Man er i større risiko ja, men man har også bedre forudsætning for at opdage det tidligere i forløbet. Min mand havde samme reaktion efter nr 1. Vi fik nr to og jeg havde ikke skyggen af depression. Det hjalp også gevaldigt ikke at være alene lige så meget som første gang. Vi var mere fælles.
Jeg forstår han blev bange over at se sin elskede i så stor følelsesmæssig smerte. Og da jeg gik helt ned var han nok også bange for at miste mig. Den frygt sætter sig. Det hjalp os at tale med en terapeut der kunne give os et "helikopterperspektiv" på situationen. Han tænkte det som beskyttelse af vores familie at ville stoppe efter nr 1. Han havde ikke overvejet at det for mig var yderligere smerte og føltes som "straf" fordi jeg havde været uheldig at blive syg (vi har altid været enige om mere end ét barn. Men efter den første skiftede han mening fuldstændig) Jeg kom også til at forstå HVOR bange og bekymret han havde været.
Noget der konkret hjalp os var at få tidlige besøg af sp. Hun kendte vores historie og vi havde hende primært for at "holde øje" med at jeg ikke begyndte at vise tegn på depression. Så vi havde ekstra aftaler med hende. Vi havde samme aftale med jordemoder i graviditeten, og bad hende første gang spørge aktivt ind til mit mentale velbefindende ved kontrollerne. Det samme hos egen læge. Så alle fagpersoner var obs på os. Og hos jm fik vi også ekstra tid hver gang, da jeg var ærlig om at jeg ikke kunne åbne op for noget svært, hvis jeg vidste der ikke var tid til at tale om det. Måske sådan nogle ting kan hjælpe jer?
Anmeld
Citér