Min datter føler sig forkert

Spring til sidste ulæste indlæg
Følg denne tråd

1.173 visninger
9 svar
40 synes godt om

Du kan svare anonymt i tråden
2. juli

Anonym trådstarter

Er der nogle biseksuelle/homoseksuelle/panseksuelle/nonbinære eller andre LGBT+ som kan give et godt råd.


Min datter har i lang tid haft det svært. Hun har haft det svært socialt, følt sig udenfor, følt sig anderledes, haft flere lange perioder med identitetskriser osv (i en meget meget ung alder - hun er 11)

 

For et par år siden ændrede hun tøjstil fra den ene dag til den anden. Fra pink, tyl, fluff og prinsesse til sort, hvid, grå (mest sort). Dette er blot et af mange tegn på, at hun har brug for at definere hvem hun selv er.

 

Hun har tydeligt haft svært ved at finde ud af, hvem hun var. Men ikke kunnet sætte ord på det. Hun vidste kun, at hun var anderledes. (For os er hun bare sig selv -  og vi er ligeglade/lykkelige for at hun er lige netop hende. Vi har altid fortalt hende, at man må være lige den man er) 

 

Den seneste måned har været sværere end mange andre. Og det kulminerede i sidste uge, hvor de ringede hende hjem fra skole for 3. gang på en måned - og jeg valgte at beholde hende hjemme de sidste  dage af skoleåret.

 

I starten af ugen åbnede hun op. Hun var ulykkelig og bange for, at hun er forkert. Hun har opdaget, at hun er biseksuel og bange for, at det må man ikke være. Har selvfølgelig fortalt hende, at det må man gerne   - og at det kun er godt, at hun har fundet ud af det. Og at vi er stolte af at hun fortæller det og stolte af hende. 

Netop fordi hun føler sig forkert og udenfor, har vi sat fokus på at der er masser af biseksuelle i verden. Fortalt at de har deres eget flag og egne farver. Spurgt om hun vil have et flag, der kan minde hende om at hun er en del af en større gruppe - og et armbånd som kan være mere diskret og med hver dag. Begge dele ville hun meget gerne, så det har vi købt. 

 

Vi elsker hende SUPER højt lige som hun er, men vil også gerne støtte op om hende så hun føler, at hun har et bagland at gå til og få hep fra.
Jeg ved at ikke alle er lige så forstående (det ved hun også selv. Hun havde set noget med et flag der blev brændt og blev bange) - jeg vil gerne støtte hende i at fortælle dem, hun mener skal vide det. Men jeg er i tvivl om, hvordan vi gør det bedst. Og jeg vil heller ikke presse hende til at gøre noget hun ikke er klar til.

Jeg tænker umiddelbart bare at tage den "oppefra og ned". Være der for hende og give hende den plads hun har brug for. Men ved ikke om der mon er andet og mere, man kan og bør gøre.


Måske er mit spørgsmål til dig, der er en del af LGBT+:
Havde du lignende identitetskrise i en ung alder og hvad ville du ønske at dine forældre havde gjort dengang?

Har du et godt råd?


Og dig der ikke er en del af LGBT+ : Hvad ville du gøre i mine sko?

Og anonyme svar er selvfølgelig tilladt, men tal pænt

 

Anmeld Citér

Køb et abonnement på Vores Børn

Magasinet til dig med børn på 0-12 år

Priser fra 149 kr.

2. juli

Anonym

Jeg er selv heteroseksuel. 

Jeg synes i gør det rigtige, ved at vise hende at alle mennesker er lige meget værd uanset deres seksualitet, køn, tro osv. I elsker hende, fordi hun er den hun er.

Jeg ville dog måske passe på med at gøre et større nummer ud af det. Jeg tænker ikke det er noget at hun eller i behøver råbe ud i verden, netop fordi du jo siger hun faktisk har det rigtig svært, bl.a. i skolen. Jeg tror ikke at det nødvendigvis vil hjælpe hende at sætte endnu et mærkat på hende, så vil fx klassekammeraterne måske bare synes hun er mærkelig - fordi de er børn og børn er bare sommetider onde.. 

Du siger selv hun har haft det svært i meget lang tid. Og hun er jo kun 11. Måske ændre hun holding omkring hendes seksualitet igen om 2 år? Jeg siger ikke, at nogle ikke ved det som 11årige, men jeg tror også at det på nogle måder er lidt en "trend" at have en anden seksual orientering end flertallet og det opfanger børnene også lynhurtigt. 

Anmeld Citér

2. juli

UnderCover37

Profilbillede for UnderCover37
3. gang ER lykkens gang!
Anonym skriver:

Er der nogle biseksuelle/homoseksuelle/panseksuelle/nonbinære eller andre LGBT+ som kan give et godt råd.


Min datter har i lang tid haft det svært. Hun har haft det svært socialt, følt sig udenfor, følt sig anderledes, haft flere lange perioder med identitetskriser osv (i en meget meget ung alder - hun er 11)

 

For et par år siden ændrede hun tøjstil fra den ene dag til den anden. Fra pink, tyl, fluff og prinsesse til sort, hvid, grå (mest sort). Dette er blot et af mange tegn på, at hun har brug for at definere hvem hun selv er.

 

Hun har tydeligt haft svært ved at finde ud af, hvem hun var. Men ikke kunnet sætte ord på det. Hun vidste kun, at hun var anderledes. (For os er hun bare sig selv -  og vi er ligeglade/lykkelige for at hun er lige netop hende. Vi har altid fortalt hende, at man må være lige den man er) 

 

Den seneste måned har været sværere end mange andre. Og det kulminerede i sidste uge, hvor de ringede hende hjem fra skole for 3. gang på en måned - og jeg valgte at beholde hende hjemme de sidste  dage af skoleåret.

 

I starten af ugen åbnede hun op. Hun var ulykkelig og bange for, at hun er forkert. Hun har opdaget, at hun er biseksuel og bange for, at det må man ikke være. Har selvfølgelig fortalt hende, at det må man gerne   - og at det kun er godt, at hun har fundet ud af det. Og at vi er stolte af at hun fortæller det og stolte af hende. 

Netop fordi hun føler sig forkert og udenfor, har vi sat fokus på at der er masser af biseksuelle i verden. Fortalt at de har deres eget flag og egne farver. Spurgt om hun vil have et flag, der kan minde hende om at hun er en del af en større gruppe - og et armbånd som kan være mere diskret og med hver dag. Begge dele ville hun meget gerne, så det har vi købt. 

 

Vi elsker hende SUPER højt lige som hun er, men vil også gerne støtte op om hende så hun føler, at hun har et bagland at gå til og få hep fra.
Jeg ved at ikke alle er lige så forstående (det ved hun også selv. Hun havde set noget med et flag der blev brændt og blev bange) - jeg vil gerne støtte hende i at fortælle dem, hun mener skal vide det. Men jeg er i tvivl om, hvordan vi gør det bedst. Og jeg vil heller ikke presse hende til at gøre noget hun ikke er klar til.

Jeg tænker umiddelbart bare at tage den "oppefra og ned". Være der for hende og give hende den plads hun har brug for. Men ved ikke om der mon er andet og mere, man kan og bør gøre.


Måske er mit spørgsmål til dig, der er en del af LGBT+:
Havde du lignende identitetskrise i en ung alder og hvad ville du ønske at dine forældre havde gjort dengang?

Har du et godt råd?


Og dig der ikke er en del af LGBT+ : Hvad ville du gøre i mine sko?

Og anonyme svar er selvfølgelig tilladt, men tal pænt

 



Jeg har ingen gode råd, men vil blot sige; hvor lyder I som nogle dejlige forældre og som et rigtigt godt bagland for din datter ❤

Jeg ønsker gøre præcis som du gør allerede, hvis jeg en dag står i din situation.

Jeg tror dog, pga hendes unge alder, at jeg ville tænke over at hun på ingen måde behøver at sætte ord på sin seksualitet, overfor andre end sig selv, og jer som hun kan tale med om alt.

Det behøver ikke fylde udadtil endnu, for i bund og grund kommer det kun en selv ved - Det gælder jo også voksne mennesker.

Vi er mennesker, uanset nationalitet, farver køn eller seksualitet  

Anmeld Citér

2. juli

Anonym

Åh ha ja. 

Jeg anser mig selv for hetro, men da jeg var 11 år havde jeg flere episoder, hvor jeg kyssede med pigerne fra klassen. 

Jeg havde det så skidt med det. Jeg var mest bange for, hvad andre mon ville tænke. Min mor er heldigvis totalt cool.

Du skal fortsætte med at fortælle hende det, du gør. 

Og ikke lave et stort nummer ud af det. Det var faktisk det rareste for mig. At mine forældre bare var “ja. Sådan er der mange, der har det - det er helt normalt. Så længe man selv synes det er okay og rart” 

Jeg havde flere episoder i mit liv, hvor jeg forsøgte at afklare om jeg var BI eller noget andet, fordi JEG troede, man skulle være afklaret. 

Set i bakspejlet ville jeg have ønsker at en voksen havde sagt “det behøver man jo ikke finde ud af. Man skal være, så man bliver glad. Og måske er det den ene ting den ene dag og noget andet i morgen” 

Anmeld Citér

2. juli

Anonym

Jeg er enig i det, andre har sagt. Jeg tror, at lige meget hvor gode ens intentioner er, så er der desværre nogle forældre, der ender med at gøre deres børns identitetsrejse til et statement/projekt og derved at få dem til at føle sig "låst" i et tilfældigt stadie af, hvad er jo for rigtig mange er en lang og kringlet proces. Det er så nemt at komme til at sige noget velmenende, som barnet forstår som "det er den, du er - fra nu af og altid, no takebacks."

Ligesom man ikke skal sige "det er kun en fase" skal man altså heller ikke give udtryk for, at noget et barn føler er permanent. Det kan sagtens være det er permanent. Men det er ikke forælderen, der skal (komme til at) bestemme det på barnets vegne. Vedkommende skal bare føle sig tryg og elsket og stille og roligt finde ud af, hvordan de føler sig mest til rette i egen krop og hvilke typer mennesker de føler sig mest tiltrukket af - og om de overhovedet har behov for at udtrykke seksualitet som en identitet, hvilket mange børn tror de skal, fordi det er det de har set i medierne, men det betyder ikke, at det faktisk er det de har lyst til.

Anmeld Citér

2. juli

Mor11

Profilbillede for Mor11

Jeg synes i er dejligt rummelige overfor jeres datter! Kæmpe klap på skulderen! Hun føler sig tryg ved at tale med jer og det er bare så vigtigt! 

Når det er sagt, så havde jeg nok ikke talt om det som en særlig identitet eller LGBT miljø, flag og symboler. Men blot anderkendt at hun føler sig som hun gør og det er helt normalt og okay. At hun altid bare skal komme og spørge hvis hun er i tvivl eller har det svært indeni. 

Som en anden siger, ingen siger det er permanent. Ingen siger det er en fase. Ingen siger at man behøver at råbe det højt i alder af 11år - eller nogensinde. Seksualitet er personlig og det skal hun også vide. man behøver ikke blande nogen ind i det, med mindre man har lyst og er tryg ved at tale om det.  

Anmeld Citér

4. juli

Anonym

Min datter blev født som dreng. Hun bliver 5 år om måned. Hun siger selv, at hun blev født som pige og altid har været pige, men vi tog fejl og troede, at hun var en dreng

 

jeg har været sindssygt meget i tvivl om, hvad det rigtige var at gøre - for hendes bedste. Personligt er jeg fuldstændig ligeglad hvad hun er eller hvem hun ender med at date engang. Men derfor fylder det jo stadig helt vanvittigt meget, hvad det bedste for hende er at gøre. 
alle dem, jeg har snakket med, der har vidst noget om det, har sagt det samme: lad hende være pige, og bare blev ved med at fortælle hende, at I elsker hende uanset hvad , og hun må være lige hvad hun vil, også hvis hun vil være en dreng igen - det vigtige er hvem hun er - og det handler ikke om køn eller seksuelle præferencer. 

tænker måske det er lidt det samme I skal gøre - bare lade hende vide, at det er fuldstændig ligegyldigt for jer. Snak med hende, når hun har brug for det, men lad være med at give det for meget opmærksomhed. 

jeg ville derudover finde en hun kunne snakke med - i forhold til trivslen du beskriver - altså en professionel. Det er så vigtigt at få vendt hendes trivsel hurtigst muligt. Igen - det handler på ingen måde om seksuliteten. Men hendes selvværd skal Oppes  

Anmeld Citér

4. juli

Abracadabra

Profilbillede for Abracadabra

Jeg tror, at I skal lægge 95% af jeres energi på at øge hendes skolettrivsel. Hendes seksualitet og kønsidentitet betyder langt mindre. Og måske bliver seksualitet og måske endda kønsidentitet nemmere for hende at fokusere på end de sociale vanskeligheder. Der findes masser af fællesskab i lgbt-miljøet, men det var dog bedst, hvis hun fik hjælp til at være en del af et fællesskab generelt. 

Snak med PPR. Mange asperger-piger fx diagnosticeres først omkring debuten af pubertet - men har haft lettere sociale vanskeligheder i årevis. For en aspergerpige ville det jo være dumt at fokusere på seksuel- og/eller kønsidentitet og overse de grundliggende problemer med social interaktion. 

Anmeld Citér

4. juli

lineog4

Profilbillede for lineog4
Mod
Anonym skriver:

Er der nogle biseksuelle/homoseksuelle/panseksuelle/nonbinære eller andre LGBT+ som kan give et godt råd.


Min datter har i lang tid haft det svært. Hun har haft det svært socialt, følt sig udenfor, følt sig anderledes, haft flere lange perioder med identitetskriser osv (i en meget meget ung alder - hun er 11)

 

For et par år siden ændrede hun tøjstil fra den ene dag til den anden. Fra pink, tyl, fluff og prinsesse til sort, hvid, grå (mest sort). Dette er blot et af mange tegn på, at hun har brug for at definere hvem hun selv er.

 

Hun har tydeligt haft svært ved at finde ud af, hvem hun var. Men ikke kunnet sætte ord på det. Hun vidste kun, at hun var anderledes. (For os er hun bare sig selv -  og vi er ligeglade/lykkelige for at hun er lige netop hende. Vi har altid fortalt hende, at man må være lige den man er) 

 

Den seneste måned har været sværere end mange andre. Og det kulminerede i sidste uge, hvor de ringede hende hjem fra skole for 3. gang på en måned - og jeg valgte at beholde hende hjemme de sidste  dage af skoleåret.

 

I starten af ugen åbnede hun op. Hun var ulykkelig og bange for, at hun er forkert. Hun har opdaget, at hun er biseksuel og bange for, at det må man ikke være. Har selvfølgelig fortalt hende, at det må man gerne   - og at det kun er godt, at hun har fundet ud af det. Og at vi er stolte af at hun fortæller det og stolte af hende. 

Netop fordi hun føler sig forkert og udenfor, har vi sat fokus på at der er masser af biseksuelle i verden. Fortalt at de har deres eget flag og egne farver. Spurgt om hun vil have et flag, der kan minde hende om at hun er en del af en større gruppe - og et armbånd som kan være mere diskret og med hver dag. Begge dele ville hun meget gerne, så det har vi købt. 

 

Vi elsker hende SUPER højt lige som hun er, men vil også gerne støtte op om hende så hun føler, at hun har et bagland at gå til og få hep fra.
Jeg ved at ikke alle er lige så forstående (det ved hun også selv. Hun havde set noget med et flag der blev brændt og blev bange) - jeg vil gerne støtte hende i at fortælle dem, hun mener skal vide det. Men jeg er i tvivl om, hvordan vi gør det bedst. Og jeg vil heller ikke presse hende til at gøre noget hun ikke er klar til.

Jeg tænker umiddelbart bare at tage den "oppefra og ned". Være der for hende og give hende den plads hun har brug for. Men ved ikke om der mon er andet og mere, man kan og bør gøre.


Måske er mit spørgsmål til dig, der er en del af LGBT+:
Havde du lignende identitetskrise i en ung alder og hvad ville du ønske at dine forældre havde gjort dengang?

Har du et godt råd?


Og dig der ikke er en del af LGBT+ : Hvad ville du gøre i mine sko?

Og anonyme svar er selvfølgelig tilladt, men tal pænt

 



Hmm først dejligt, hvordan det stråler igennem, at I elsker jeres datter uden betingelser, det er jeg sikker på, at hun mærker og vokser med og af.

Jeg er dog lidt overrasket over, hvordan en anderledesheds følelse generelt kan hænges op på en 11 årigs seksualitet - måske mine egne børn vare er utrolig langsommw startere, men ingen af dem har forholdt sig til deres seksualitet i den alder. Min datter er nu 18 år, og sidste år fortalte hun, at hun faktisk ikke aner, hvad hun er til. Og hun har endnu ikke haft en kæreste, så om der kommer en pige eller dreng med hjem som kæreste det må tiden vise. 

Som en anden også skriver, så ville jeg have langt mere fokus på fællesskabet, og at føle man hører til ikke som seksuelt væsen, men som menneske. For om man er til piger eller drenge er en ting, men at have en god ven, gode lege (og tænker man stadig leger lidt som 11 årige, gør og har mine gjort), gode relationer til klassekammerater, tryghed i fællesskabet osv. Er så vigtigt i den alder og årene, der kommer. For man er i tvivl, i tvivl om sig selv og sin identitet, sin seksualitet, sin plads i verden. Og hvis man så samtidig bumler med det sociale i alt almindelighed, så er det godt nok hårdt. 

Og så lige til sidst, der vil komme mange op og nedture i de kommende år. Der vil være dage, hvor jeres datter græder sig i søvn fordi ingen kan lide hende, og dage hvor I slet ikke ser hende fordi alle kan lide hende og hun skal være sammen med dem alle sammen hele tiden. En ting som er vigtig som forælder er at hjælpe med redskaber og strategier til når livet gør ondt, og har I en oplevelse af, at livet gør ondt for det meste, så er det godt med en dialog med skolen.

Anmeld Citér

4. juli

Hjemmegaaende

Profilbillede for Hjemmegaaende
Abracadabra skriver:

Jeg tror, at I skal lægge 95% af jeres energi på at øge hendes skolettrivsel. Hendes seksualitet og kønsidentitet betyder langt mindre. Og måske bliver seksualitet og måske endda kønsidentitet nemmere for hende at fokusere på end de sociale vanskeligheder. Der findes masser af fællesskab i lgbt-miljøet, men det var dog bedst, hvis hun fik hjælp til at være en del af et fællesskab generelt. 

Snak med PPR. Mange asperger-piger fx diagnosticeres først omkring debuten af pubertet - men har haft lettere sociale vanskeligheder i årevis. For en aspergerpige ville det jo være dumt at fokusere på seksuel- og/eller kønsidentitet og overse de grundliggende problemer med social interaktion. 



Derudover oplever mange asperger piger eksempelvis anderledesheden på en måde, de har svært ved at beskrive - og derfor ender de med at finde forklaring i transkønnethed eller bi-homo-seksualitet. Det er faktisk et kæmpe problem for secologisk klinik PT - unge piger, der føler sig forkerte af den ene eller anden grund og tror det handler om et forkert biologisk køn, mens det i virkeligheden handler om helt andre ting.

 

men derfor skal det stadig ikke negligeres, at TS datter oplever sig som biseksuel. Det er bare ikke der, fokus skal ligge. Det kan man godt anerkende og samtidig grave videre i mistrivslen 

Anmeld Citér

[ Spring til toppen ]

Gå til forsiden

Gratis eksperthjælp

Det er gratis at søge hjælp hos vores eksperter - se alle eksperterne her.