Hvordan er man familie?

Jeg er sygemeldt på 3. år og har 5 psykiatriske diagnoser der ofte står i vejen for min hverdag. Mit overskud er varierende, men oftest ikke-eksisterende. Vi har 2 børn på hhv 3 og 1 år. Pt. venter vi på institutionsplads til den mindste (så han hjemmepasses pt) og den store går i børnehave. 

Min mand arbejder og har det ikke godt. Vi mistænker at han også har nogle problemer med psyken og han starter til psykolog på torsdag med henblik på at få kastet lys over, "hvad han (måske) fejler". Men hvordan i alverden får man en hverdag til at gå op? 

Min mand har en kontrakt på 40 timer ugentligt og så 1 times transport hver dag. Der kan ofte være overarbejde, kurser, heldagsture til den anden ende af landet og om 1,5 måned skal han på seminar hvor han skal være væk fra mandag til fredag (MED overnatning). Stod det til mig arbejdede min mand maks 30-35 timer så han kunne hjælpe mig med det huslige, som ellers er tilfaldet mig da vi ellers aldrig vil kunne nå det. Men findes der nogen former for lovgivning, der gør at han har krav på at gå ned i tid eller er det udelukkende arbejdsgiveren der beslutter sådan noget? 
Det fag min mand er i findes ikke på deltid og da dét er hans interesse synes jeg det er vigtigt at han har noget han ser frem til at lave hver dag (så nej, jobskifte er ikke lige på tale)

Vi har et fantastisk netværk, der vil gøre alt for os, men vi er bare ikke interesserede i at andre skal ordne vores vasketøj, rydde op, smøre madpakker, gøre rent, handle ind o.lign - så.... jer, der er pårørende eller selv ramt af psykisk sygdom: hvordan overlever I hverdagen? 

Vi er begge tyndslidt og vil ikke knække (igen) 

Anonym skriver:

Jeg er sygemeldt på 3. år og har 5 psykiatriske diagnoser der ofte står i vejen for min hverdag. Mit overskud er varierende, men oftest ikke-eksisterende. Vi har 2 børn på hhv 3 og 1 år. Pt. venter vi på institutionsplads til den mindste (så han hjemmepasses pt) og den store går i børnehave. 

Min mand arbejder og har det ikke godt. Vi mistænker at han også har nogle problemer med psyken og han starter til psykolog på torsdag med henblik på at få kastet lys over, "hvad han (måske) fejler". Men hvordan i alverden får man en hverdag til at gå op? 

Min mand har en kontrakt på 40 timer ugentligt og så 1 times transport hver dag. Der kan ofte være overarbejde, kurser, heldagsture til den anden ende af landet og om 1,5 måned skal han på seminar hvor han skal være væk fra mandag til fredag (MED overnatning). Stod det til mig arbejdede min mand maks 30-35 timer så han kunne hjælpe mig med det huslige, som ellers er tilfaldet mig da vi ellers aldrig vil kunne nå det. Men findes der nogen former for lovgivning, der gør at han har krav på at gå ned i tid eller er det udelukkende arbejdsgiveren der beslutter sådan noget? 
Det fag min mand er i findes ikke på deltid og da dét er hans interesse synes jeg det er vigtigt at han har noget han ser frem til at lave hver dag (så nej, jobskifte er ikke lige på tale)

 

Vi har et fantastisk netværk, der vil gøre alt for os, men vi er bare ikke interesserede i at andre skal ordne vores vasketøj, rydde op, smøre madpakker, gøre rent, handle ind o.lign - så.... jer, der er pårørende eller selv ramt af psykisk sygdom: hvordan overlever I hverdagen? 

Vi er begge tyndslidt og vil ikke knække (igen) 

Vi overlever ved at tage imod den hjælp vores netværk tilbyder for det er ikke værd at knække nakken på Rene underbukser man ikke vil have andre skal røre ved. 

Anonym skriver:

Vi overlever ved at tage imod den hjælp vores netværk tilbyder for det er ikke værd at knække nakken på Rene underbukser man ikke vil have andre skal røre ved. 

 

De måtte rigtig gerne ordne vasketøjet, men det er det logistiske i det: hvad hvis kurven er fyldt før tid? Hvad så når vi mangler et par shorts? Hvor ofte er vi NØDT til at ses med nogen selvom det ikke nødvendigvis passer perfekt ind i vores planer/overskud? Vores nærmeste familie bor 15 km væk, så det er alligevel noget der skal planlægges med. Havde vi boet et stenkast fra hinanden havde det ikke været noget problem

Jeg kan jo kun fortælle hvad vi har gjort herhjemme. Jeg har haft en belastningsreaktion og har været sygemeldt med stress af to omgange. 

Jeg skiftede erhverv. Til et hvor jeg ikke er PÅ, som var det som udfordrede min psyke. Sådan må det være imens børnene er små for mig.

Både min mand og jeg har fundet job max ti minutter fra hvor vi bor. Så vi har ingen transporttid, derudover har vi begge mulighed for hjemmearbejde.

I travle perioder hvor jeg kan blive meget presset køber vi måltidskasser. 

Vi har købt en robot støvsuger, som også vasker gulvet. 

Jeg kunne godt tænke mig en månedlig rengøring pga, men det har vi ikke gjort det i endnu.

Jeg ved du skriver at du helst ikke vil have hjælp udefra, men efter lang erfaring vil jeg alligevel sige, at det kan gøre hele forskellen. Hvis i ikke vil spørge familie/venner, så vil jeg anbefale at prioritere rengøringshjælp og f.eks. levering af madvarer, måske endda madkasser (hvis der er til det i budgettet). Lige nu er jeres børn stadig små og den ene endda hjemme fuldtid. Om ikke så længe vil de begge være i institution og hverdagen vil se anderledes ud. Det kan også være hjælpen består i at tage ungerne et par timer i weekenden så din mand kan slappe af. Når din mand er væk, kan den store så komme på ferie i et par dage hos bedsteforældre? 

Vi har været i en situation hvor hjælp udefra ikke var muligt. Det var dælme ikke sjovt og eftervirkningerne var vidtgående. Vi kom igennem det, en dag ad gangen, men hvis man har andre muligheder, hvorfor så ikke gøre brug af dem? 

Konkret så må vi prioritere opgaver, det vil sige, at rengøringen ikke sker hver dag. Vi bestiller oftere mad udefra. Vi springer nogengange over hvor gærdet er lavest for at komme igennem ugen. Det vigtigste har nok været at acceptere at det hele ikke kan være perfekt. 

Anonym skriver:

Jeg er sygemeldt på 3. år og har 5 psykiatriske diagnoser der ofte står i vejen for min hverdag. Mit overskud er varierende, men oftest ikke-eksisterende. Vi har 2 børn på hhv 3 og 1 år. Pt. venter vi på institutionsplads til den mindste (så han hjemmepasses pt) og den store går i børnehave. 

Min mand arbejder og har det ikke godt. Vi mistænker at han også har nogle problemer med psyken og han starter til psykolog på torsdag med henblik på at få kastet lys over, "hvad han (måske) fejler". Men hvordan i alverden får man en hverdag til at gå op? 

Min mand har en kontrakt på 40 timer ugentligt og så 1 times transport hver dag. Der kan ofte være overarbejde, kurser, heldagsture til den anden ende af landet og om 1,5 måned skal han på seminar hvor han skal være væk fra mandag til fredag (MED overnatning). Stod det til mig arbejdede min mand maks 30-35 timer så han kunne hjælpe mig med det huslige, som ellers er tilfaldet mig da vi ellers aldrig vil kunne nå det. Men findes der nogen former for lovgivning, der gør at han har krav på at gå ned i tid eller er det udelukkende arbejdsgiveren der beslutter sådan noget? 
Det fag min mand er i findes ikke på deltid og da dét er hans interesse synes jeg det er vigtigt at han har noget han ser frem til at lave hver dag (så nej, jobskifte er ikke lige på tale)

 

Vi har et fantastisk netværk, der vil gøre alt for os, men vi er bare ikke interesserede i at andre skal ordne vores vasketøj, rydde op, smøre madpakker, gøre rent, handle ind o.lign - så.... jer, der er pårørende eller selv ramt af psykisk sygdom: hvordan overlever I hverdagen? 

Vi er begge tyndslidt og vil ikke knække (igen) 

Puha det lyder hårdt - så kram til dig.

Som jeg forstår det, har du været sygemeldt i tre år pga. psykiatriske diagnoser, som gør, at dit overskud oftest er lig nul. Din mand har det også meget svært psykisk, men alligevel har I valgt i samme periode at sætte to børn i verden? Hvordan søren havde I tænkt det skulle gå - og hvordan søren havde I tænkt, at I skulle forsørge jeres børn? 

Jeg tænker, at du må sluge alle de kameler der skal til for at I får det hele til at lykkes med hjælp fra familie mv. Det handler om jeres to børn, som har krav på det bedste I og jeres netværk kan tilbyde. Det betyder, at I må have folk i jeres hjem selvom jeres overskud ikke er til det, og I hellere vil være alene. Jeres børn skal have mad, rent tøj, opmærksomhed, kærlighed mv. hver dag, og hvis ikke I forældre pt. kan klare det, er I nødt til at række ud efter hjælp for jeres børns skyld.

Samtidig er din mand selvfølgelig nødt til at søge hjælp. Det er godt nok en svær situation I er i.

Puha det lyder hårdt - så kram til dig.

Som jeg forstår det, har du været sygemeldt i tre år pga. psykiatriske diagnoser, som gør, at dit overskud oftest er lig nul. Din mand har det også meget svært psykisk, men alligevel har I valgt i samme periode at sætte to børn i verden? Hvordan søren havde I tænkt det skulle gå - og hvordan søren havde I tænkt, at I skulle forsørge jeres børn? 

Jeg tænker, at du må sluge alle de kameler der skal til for at I får det hele til at lykkes med hjælp fra familie mv. Det handler om jeres to børn, som har krav på det bedste I og jeres netværk kan tilbyde. Det betyder, at I må have folk i jeres hjem selvom jeres overskud ikke er til det, og I hellere vil være alene. Jeres børn skal have mad, rent tøj, opmærksomhed, kærlighed mv. hver dag, og hvis ikke I forældre pt. kan klare det, er I nødt til at række ud efter hjælp for jeres børns skyld.

Samtidig er din mand selvfølgelig nødt til at søge hjælp. Det er godt nok en svær situation I er i.

Hovsa - kan se jeg var anonym på mit svar. Det var nu ikke meningen. 

Kære du

I skal tage imod al hjælp der overhovedet er mulig. Vær ikke for stolt eller privat - ræk ud og tag imod og spring for guds skyld over hvor alle gærde er lavest. Ingen børn tager skade af nullermænd i hjørnerne eller nemme rugbrødsmadder til aftensmad - det er helt ok og brug det lille overskud I har på at være gode sammen. Det er en rigtig svær situation I er sat i, det lyder skide hårdt ... så tag imod og prøv alvorligt at vende hele bøtten på hovedet: Kan I leve for mindre, men få det bedre? Mindre bolig, kortere transport, ingen bil, what ever?? Intet materielt står jo mål med et liv som man i bund og grund er ulykkelig i... selvom det kan virke uoverskueligt at tænke det hele forfra ...

Anonym skriver:

Puha det lyder hårdt - så kram til dig.

Som jeg forstår det, har du været sygemeldt i tre år pga. psykiatriske diagnoser, som gør, at dit overskud oftest er lig nul. Din mand har det også meget svært psykisk, men alligevel har I valgt i samme periode at sætte to børn i verden? Hvordan søren havde I tænkt det skulle gå - og hvordan søren havde I tænkt, at I skulle forsørge jeres børn? 

Jeg tænker, at du må sluge alle de kameler der skal til for at I får det hele til at lykkes med hjælp fra familie mv. Det handler om jeres to børn, som har krav på det bedste I og jeres netværk kan tilbyde. Det betyder, at I må have folk i jeres hjem selvom jeres overskud ikke er til det, og I hellere vil være alene. Jeres børn skal have mad, rent tøj, opmærksomhed, kærlighed mv. hver dag, og hvis ikke I forældre pt. kan klare det, er I nødt til at række ud efter hjælp for jeres børns skyld.

Samtidig er din mand selvfølgelig nødt til at søge hjælp. Det er godt nok en svær situation I er i.

Jeg kan virkelig godt forstå du spørger og jeg har muligvis formuleret mig forkert - og senere hen banket mig selv i hovedet over beslutningen om barn nr 2. Lige inden jeg fødte vores første barn fik jeg en depression, som fortsatte efter fødslen. Kort efter fødslen fik jeg diagnose nr 2 og kom i behandling for den også. Lige da min behandling for denne slutter har jeg det egentlig godt og opdager at jeg er gravid. Jf at jeg føler mig i bedring beslutter vi at beholde barnet - vi bor billigt og min mand tjener ret godt, så økonomi var intet problem.

Da jeg er halvvejs med baby nr 2 går jeg til lægen, for jeg har pludselig fået det rigtig dårligt, hvor man konstaterer min depression er retur, jeg har angst og PTSD symptomer (som man ikke vil behandle). Da jeg har født får min mand en belastningsreaktion, da kommunen kommer med ind over og lægger rigtig meget pres på ham samtidig med at de piller ham fra hinanden. 
Han varetager et fuldtidsjob nu og modtager pr på torsdag psykologbehandling ved siden af. 

Vores børn lider aldrig nogen nød selvom vi har det skidt. De får varieret mad, leg, kærlighed, omsorg, rent tøj på o.lign. Det har mange fagpersoner efterhånden bekræftet, så på den måde er jeg ikke bekymret for dem