Hej piger,
Jeg er ny herinde og har brug for at komme ud med mine frustrationer. Jeg ved det er et ømt emne, som man ikke må tale højt om.
Jeg er gravid med mit andet barn, lidt uventet men stadig lykkelig 
Men Jeg går og tænker rigtig meget på køn, er kun 6+0 idag. Men kan mærke det fylder rigtig meget og det er nok mest fordi jeg kommer fra en kultur hvor man SKAL føde drenge. Jeg har en dejlig prige i forvejen, som jeg elsker over alt på jorden, men håver inderligt at få det modsatte køn denne gang.
Jeg føler jeg går og bliver mere og mere stresset, ved slet ikke hvordan jeg holdte ud i min første graviditet uden at vide hvad jeg ventede, selvom det igen i forhold til kultur var vigtigt at første fødte var en dreng.
mit humør er meget op og ned, det ene sekund er jeg glad og det andet sekund er jeg mega ked og bange. Føler ikke jeg kan nyde noget, jeg går og læser symptomer hele tiden og kigger på min maveform. Jeg har slet ikke lyst til at spis noget. Nogen gange har jeg fået den fordærdelige tanke om at hvis det ikke er en dreng så vil jeg slet ikke være gravid.
Jeg synes det er så uretfærdigt at jeg skal gå og ha det sådan, når man er blevet velsignet med et barn. Jeg er 3. generation i dk og vi er ikke muslimer, vi er meget integreret fra start af, men det forfærdeligt hvor meget denne kultur sider under huden. Man ved man bliver set ned på hvis ikke man mindst får en dreng. og i denne kultur er det jo kvindens skyld hvis man får piger 
Min mand støtter mig 100% og siger han er glad lige meget hvad det bliver, hvilket selvfølgelig er dejligt.
Er der andre som inderligt har ønsket sig et køn men fået det andet? Jeg ved jeg ikke er den eneste, havde os en Dansk kollega, som blev skuffet over det køn hun ventede.
Anmeld
Citér
