Tak for jeres råd
Jeg har lige skrevet et langt dokument om mine følelser om situationen. I slipper for den lange udgave, men kortere fortalt: Jeg følte mig dømt på forhånd (baseret på en skriftlig opgave, som gik forud for den mundtlige eksamen. Opgaven var gået dårligt, hvilket underviser og censor vidste, men jeg ikke vidste før karaktergivning efter mundtlig eksamen. Opgaven udgør halvdelen af den endelige karakter men er separat fra eksamen. Altså handler eksamen om noget helt andet, og opgaven bliver ikke nævnt).
Igennem eksamen følte jeg, at min underviser ikke havde tiltro til mig. Det undrede mig, men jeg prøvede at ryste det af mig. Desværre fortsatte det, og jeg opfattede undervisers reaktioner på mine udtalelser som nedladende og affejende. Jeg var nervøs, og det farvede helt sikkert min opfattelse af underviser. Men jeg følte mig alene og uden opbakning fra undervisers side - faktisk nærmest modarbejdet, som om underviser på forhånd havde en idé om, at jeg ikke kunne ret meget.
Jeg har før været til eksamen, hvor der har været en skriftlig opgave forud og jeg ikke har kendt resultatet, men så har den opgave været fokus (eller særskilt karakter), og jeg har derfor haft mulighed for at få en fornemmelse for, hvordan det er gået og rette op på fejl og mangler. Jeg har ikke før følt, at min dårlige skriftlige præstation har påvirket en helt anden mundtlig eksamen negativt fra start. Min løsning på min eksamensangst har tidligere været netop at fokusere på, at alle i den situation gerne vil have, at jeg klarer det godt. Så at føle mig dømt på forhånd fuckede virkelig med min selvtillid.
Anmeld
Citér