Min dejlige lille dreng er født med isoleret ganespalte. En stor spalte som strækker sig i hele mundhulen, fra svælg til tænder. Vi har selvfølgelig vidst i lang lang tid at der er en eller flere operationer i vente, men jeg har på en eller anden måde lykkedes med at "glemme det" indtil nu og bare nyde min baby.
Men nu har vi fået en indkaldelse mere (vi har været inde og få ham tjekket et par gange før) men denne gang skal de tage stilling til hvornår præcis den første (og hvis alt går som det skal eneste) operation skal ske. Puha det kommer tæt på nu kan jeg mærke.
Jeg føler mig så velsignet ift at han kunne fejle så mange andre alvorlige ting og sygdomme. Men lige nu kan jeg slet ikke samle mine tanker om noget, går i en boble og bare venter... Har aldrig haft det sådan her før. Jeg skiftevis græder og griner med min søn, føler slet ikke han er stor nok (selvom det er han selvfølgelig, for det skal være nu ift hans chance for at få et ordentligt sprog).
Det som om min fornuft slet ikke kan komme igennem rigtigt. Har lyst til at "flygte" med ham, så han ikke skal udsættes for det, men samtidig ved jeg jo godt, at det det eneste rigtige ift han skal have lov at lære at tale og spise og synge og lave løjer og gå i svømmehallen og dykke osv som alle andre. Det ville jeg aldrig tage fra ham. Men puha... Jeg kan slet ikke holde denne tid ud.
Han har også hypospadi, så ved der er mere i vente, men heldigvis først når han er fem år.
Hvordan gør man ? Hvordan kommer andre igennem sådanne ting?
Jeg har simpelthen den største respekt for alle forældre som går ting igennem med deres små og elskede. Åh hvor jeg glæder mig til den anden side.
Ved ikke hvad jeg ville med det her udover at få sat ord på mine bekymringer.
Anmeld
Citér