Arbejdsløs og snart deprimeret

Er der andre end mig, der slet ikke kan holde til livet som jobsøgende i kontanthjælpssystemet? Jeg er ved at gå ned over det...

Og jeg har faktisk været gået ned før. Jeg fik så mange angstanfald, at jeg ringede til lægen og nærmest blev sygemeldt i telefonen, fordi jeg var så panikslagen.
Jeg begyndte til en psykolog, der hjalp lidt og jeg begyndte at kunne gå på jobnet og tale med kommunen uden angstanfald som sådan, selvom jeg var "syg" i flere dage før og efter.
Psykologen var desværre ikke specielt god og behandlingen er afsluttet nu og jeg føler ikke, jeg har fået noget at gå videre med (og vi har ikke råd til mere).

Nu har jeg været "raskmeldt" i 3 måneder og i starten kom jeg på et kursus, hvor det gik godt. Jeg skrev nogle ansøgninger og kom endda til 2 fede samtaler sideløbende og jeg gik endda videre til anden omgang begge steder! Det hele det kørte - selvom jeg ikke turde håbe i frygt for at blive skuffet. Og skuffet, det blev jeg. For jeg fik selvfølgelig 2 afslag.

Nu er jeg bare allerede helt færdig. Jeg er så trist, så trist. Jeg føler meget af tiden, at jeg bare kan græde og jeg kan igen ikke tage mig sammen til at søge arbejde. Jeg ved simpelthen ikke, hvordan jeg skal blive i det her... Det føles som om en depression er på vej og jeg har været virkelig deprimeret undervejs mange gange. Altså dage, hvor jeg ikke stod op. Hvor jeg bare kiggede ud af vinduet. Helt nede. Kunne knap bade.
Men nu har jeg altså fået 2 små børn og MÅ bare ikke nå derud. (Var arbejdsløs i 2 år før jeg fik børn). Jeg prøver at gøre alle de ting, der kan forebygge depression, men jeg skal jo søge de to jobs om ugen og så snart jeg tænker på det eller prøver at gå i gang, så kommer elendigheden igen.

Jeg er uddannet gymnasielærer i humaniora, men der er skåret så meget indenfor det område, efter jeg blev færdig, at det er umuligt at få job. Jeg har da også søgt udenfor, men ingen vil have en højtuddannet og jeg vil trods alt også have et job, jeg kan holde ud at være i - jeg har f.eks. plukket champignoner, været på lager osv, men det gik ikke af mange grunde.

Hvad skal jeg gøre? Blive sygemeldt igen?
Jobcenteret er uden nåde. Dem kan jeg ikke snakke med.

Anonym skriver:

Er der andre end mig, der slet ikke kan holde til livet som jobsøgende i kontanthjælpssystemet? Jeg er ved at gå ned over det...

Og jeg har faktisk været gået ned før. Jeg fik så mange angstanfald, at jeg ringede til lægen og nærmest blev sygemeldt i telefonen, fordi jeg var så panikslagen.
Jeg begyndte til en psykolog, der hjalp lidt og jeg begyndte at kunne gå på jobnet og tale med kommunen uden angstanfald som sådan, selvom jeg var "syg" i flere dage før og efter.
Psykologen var desværre ikke specielt god og behandlingen er afsluttet nu og jeg føler ikke, jeg har fået noget at gå videre med (og vi har ikke råd til mere).

Nu har jeg været "raskmeldt" i 3 måneder og i starten kom jeg på et kursus, hvor det gik godt. Jeg skrev nogle ansøgninger og kom endda til 2 fede samtaler sideløbende og jeg gik endda videre til anden omgang begge steder! Det hele det kørte - selvom jeg ikke turde håbe i frygt for at blive skuffet. Og skuffet, det blev jeg. For jeg fik selvfølgelig 2 afslag.

Nu er jeg bare allerede helt færdig. Jeg er så trist, så trist. Jeg føler meget af tiden, at jeg bare kan græde og jeg kan igen ikke tage mig sammen til at søge arbejde. Jeg ved simpelthen ikke, hvordan jeg skal blive i det her... Det føles som om en depression er på vej og jeg har været virkelig deprimeret undervejs mange gange. Altså dage, hvor jeg ikke stod op. Hvor jeg bare kiggede ud af vinduet. Helt nede. Kunne knap bade.
Men nu har jeg altså fået 2 små børn og MÅ bare ikke nå derud. (Var arbejdsløs i 2 år før jeg fik børn). Jeg prøver at gøre alle de ting, der kan forebygge depression, men jeg skal jo søge de to jobs om ugen og så snart jeg tænker på det eller prøver at gå i gang, så kommer elendigheden igen.

Jeg er uddannet gymnasielærer i humaniora, men der er skåret så meget indenfor det område, efter jeg blev færdig, at det er umuligt at få job. Jeg har da også søgt udenfor, men ingen vil have en højtuddannet og jeg vil trods alt også have et job, jeg kan holde ud at være i - jeg har f.eks. plukket champignoner, været på lager osv, men det gik ikke af mange grunde.

Hvad skal jeg gøre? Blive sygemeldt igen?
Jobcenteret er uden nåde. Dem kan jeg ikke snakke med.

Jeg ville starte med at arbejde på dit mindset - for det er da ingen selvfølge at du ikke fik de jobs, hvor du nåede til anden samtale (tvært imod) - Du kunne lige så godt have fået de jobs. Op på hesten igen

Tænk over, hvilke andre typer af jobs du ville ELSKE at have. Ikke kun jordbærplukker og andre ting ... 

Hvis du er uddannet humaniore, så må du kunne bruge det til andet end at undervise på gym. Hvilker ANDRE kompetencer har du fået gennem uddannelse eller medfødt

HVad ville du ELSKE at lave hver eneste dag. 

Hvordan skulle sådan en hverdag se ud?

Det er jo nok fordi jeg har været arbejdsløs så længe, at jeg har mistet modet. 7 år (minus 2 barsler og 2 langtidssygemeldinger, fordi jeg altid går ned med flaget).

Jeg er ikke længere i stand til at være optimistisk.

Og man skal søge ét opslået job om ugen og så sidder jeg der og kigger. Ingen af jobsene kan jeg måske varetage og så skal jeg skrive en ansøgning, jeg slet ikke mener og sende den afsted. Det er en modbydelig pine og plage at skulle gøre det!

Jeg kender følelsen. Jeg gik selv ledig i 6 måneder og det var SÅ hårdt psykisk. 
Jeg har en universitetsuddannelse og var ledig lige da arbejdsmarkedet havde det værst pga Corona. 

Jeg endte med at tage en pædagogmedhjælper stilling i en vuggestue på 30 timer - simpelthen for at komme igang og få en hverdag. Jeg tjente mindre end jeg gjorde på dagpenge, men det gav mig virkelig meget og faktisk endte det med at jeg efterfølgende kunne bruge erfaringen der til at søge videre. Idag sidder jeg i børne-og unge afdeling i kommunen - så min erfaring fra den pædagogmedhjælper stilling gav mig altså adgang ( plus med faglige baggrund) til min videre karriere. 
Min pointe, tænk mindre på karriere og fremtid - tænk hvad der ville give dig værdi NU og hvad der ville være bedre end at være på kh endnu længere. Og så tag den derfra. Måske giver det en indgang til det du gerne vil lave , måske giver det dig noget glæde i hverdagen, og det er også helt fint.  

Det tænker jeg også, jeg søger alt muligt - alt, hvad jeg kan forestille mig selv gøre. Også f.eks. pædagogmedhjælper og sådan. Jobs, jeg ved, jeg kan være i.

Men når jeg får afslag på de jobs, jeg er uddannet til, er begrundelsen for lidt erfaring (men ingen vil give mig den erfaringen, ikke engang i praktik) og når jeg søger jobs, jeg ikke er uddannet til, er jeg altid overkvalificeret! Så jeg er i et limbo.

Jobcenteret sagde, at formelt set var min uddannelse forældet.
Men jeg kan ikke tage en ny pga. økonomi.

Når du har været ude for arbejdsmarkedet i så mange år.

Ville jeg droppe at tænke på den uddannelse. 

Den er uden relevans efter så lang tid ( groft sagt) 

Og du skal i stedet finde ud af hvad du kunne tænke dig at lave 

Og så evt starte med noget praktik  

Jeg ved godt det er et udskældt område - men folk kommer faktisk i arbejde den vej.

Især folk som du der mangler erhvervserfaring. 

Så et godt møde med din sagsbehandler- og så  videre.

Jo længere tid der går - jo større risiko er der I at du bliver tabt, og lever et liv på kh . Og det lyder det ikke som om det er det du ønsker. 

Ved ikke om du er medlem af dansk magister forening eller GL - men begge fagforeninger har et tilbud om sparring og coaching i forbindelse med jobsøgning - da de kender din uddannelse og arbejder med folk med samme uddannelse kan de måske hjælpe dig bedre på vej i forhold til dine kvalifikationer og muligheder end en på jobcentret, som skal vide noget om alle typer uddannelser og muligheder.

Og held og lykke med jobjagten 

Anonym skriver:

 

Det er jo nok fordi jeg har været arbejdsløs så længe, at jeg har mistet modet. 7 år (minus 2 barsler og 2 langtidssygemeldinger, fordi jeg altid går ned med flaget).

Jeg er ikke længere i stand til at være optimistisk.

Og man skal søge ét opslået job om ugen og så sidder jeg der og kigger. Ingen af jobsene kan jeg måske varetage og så skal jeg skrive en ansøgning, jeg slet ikke mener og sende den afsted. Det er en modbydelig pine og plage at skulle gøre det!

undskyld hvis det her kommer til at lyde hårdt ... 


Når du ikke selv tror på at du kan udføre opgaven, så bliver det svært at få arbejdsgiver til at tro på at du kan. Netop derfor har du brug for at få arbejdet med dit mindset. 

Jeg vil anbefale dig at lytte til bogen Super Attractor (du kan finde den på audible - hvor første lydbog er gratis) Den har gjort en kæmpe forskel for måden jeg selv tænker på. Den giver fokus på det positive og hjælper med at vende de mindre konstruktive tanker til gode og hjælpsomme tanker. 

Der sidder masser af mennesker ude i det danske land, som kigger på stillingsopslag og kun søger, hvis de kan udføre 110% af opgaverne i opslaget ... Og når de så søger de stillinger, gør de det lidt på en undskyldende måde ...
Men - der sidder også masser af mennesker, der søger, kommer til samtale på og FÅR jobs, hvor de reelt kan udføre 40-60% af opgaverne i stillingen. Fordi de ved at de kan hjælpe arbejdsgiver - resten skal de nok få lært (og det ved arbejdsgiver også)

Så stop med at tale dig selv ned - 2 barsler har også givet dig MASSER af kompetencer. Du er helt sikkert meget mere effektiv, for det er man NØDT til at være med 2 børn. 
DU vil være guld værd for de arbejdspladser, hvor du brænder for at være ...

Spørgsmålet er: Hvad vil du gerne være når du bliver stor. 

Tillad dig at drømme lidt.

Og læg så en plan for, hvordan du kommer derhen