Svært ved at acceptere det

Hej alle.

har brug for at få luftet for mine tanker, og håber at måske kan det give mig mulighed for at rykke lidt nærmere at acceptere tingene.

min mand og jeg har prøvet i 28 måneder nu at få en lille, jeg har en dreng på 10 år fra et tidligere forhold. 
Vi skal starte Micro reagensglasbehandling, da jeg lider af mild pcos (cyklus svinger lidt og 1-2 gange årligt får jeg ikke ægløsning men den er så mild at de ikke mener det drastisks påvirker vores chancer og har massere af gode æg), og min mand har stærkt nedsat sædkvalitet.

vi fik beskeden om min mands sædkvalitet for små 2 måneder siden, og må indrømme at selvom det kom som et sjok var jeg glad for at det i det mindste stadig kan lade sig gøre.

men alligevel, hver måned kan jeg ikke lade vær med at håbe på at de måske tog fejl i at vi ikke kan blive gravide naturligt, og at den måske er der alligevel. Det er en tanke der stresser mig meget. Vi ønske os begge så inderligt en lille en.. det fylder meget i mine tanker, og hver måned det ikke er lykkedes føler jeg at jeg svigter min mand. Har taget mig selv i nærmest at være skamfuld over at fortælle jeg har mit lort fordi jeg føler det er min skyld.. min mand er meget støttende og overbærende med mig, han er god til at lave lidt sjov med det og så sige op på hesten igen. Men når jeg sidder i mine egne tanker kan jeg alligevel ikke lade være med at tænke negativt. Og ja nu også begynde at tænke er den der mon alligevel? 
ekstra tarveligt er jeg har aldrig haft nogen form for symptomer op til mens, og de sidste 3 måneder har jeg pludselig fået VILDT ømme bryster op til mens. Hvilket jo bare fodrer mine tanker endnu mere..

I dag er jeg gået 2 dage over tid. Min cyklus for de sidste års gennemsnit er 27 dage, men tager altid udgangspunkt i 28 just in case. Forrige måned var den 23 dage, så 31 dage og sidst 35 dage.. så gider ikke teste for ved den sagtens kan snige sig op på 35 dage og har ingen andre symptomer end ømme bryster som tilsyneladende er blevet et menstruations symptom for mig..

bliver det nemmere at acceptere på et tidspunkt at man ikke bliver gravide naturligt?
synes godt nok det er svært at få hovedet rundt om. Selvom jeg har læst side op og side ned og ved det er vejen for os, og har hørt både lægen på fertilitetsklinikken sige det samt deres biolaborant. Det er helt sort på hvidt et faktum med den sidste sædprøve.. og alligevel er min underbevidsthed åbenbart bare ikke enig..

Det er svært (nærmest umuligt) at acceptere, fordi det er noget man ønsker så inderligt.

Vi har også været i behandling (icsi), min kæreste har nedsat sædkvalitet (oprenset omrking 4mio.) og jeg fejler intet, jeg har mange æg osv. Han er slut 20’erne og jeg er start 20’erne. 
For os vil det bare ikke lykkes naturligt, trods lægerne siger at det bare kræver tålmodighed. 

Men nu får du lige vores solstråle historie, fordi man læser utrolig mange dårlige historier. 
Vi startede i behandling slut ‘19, og blev gravide i første friske forsøg. Altså ægoplægningen i samme cyklus som ægudtagningen, dette blev til vores første barn. Der kom også æg på frys, vi har nu startet en omgang frysebehandling i håb om at lave en lillebror/søster. 

Held og lykke! Positive tanker er vejen frem

Kram til dig! 

Her kommer lige en lille solstrålehistorie til dig. Jeg har selv PCOS og har nærmest aldrig ægløsning. Vi blev derfor henvist til behandling i Skive. 

Efter en længere hormon behandling udviklede jeg ét enkelt æg i en cyklus. Min kærestes sædprøve indeholdt kun 2,3 mio. celler oprenset, MEN jeg er nu i uge 29

Så selvom jeg kender til alle dine følelser - opgiv ikke håbet om succes ved behandling

Åh jeg vil så gerne skrive de ord der fortæller dig det bliver lettere men må sige, at efter 11 år og 3 børn (2 ivf’er) håber og ønsker jeg stadig ved hver cyklus at en lille super sædcelle har fundet vejen, været stærk nok på turen og til sidst endt i et af mine æg! Nej hvor ønsker vi begge at vores “rejse” kunne slutte med en lille ØKO baby og det er på trods af, at jeg (vi) godt ved det nærmest er umuligt!