Fuck så skete det..

Jeg ved ikke hvad jeg vil med dette indlæg, men shit jeg har brug for at lufte ud.. 
Jeg sidder lige nu og stortuder fordi jeg kom til at klaske min ældste søn på ryggen
Mine drenge er hhv 2 år og 3,5 år, jeg har de sidste to uger kæmpet hver evig eneste aften med at få dem til at sove. Det tager 3-4 timer hver aften, og idag mistede jeg den i et split sekund, og klaskede min ældste søn på ryggen. Jeg skammer mig og føler mig som verdenens værste mor.. 
Jeg føler mig så træt af at være mor, og forstår ikke hvorfor jeg ikke bare kan nyde og hygge mig med mine drenge

For kontesktens skyld, startede jeg på en uddannelse i august sidste og blev jeg skilt to måneder senere... Forholdet var ikke godt det sidste stykke tid, og både min selvillid og mit selvværd var næsten ikke eksisterende

Nu står jeg med mine to drenge 12/2 og en føler mig i øjeblikket så fuckin snydt. Jeg syntes det er skide hårdt at være mor, og at kunne se på hvordan far bare har alt sin frihed og kun forpligtelser to dage hver anden uge. 
Jeg føler at jeg sidder med læsset, og det hele kulminerede i aftes.
Jeg er så træt, og føler ikke jeg har sovet mere end 5 timer de sidste to uger, fordi mine drenge vågner udafbrudt, og selvfølgelig på skift.. 
Jeg får alt den hjælp fra min familie som de kan tilbyde, hvilket gør mig så meget mere ked af det når jeg så føler mig overvældet og udbrændt. Fordi jeg må jo ikke være egnet til at være mor, så jeg ikke kan klare det, med alt den hjælp jeg får (der er tale om at mormor, ca har drengene overnattene 1 gang i ugen)

Jeg ved virkelig ikke hvad jeg skal stille op, jeg er så frusteret og ked af at jeg bare ikke kan være glad...

 

I hvilken forbindelse slog / klaskede du? Ikke at der er nogen undskyldning for at slå eller klaske (det er vold begge dele i mine øjne) . Jeg har ingen gode råd, men jeg ville nok forsøge at snakke med/forklare mig overfor børnene og så søge råd eller vejledning hos din kommunes familieafdeling. Og hvis det er SÅ slemt / hårdt med 12/2 fordeling, så evt byt med far. 

Det var i forbindelse med putning, mine dreng kommer normalt i seng forskudt for at forhindre at de begynder at lege sammen på det værelse de deler. Men denne aften fik min den store vækket den lille, og så var der fest.. Jeg prøvede at være stille og rolig og gå indtil dem en gang imellem og bede den ligge sig ned og ligge til at sove. Efter 2 timer, mistede jeg den, da min ældste drenge sad og grinede op i mit ansigt, da jeg sagde at han skulle stoppe med at lege og ligge sig ned... 
far vil ikke have dem mere end 12/2, så jeg føler mig lidt fanget. Han vil ikke bytte og vil ikke have 7/7 da han bor 30 minutter væk, og drengene går i instituttion tæt på hvor vi bor. Far arbejder ca. 1 time væk fra insituttionen, så han mener ikke det er realistisk. Så jeg tænker ikke det er en mulighed. 
Jeg kan ikke forestille mig hvad familieafdelingen kunne tilbyde, men det er helt sikker et kig værd. 
Jeg er helt enig med dig omkring sagens alvor, og at det er vold.. Det er derfor jeg er så ked af at jeg gjorde det, for jeg vil ikke være sådan en mor.. 

Anonym skriver:

Det var i forbindelse med putning, mine dreng kommer normalt i seng forskudt for at forhindre at de begynder at lege sammen på det værelse de deler. Men denne aften fik min den store vækket den lille, og så var der fest.. Jeg prøvede at være stille og rolig og gå indtil dem en gang imellem og bede den ligge sig ned og ligge til at sove. Efter 2 timer, mistede jeg den, da min ældste drenge sad og grinede op i mit ansigt, da jeg sagde at han skulle stoppe med at lege og ligge sig ned... 
far vil ikke have dem mere end 12/2, så jeg føler mig lidt fanget. Han vil ikke bytte og vil ikke have 7/7 da han bor 30 minutter væk, og drengene går i instituttion tæt på hvor vi bor. Far arbejder ca. 1 time væk fra insituttionen, så han mener ikke det er realistisk. Så jeg tænker ikke det er en mulighed. 
Jeg kan ikke forestille mig hvad familieafdelingen kunne tilbyde, men det er helt sikker et kig værd. 
Jeg er helt enig med dig omkring sagens alvor, og at det er vold.. Det er derfor jeg er så ked af at jeg gjorde det, for jeg vil ikke være sådan en mor.. 

Tænker familieafdelingen har familiekonsulenter/rådgivere der kan hjælpe dig  

Vi kender vist alle til at pustningen kan hylle os ud af den. Bare det tager en halv time at putte mine, kan jeg mærke at min tålmodighed smuldrer. 
Flere timer lyder helt ubærligt. 
Selvfølgelig skal man ikke slå/klaske sit barn, men du skal ikke tage det som et symptom på at være en dårlig mor. Det er et symptom på at du har for meget du står med alene. 
Jeg tænker det du har brug for er egentligt ikke mindre tid med dine børn, nu da faderen ikke vil have dem mere, men du har brug for hjælp til at få skabt nogle gode vaner og rutiner for dine børn, så de ikke er så stor en mundfuld. 
Du kunne fx starte med at kontakte din sundhedsplejerske om råd til at få et nemmere liv med ungerne. 
Pøj pøj

Kære trætte mor

Du gør det godt. Hold nu op en mundfuld du står med - to så små børn, skilsmisse, lange putninger. Og så kom du i afmagt til at gøre noget virkelig forkert. Fuck, det er hårdt. Du vil ikke være “sådan en mor”, skriver du. Men det er du heller ikke jo. For du reagerer på, at det var helt over grænsen. Det ved du godt. Men du var kørt ud til dit yderste. Og i morgen prøver du igen.

Bliv ved med at søge hjælp og aflastning. Det lyder skide hårdt det du står med. Sig undskyld til dig selv og ungerne når det kammer over, for selvfølgelig må det aldrig gå så langt over stregen som det gjorde. Men det gjorde det. Og så tilbage på sporet. 

Måske far kan mande sig op til en eftermiddag om ugen? Måske en barnepige eller en rengøringshjælp til at det bøvlede? En veninden eller forældre i børnehaven kan tage en legeaftale? Måske sundhedsplejersken kan hjælpe med en plan for mere struktur på putning?

Det bliver godt igen, du kan godt!

Jeg synes IKKE det kan kaldes vold at klaske sit barn i ryggen! Er det godt? NEJ! Er det i orden? NEJ! Bør man sørge for at det ikke sker igen? JA, uden tvivl. Men det ved ts jo godt. Det er overdrevet at bruge begreber som vold, det bidrager til mere dårlig samvittighed end hvad godt er. Er det så også vold når jeg hiver hårdt i min drengs arm for at få ham til at stoppe når han er på vej ud på cykelstien i fuld galop? Selvfølgelig ikke! 

TS; det lyder virkelig hårdt det du står i, jeg kan virkelig godt forstå du er træt. Jeg ville også selv have svært ved at bevare roen hvis det var mig - jeg synes det lyder som om du bærer din opgave præcis som du skal. Slå ikke dig selv i hovedet; du er tydeligvis klar over at din reaktion var uhensigtsmæssig - og alene det betyder at det med overvejende sandsynlighed ikke kommer til at ske igen. Jeg har ikke selv børn i den alder og kender endnu ikke til den slags helvedes-putninger... Jeg føler med dig og håber at den fase snart er slut! 

For det første er det jo 200% sikkert at stå alene med 2 små børn. Men det er også helt sikkert at man ikke slå sit barn uanset hvor gammel barnet er. Jeg er sikker på du er ked af over det der skete, du må forklar dig overfor børnene. Også se at få hjælp og vejledning til en nemmere hverdag. En af tingene jeg mener det er god ide er at få hurtigst muligt skabt nogle rutiner, da der slet ikke skal tag så mange timer at putte dem. 

Jeg vil virkelig ikke anbefale dig at tale med kommunen på grund af den ene hændelse. Du ved det var forkert og jeg er sikker på at du ikke gør det igen.

Jeg er alene med mit barn og efter en lang ferie var jeg totalt udbrændt og det hele ramlede for mig,følte slet ikke jeg egnede mig som mor. Derfor så jeg ingen anden udvej end at henvende mig til kommunen og bede om aflastning. Det blev hurtigt rigtigt ubehageligt,jeg blev misforstået,de brugte de ting jeg sagde ude af kontekst,sygelig gjorde mit barn uden grundlag. Det endte med at jeg måtte finde alle mine indre resurser for at kæmpe mig ud af situationen og det lykkedes heldigvis men det har sat sig i mig og jeg har mistet tilliden til systemet. Man burde virkelig kunne henvende sig,når man er presset til det yderste,uden at sætte en lavine i gang..

Få alt den hjælp du kan i dit netværk. Jeg opdagede at jeg havde folk perifert i mit liv som meget gerne ville hjælpe,som jeg aldrig havde tænkt på. Efter et halvt år,fik jeg mit overskud tilbage og jeg er kommet meget stærkere ud på den anden side.

tilgiv dig selv,du har været så meget igennem.

Tag en dyb indånding.

Jeg har af forskellige årsager været presset de sidste 4 år. 

For ét år siden kulminerede det, og jeg stak min datter på 3 en flad.

Jeg var forfærdet over mig selv. Havde jeg aldrig troet, at jeg ville gøre.

Jeg er ressourcestærk, har et godt ægteskab og en god uddannelse. Hvis jeg kan lande der, så kan alle. Omstændighederne herhjemme har været ekstreme, efter vi fik vores første barn - hun var for tidlig født, og har haft rigtig mange udfordringer med adfærd, søvn, sprog - you name it.

Anyway. Jeg har besluttet mig for IKKE at skamme mig over det. Jeg har fortalt det til mere eller mindre alle, som jeg kender. En god halvdel har efterfølgende indrømmet, at havde gjort noget lignende. 

Vi er mange, som har endt der. Få, som tør at snakke om det.

Jeg besluttede at en god mor, ikke er en som aldrig laver fejl. Heller ikke store fejl.

En god mor, er en som ændrer omstændighederne, når det er nødvendigt. 

Jeg måtte finde en måde, at kunne være i det på. Jeg har købt ørepropper for Loop beregnet til folk med autisme, som dæmper larm omkring mig. Jeg har betalt mig fra rengøring, selvom det er for dyrt for os. 

Jeg opdelte putningen i intervaller, sådan så jeg tog 10 minutter hvor jeg var på, og 10 minutter med højt, klassisk musik i ørerne, mens børnene hørte historie på youtube. 

Putningen tog alligevel timevis, uanset hvad jeg stillede op. Opdelingen gjorde, at jeg ikke nåede derud hvor jeg kammede over, for jeg skulle kun holde ud 10 min af gangen.

Historien på youtube var med natte-filter, så skærmen i det mindste ikke lyste blåt.

Efter noget tid blev det bedre. 

Alle kan ende der. Det mener jeg virkelig. Jeg har holdt til mere end hvad jeg troede var muligt, så jeg vil ikke slå mig selv oven i hovedet, fordi jeg har begået en fejl.

Det synes jeg heller ikke, at du skal gøre.