ISC skriver:
Hej allesammen
Jeg håber der er nogle der kan hjælpe mig.
Jeg er på nuværende tidspunkt gravid 5+2, og forventer at skulle gå på orlov d.10 januar 2022, for at gå fra 4 uger før forventet termin.
Jeg er lige nu bosat i Nuuk, og har opsagt mit job, med sidste arbejdsdag d.31.oktober.2021, vi flytter tilbage til Danmark.
Så der vil være kort tid fra jeg har opsagt jobbet, til jeg skal på barsel. Jeg har ikke været medlem af A-kasse, fordi jeg blev rådet til ikke at forblive medlem mens vi boede i Grønland, da de ikke kunne hjælpe.
Når jeg så skal på barsel er jeg ikke dagpengeberettiget, og er derfor i tvivl om mine rettigheder ift. barselsdagpenge.
- Jeg påtænker at søge et vikarjob fra 1 november og frem til jeg går på orlov/barsel.
Så jeg håber og forventer at jeg kan få timer nok.
På borger.dk omkring barsel at:
Som lønmodtager kan du få barselsdagpenge, hvis du opfylder disse tre betingelser: Du skal være ansat på den første dag i din orlov eller dagen før. Du skal have mindst 160 timer inden for de seneste fire hele måneder før orloven. Du skal have mindst 40 timer om måneden i mindst tre af de fire måneder.
Jeg har 40 timer om ugen i mit nuværende job, så hvis jeg regner de timer derfra med, og så arbejder som vikar de næste 3 måneder der er indtil min barsel, så burde jeg jo opnå de krav de stiller, selvom jeg er vikar.
Er der nogle der har erfaring og kan hjælpe mig med at klarlægge det?
Det var et rigtigt dumt råd, du fik ifht. a-kasse og Grønland. Eller, det er for så vidt rigtigt, at en dansk a-kasse intet har at gøre med Grønland men netop rådgivning og "flytte hjem"-sikkerhedsnettet kan også være dyrt at undvære. Vi beholdt selv vores medlemsskab men vi har venner, der er kommet lidt i klemme.
Når men lidt mere handlings-orienteret:
Jeg havde selv stor fordel af at ringe og tale med Udbetaling Danmark (vi flyttede hjem midt i barslen), som var en god hjælp og kender reglerne indenfor Rigsfællesskabet - også ifht. at tælle timer, ansættelse på tværs af Rigsfællesskabet mv.
Lad dem hjælpe dig videre ifht. om du med vikartimer kan opfylde kravene.
Vh.