Forældremyndighed og strid - råd til bekendt

Måske nogen herinde, har tanker eller erfaringer, som kan hjælpe mine egne refleksioner lidt på vej.

Scenariet er: Et par har fået barn for 3 år siden, men blev kort efter fødslen skilt; blandt andet på baggrund af alvorligt belastende sygdom hos den ene part. Striden mellem forældrene har siden bølget lidt frem og tilbage. Den syge forældre magter ikke altid at tage vare på barnet ret længe af gangen, men får støtte af sit netværk hertil. Dog har sygdommen medfødt stor bitterhed og skilsmissen en følelse af afmagt og svigt. Forståeligt - omend ikke altid rimeligt, og det giver sig udslag i konflikt og modarbejdning i samarbejdet om barnet. 

Den raske forælder har barnet 80% af tiden, og har også støtte i sit netværk. Men er slidt af de mange konflikter og frygter for barnets trivsel. Vedkommende overvejer nu at søge fuld forældremyndighed, meget mod den anden forælders vilje.

Jeg synes det er svært at være vidne til. Jeg vil både barn og begge forældre det bedste, og er fuldt bevidst om at et barn dels har behov for/ret til begge sine forældre, men også at det kommer voldsomt i klemme i konflikterne, især som det bliver ældre. 

Der er forsøgt mægling og terapi mellem parterne, den ene forældre ønsker dog ikke at deltage i dette længere.

Hvad ville I gøre, for bedst muligt at rådgive og støtte forældrene? Kan det nogensinde være dem bedste løsning at den ene overtager fuld forældremyndighed mod den andens ønske (hvis det overhovedet kan tilkendes i denne sag, det ved jeg ikke). Og hvilke konsekvenser har det helt konkret for den “tilbageladte” forælder ift. samværd og rettigheder?

Hjælp mig gerne med jeres tanker og indspark! 

Måske nogen herinde, har tanker eller erfaringer, som kan hjælpe mine egne refleksioner lidt på vej.

Scenariet er: Et par har fået barn for 3 år siden, men blev kort efter fødslen skilt; blandt andet på baggrund af alvorligt belastende sygdom hos den ene part. Striden mellem forældrene har siden bølget lidt frem og tilbage. Den syge forældre magter ikke altid at tage vare på barnet ret længe af gangen, men får støtte af sit netværk hertil. Dog har sygdommen medfødt stor bitterhed og skilsmissen en følelse af afmagt og svigt. Forståeligt - omend ikke altid rimeligt, og det giver sig udslag i konflikt og modarbejdning i samarbejdet om barnet. 

Den raske forælder har barnet 80% af tiden, og har også støtte i sit netværk. Men er slidt af de mange konflikter og frygter for barnets trivsel. Vedkommende overvejer nu at søge fuld forældremyndighed, meget mod den anden forælders vilje.

Jeg synes det er svært at være vidne til. Jeg vil både barn og begge forældre det bedste, og er fuldt bevidst om at et barn dels har behov for/ret til begge sine forældre, men også at det kommer voldsomt i klemme i konflikterne, især som det bliver ældre. 

Der er forsøgt mægling og terapi mellem parterne, den ene forældre ønsker dog ikke at deltage i dette længere.

Hvad ville I gøre, for bedst muligt at rådgive og støtte forældrene? Kan det nogensinde være dem bedste løsning at den ene overtager fuld forældremyndighed mod den andens ønske (hvis det overhovedet kan tilkendes i denne sag, det ved jeg ikke). Og hvilke konsekvenser har det helt konkret for den “tilbageladte” forælder ift. samværd og rettigheder?

Hjælp mig gerne med jeres tanker og indspark! 

Hvad vil den raske forældre med den fulde forældremyndighed? Hvad forsøger den raske forældre at opnå med det?
 det fratager jo ikke den anden forælder for samværsretten. 
jeg ville sige at det er dem begge der er ved at smadre barnets trivsel med deres konflikter. Det ville jeg tale ind i - den bedste måde et barn kan komme igennem en skilsmisse er da ved et godt samarbejde forældrene imellem. 

mor:) skriver:

Hvad vil den raske forældre med den fulde forældremyndighed? Hvad forsøger den raske forældre at opnå med det?
 det fratager jo ikke den anden forælder for samværsretten. 
jeg ville sige at det er dem begge der er ved at smadre barnets trivsel med deres konflikter. Det ville jeg tale ind i - den bedste måde et barn kan komme igennem en skilsmisse er da ved et godt samarbejde forældrene imellem. 

Jeg er en smule usikker på netop dette (også fordi jeg ikke har fuldkommen indblik i hvad fuld forældremyndighed juridisk dækker over eller betyder konkret). Men det nærmeste jeg kan komme det er, at det handler om at slippe ud af en række af de konflikter der er forbundet med at skulle være to om at træffe beslutninger vedrørende barnet. Det bliver oplevet som at den syge forælder modarbejder ved fx ferier, beslutning om kommende institution/skolevalg, osv. Den syge forælder har begrænset mulighed for/overskud til at deltage i hverdagen, men samtidig store krav til præcis hvordan tingene omkring barnet skal være. Jeg tror at den raske forælder håber, at det kan mindske disse konflikter, hvis det fastsættes hvem der træffer beslutningerne. Ligesom at det vil gøre det nemmere at fastsætte er realistisk omfang af samværd, selvom den syge forældre nogle gange overvurderer egne kræfter.

Og ja, ulykkeligt er det uanset hvad. Samarbejdet er forsøgt i lange tider, også med hjælp udefra, men uden held indtil nu - og der er til tider nogle grimme episoder med “verbale angreb” fra den forælder som er forladt og presset af sygdom.

Anonym skriver:

Måske nogen herinde, har tanker eller erfaringer, som kan hjælpe mine egne refleksioner lidt på vej.

Scenariet er: Et par har fået barn for 3 år siden, men blev kort efter fødslen skilt; blandt andet på baggrund af alvorligt belastende sygdom hos den ene part. Striden mellem forældrene har siden bølget lidt frem og tilbage. Den syge forældre magter ikke altid at tage vare på barnet ret længe af gangen, men får støtte af sit netværk hertil. Dog har sygdommen medfødt stor bitterhed og skilsmissen en følelse af afmagt og svigt. Forståeligt - omend ikke altid rimeligt, og det giver sig udslag i konflikt og modarbejdning i samarbejdet om barnet. 

Den raske forælder har barnet 80% af tiden, og har også støtte i sit netværk. Men er slidt af de mange konflikter og frygter for barnets trivsel. Vedkommende overvejer nu at søge fuld forældremyndighed, meget mod den anden forælders vilje.

Jeg synes det er svært at være vidne til. Jeg vil både barn og begge forældre det bedste, og er fuldt bevidst om at et barn dels har behov for/ret til begge sine forældre, men også at det kommer voldsomt i klemme i konflikterne, især som det bliver ældre. 

Der er forsøgt mægling og terapi mellem parterne, den ene forældre ønsker dog ikke at deltage i dette længere.

Hvad ville I gøre, for bedst muligt at rådgive og støtte forældrene? Kan det nogensinde være dem bedste løsning at den ene overtager fuld forældremyndighed mod den andens ønske (hvis det overhovedet kan tilkendes i denne sag, det ved jeg ikke). Og hvilke konsekvenser har det helt konkret for den “tilbageladte” forælder ift. samværd og rettigheder?

Hjælp mig gerne med jeres tanker og indspark! 

Som Mor skriver. Så vil den syge forældre fortsat have ret til samvær selvom den raske forælder får den fulde forældremyndighed. 
det eneste fuld forældremyndighed giver er at han/hun ikke længere skal have samtykke for den anden forælder til f.eks vacciner, pas, skolegang osv. 

Så den raske forælder skal gøre op med sig selv om hvor han/hun ønsker fuld forældermyndighed og hvorfor vedkommende mener det er nødvendigt. 

til dig som står på sidelinien ville jeg direkte sige til den begge at de skulle ta og blive voksne og tænke på barnets tarv i stedet for deres stridighed 

Som Mor skriver. Så vil den syge forældre fortsat have ret til samvær selvom den raske forælder får den fulde forældremyndighed. 
det eneste fuld forældremyndighed giver er at han/hun ikke længere skal have samtykke for den anden forælder til f.eks vacciner, pas, skolegang osv. 

Så den raske forælder skal gøre op med sig selv om hvor han/hun ønsker fuld forældermyndighed og hvorfor vedkommende mener det er nødvendigt. 

til dig som står på sidelinien ville jeg direkte sige til den begge at de skulle ta og blive voksne og tænke på barnets tarv i stedet for deres stridighed 

Netop fratagelsen af mulighed for at “obstruere” ved beslutninger tror jeg, ligger til grund for overvejelsen om at søge fuld forældremyndighed. Men det er kombineret med en kæmpe sorg over at være kommet så langt ud, det er der ingen tvivl om. Og det fortsætte samværd er ønsket - det handler ikke om at barnet ikke skal have en relation, tvært imod.

Der er tale om mennesker i krise, som er underlagt et massivt pres og svære konflikter. Vi er flere som forsøger at støtte begge forældrene og forsøge at forstå, hvorfor det er så kompleks. Mere komplekst end at man “bare” kan bede dem tage sig sammen, og den raske forælder er bestemt ikke blind for de konsekvenser konflikterne potentielt kan have for dem alle. Den syge forælder er massivt skadet af sin sygdom, og svær at hjælpe. Men vi prøver!