Gravid men ikke lykkelig?

Hej allesammen. 

Jeg har ALTID vidst at jeg gerne ville have børn. Jeg har været i et fast forhold længe, og mange af mine veninder og venner har allerede fået børn. Alligevel har jeg aldrig følt mig helt klar, fordi jeg altid har været en kvinde, der virkelig værdsatte at gå til koncerter, ud og spise, drikke drinks med veninderne og dette har jeg altid været meget bange, for at “miste”. 
Nu er jeg så blevet gravid, og der var ikke just planlagt, men heller ikke helt u-planlagt. Vi er begge 29 år gamle, og var af den overbevisning at “skete det, så skete det”. At det så skete 1 måned efter, vi besluttede os for ikke at gøre noget for at forhindre det, kom bag på mig. 

Jeg har altid forestillet mig at jeg ville blive glad, når testen viste to streger, men istedet blev jeg ked af det (og bange!). IKKE ked af det som i at jeg overvejer abort, men mere ked af at mit liv pludselig vender 180 grader fra den ene dag til den anden. Og så er jeg helt vildt bange og mega-meget på udebane, kan jeg mærke. Jeg brød grædende sammen overfor min kæreste, som var så fantastisk at trøste mig. Jeg kunne mærke han var glad, men samtidig var ked af min reaktion. 
Min reaktion skuffer også mig selv, da SÅ mange andre par kæmper for at blive gravide.. I store træk er jeg bare bange for at fortryde.. Bange for at gå glip af “noget”, bange for at glide væk fra min bedste veninde, som ikke har børn endnu og bange for at jeg ikke kan klare det.

Har andre haft det på samme måde? ❤️

Jeg havde det på nøjagtig samme måde! Og jeg var 36 da jeg blev gravid, har ønsket barn i mange år og virkelig glædet mig til at blive gravid.

Jeg var også rigtig glad, men det andet fyldte meget. Min graviditet var virkelig en rutsjebanetur af følelser. For jeg syntes også det var rigtig svært og skræmmende at vide at mit liv ville ændre sig fuldstændig. Men ikke vide helt hvordan. Selvfølgelig ved man hvordan rent praktisk, men følelsesmæssigt har man jo ingen anelse. 

For mig hjalp det at give mig selv lov til at have følelserne. Og lade være med at tænke på at "jeg burde være taknemmelig" og "jeg burde være lykkelig". For det er helt ok at have de andre følelser. Og jeg synes de ligesom fylder mindre hvis man lige giver sig selv lov til at være i det og have det sådan. 

Stort tillykke med graviditeten

Det er helt okay at have de følelser når der sker en stor omvæltning i ens liv. Det er en stor forandring.

Jeg er sikker på at du nok skal finde dig tilrette i graviditeten løbende. Jeg havde en super god graviditet og blev ikke begrænset af det de 9 måneder. Måske du også et så heldig

Man er jo selv med til at præge hvordan ens familieliv skal være. Så du behøver ikke stoppe med at gøre alt det du plejer at gøre med veninder mm. I må bare skabe rammerne for det 

Igen tillykke glæd dig til scanning, så bliver det mere virkeligt og det er helt magisk at se

Jeg tror det er en mere almindelig reaktion end man skulle tro. Måske også en du skal være opmærksom på ikke udvikler sig til en fødselsdepression. Det kan godt forekomme i graviditeten. Kram til dig 

Vi har været i ISCI med vores søn og igen med vores kommende datter. Så det var fuldstændig planlagt og lang tid undervejs. Alligevel var jeg her anden gang overhovedet ikke glad, lykkelig eller havde andre positive følelser. Pludselig blev jeg bange for hvad et barn mere ville gøre ved vores familie og ægteskab. Jeg har snart termin og er stadig ikke glad. Jeg går til samtaler ved en terapeut fordi det er vigtigt ikke bare at dække over sådan nogle følelser. Tænk hvis de ikke går væk efter fødslen. 

Havde det præcis på samme måde. Shit det er skræmmende. Sad og rystede i 20 min., inden jeg kom tilbage til mig selv. 
Tror også det er en langt mere udbredt normal reaktion, end hvad man tror. Mange deler den bare ikke. Synes generelt der bliver malet et ret lyserødt billede af det at blive og være gravid, og det er bare helt ok at synes det er pisseskræmmende. 
Min erfaring (efter at have fået 2 unger) er at det er det hele værd. Men når man slet ikke ved hvad man egentlig går ind til, må man virkelig godt føle sig usikker og bange.  
Omkring de 20 uger, da vi fik køn at vide, blev det lettere for mig.