Spring til sidste ulæste indlæg
Følg denne tråd

571 visninger
2 svar
6 synes godt om
1. august

Jenny10

Profilbillede for Jenny10

Jeg har virkelig brug for jeres råd.. i det sidste halve år har jeg haft rigtig mange konflikter med min datter på 6 år. Hun (og jeg) er i den grad viljestærk, men samtidig også meget følsom. Vi er en snakkefamilie, der generelt set prøver at løse tingene ved at snakke sammen, og den tilgang prøver jeg også at have ift konflikterne.

Generelt set har vi et rigtig godt forhold, og når der har været noget hun er ked af eller sur over (hvis det har med andre at gøre), kan vi som regel snakke rigtig fint om det.

Men, når hun bliver sur på mig eller ked af det, så bryder helvede løs. I dag handlede det om, at jeg sagde hun lige måtte vente til jeg var færdig med at snakke med far - her blev hun ked af det. Da jeg ville tale med hende om det bagefter, ville hun løse det med, at hun kunne få en is, hvilket jeg sagde nej til (hvilket jeg også havde gjort da hun havde spurgt 30 min før) hvorefter hun strøg direkte i det røde felt, og råbte og græd, at det nu var tre dage siden hun sidst havde fået en is.. Normalt er jeg god til at tage det med ro og ved at det hjælper at trøste hende, før vi kan tale sammen (selvom jeg koger indvendig), men i dag havde jeg ikke overskuddet og endte med at gå for mig selv og græde (det var generelt en dårlig dag), mens far talte med hende.

Jeg kan mærke, at jeg har svært ved at komme videre lige så hurtigt som hun gør, og at jeg måske bærer en smule nag, når jeg synes hun har været urimelig. Det prøver jeg at løse ved at gå lidt for mig selv eller simpelthen lade som ingenting, så hun ikke mærker det. Men jeg synes det tærer på mig, og faktisk har jeg ikke altid lyst til at være sammen med hende, når hun kan gå fra 100% sur til 100% glad - og jeg ved godt at jeg er den voksne, og bør kunne komme videre.

Jeg prøver virkelig at forstå hende, og imødekomme, at hun bliver ældre og også har brug for at føle sig stor (vi har en ældre søskende, som vi jo naturligvis har en anden type samtaler med, og hvor hun måske føler sig udenfor). Nogle gange tænker jeg om hendes voldsomme reaktioner på meget små ting, er et udtryk for, at hun ikke føler hun har kontrol eller er bevidst om, at der er meget hun ikke forstår, men ikke rigtig kan gøre noget ved det (fordi det jo kommer med alderen, skolen osv).

Det blev en lang smøre. Er der andre der har prøvet noget lignende eller har gode råd?

Anmeld Citér

Køb et abonnement på Vores Børn

Magasinet til dig med børn på 0-12 år

Priser fra 149 kr.

1. august

Frizzy

Profilbillede for Frizzy


Jeg har virkelig brug for jeres råd.. i det sidste halve år har jeg haft rigtig mange konflikter med min datter på 6 år. Hun (og jeg) er i den grad viljestærk, men samtidig også meget følsom. Vi er en snakkefamilie, der generelt set prøver at løse tingene ved at snakke sammen, og den tilgang prøver jeg også at have ift konflikterne.

Generelt set har vi et rigtig godt forhold, og når der har været noget hun er ked af eller sur over (hvis det har med andre at gøre), kan vi som regel snakke rigtig fint om det.

Men, når hun bliver sur på mig eller ked af det, så bryder helvede løs. I dag handlede det om, at jeg sagde hun lige måtte vente til jeg var færdig med at snakke med far - her blev hun ked af det. Da jeg ville tale med hende om det bagefter, ville hun løse det med, at hun kunne få en is, hvilket jeg sagde nej til (hvilket jeg også havde gjort da hun havde spurgt 30 min før) hvorefter hun strøg direkte i det røde felt, og råbte og græd, at det nu var tre dage siden hun sidst havde fået en is.. Normalt er jeg god til at tage det med ro og ved at det hjælper at trøste hende, før vi kan tale sammen (selvom jeg koger indvendig), men i dag havde jeg ikke overskuddet og endte med at gå for mig selv og græde (det var generelt en dårlig dag), mens far talte med hende.

Jeg kan mærke, at jeg har svært ved at komme videre lige så hurtigt som hun gør, og at jeg måske bærer en smule nag, når jeg synes hun har været urimelig. Det prøver jeg at løse ved at gå lidt for mig selv eller simpelthen lade som ingenting, så hun ikke mærker det. Men jeg synes det tærer på mig, og faktisk har jeg ikke altid lyst til at være sammen med hende, når hun kan gå fra 100% sur til 100% glad - og jeg ved godt at jeg er den voksne, og bør kunne komme videre.

Jeg prøver virkelig at forstå hende, og imødekomme, at hun bliver ældre og også har brug for at føle sig stor (vi har en ældre søskende, som vi jo naturligvis har en anden type samtaler med, og hvor hun måske føler sig udenfor). Nogle gange tænker jeg om hendes voldsomme reaktioner på meget små ting, er et udtryk for, at hun ikke føler hun har kontrol eller er bevidst om, at der er meget hun ikke forstår, men ikke rigtig kan gøre noget ved det (fordi det jo kommer med alderen, skolen osv).

Det blev en lang smøre. Er der andre der har prøvet noget lignende eller har gode råd?



Hvis du mærker det er mangel på kontrol kan det måske hjælpe at give hende følelsen af kontrol i nogle tilfælde. .. herhjemme hjælper det at der ikke altid kommer et nej (is, samtale osv). Jeg er med på at man ikke altid skal have lov til at afbryde .. men der er da situationer, hvor jeg stopper med at tale med min mand for lige at høre hvad en af vores drenge vil sige. Og i sommerferien spiser vi alle is hver dag - ikke de store vaffelis men pindeis. Tænker måske også 3 dage er meget om sommeren - men det er jo fra mit synspunkt. Det lyder som om du bliver stædig eller hvad du kalder viljestærk og unødvendigt blæser en konflikt op. 

6 årige har typisk svært ved at behovsudsætte... så det er ikke er spørgsmål om at hun er urimelig. Og den følelsesmæssige regulering kommer også dig når hun ikke er større. Det nytter ikke at du ikke selv kan regulere dig selv ned.... og tager situationen så hårdt. Du er nødt til ikke at bære nag, eller se det som noget, hun gør for at genere dig.

Anmeld Citér

1. august

Jenny10

Profilbillede for Jenny10
Frizzy skriver:



Hvis du mærker det er mangel på kontrol kan det måske hjælpe at give hende følelsen af kontrol i nogle tilfælde. .. herhjemme hjælper det at der ikke altid kommer et nej (is, samtale osv). Jeg er med på at man ikke altid skal have lov til at afbryde .. men der er da situationer, hvor jeg stopper med at tale med min mand for lige at høre hvad en af vores drenge vil sige. Og i sommerferien spiser vi alle is hver dag - ikke de store vaffelis men pindeis. Tænker måske også 3 dage er meget om sommeren - men det er jo fra mit synspunkt. Det lyder som om du bliver stædig eller hvad du kalder viljestærk og unødvendigt blæser en konflikt op. 

6 årige har typisk svært ved at behovsudsætte... så det er ikke er spørgsmål om at hun er urimelig. Og den følelsesmæssige regulering kommer også dig når hun ikke er større. Det nytter ikke at du ikke selv kan regulere dig selv ned.... og tager situationen så hårdt. Du er nødt til ikke at bære nag, eller se det som noget, hun gør for at genere dig.



Tak for dit svar - det sætter jeg pris på.

Jeg er helt enig i, at en 6 årig har svært ved at behovsudsætte, og for det meste stopper jeg også og hører hende, og så fortsætter den anden samtale bagefter. Ift isen, så er det lidt et ømt punkt, for hun er fuldstændig besat af is, og spørger nogle gange efter det som det første om morgenen - og andre gang kræver hun nærmest at få is. Derudover er hun meget småt spisende til måltiderne, og vil allerhelst snacke sig gennem dagen (i usunde ting), så vi prøver at begrænse snackeriet, så hun føler sig sulten til måltiderne. Vi har holdt en dejlig lang sommerferie med is eller andet lækkert dagligt, men ligesom det kan være svært at behovsudsætte, så kan det også være svært at huske, for hun fik faktisk is i går.

Jeg er ikke enig i, at jeg blæser konflikten op. uanset om det bliver ja eller nej til is, så vil jeg gerne lære hende, at man ikke får en is som trøst (som var det hun ville her) og ej heller får ting ved at plage. Jeg er ikke en der går og siger nej til alt, og generelt får børnene lov til det meste af det de gerne vil, inden for rimelighedens grænser.

Ift den følelsesmæssige regulering, så tror jeg ikke jeg har forklaret det ordentligt. Tankerne om nag og fortsat irritation er noget der sker inden i mig. Jeg viser hende ikke, at jeg har det sådan og i de fleste tilfælde undertrykker jeg det, og ellers går jeg for mig selv, når hun er videre. Ligesom jeg også trøster hende selvom jeg synes hun er dybt urimelig. Men jeg synes ikke det er en særlig rar følelse, og ville ønske at der var nogen der havde konkrete input til hvordan man kan arbejde med det..

 

Anmeld Citér

[ Spring til toppen ]

Gå til forsiden

Gratis eksperthjælp

Det er gratis at søge hjælp hos vores eksperter - se alle eksperterne her.