Fortælle om behandling - hvem og hvornår?

Min mand og jeg har snart været i gang med projekt baby i halvandet år og har lige taget hul på sidste cyklus inden vi skal starte med inseminationsbehandling. 

Vi er i tvivl om hvor meget vi skal dele med vores omgangskreds. Vi har begge snakket en del med venner og veninder, de ved nærmest allesammen at vi er i gang og har fulgt med i processen indtil nu frem mod behandlingsstart. Det samme gælder mine søskende som jeg er meget tæt med.

Men vi har ikke fortalt det til vores forældre og min mands søskende, og vi er i tvivl om vi skal.

Jeg føler på den ene side jeg holder noget skjult for mine forældre når alle andre ved hvad vi der foregår, men omvendt orker jeg ikke at behandlingen skal være samtaleemne hver gang vi ses. 

Jeg er også i tvivl om jeg skal sige det til min arbejdsplads. Jeg styrer selv min tid og arbejder tit hjemmefra, så jeg kan sagtens passe behandlingen uden de ved det. Men igen føler jeg lidt jeg lyver ved ikke at sige det? Jeg ved ikke hvor meget det kommer til at påvirke mit arbejde med hormoner og scanninger osv.

Så jer der er/har været i behandling - hvem og hvornår har I fortalt det? Og hvad med arbejdspladsen?

Det er ikke tabu eller skamfuldt for os at skulle i behandling, og vi er enige om at fortælle uanset hvad hvis det lykkes at blive gravid. Det handler mere om hvorvidt vi gør det nemmere eller sværere for os selv ved at fortælle det allerede nu. Man kan jo ikke rigtigt tage det tilbage når det først er sagt.

INGEN vidste at vi startede i (ivf) behandling. 

MEN vælger man dette, skal man være meget obs på, hvordan man formulerer sig. Især når/hvis man bliver gravid

Vi er flere gange næsten kommet til at tale over os. 

Men mit bedste råd (her på den anden side af behandlingen) er, at man deler det med nogen man stoler på/er tryg ved. Da man har nemt til at tænke negative tanker og miste modet om, det lykkes

Anonym skriver:

Min mand og jeg har snart været i gang med projekt baby i halvandet år og har lige taget hul på sidste cyklus inden vi skal starte med inseminationsbehandling. 

Vi er i tvivl om hvor meget vi skal dele med vores omgangskreds. Vi har begge snakket en del med venner og veninder, de ved nærmest allesammen at vi er i gang og har fulgt med i processen indtil nu frem mod behandlingsstart. Det samme gælder mine søskende som jeg er meget tæt med.

Men vi har ikke fortalt det til vores forældre og min mands søskende, og vi er i tvivl om vi skal.

Jeg føler på den ene side jeg holder noget skjult for mine forældre når alle andre ved hvad vi der foregår, men omvendt orker jeg ikke at behandlingen skal være samtaleemne hver gang vi ses. 

Jeg er også i tvivl om jeg skal sige det til min arbejdsplads. Jeg styrer selv min tid og arbejder tit hjemmefra, så jeg kan sagtens passe behandlingen uden de ved det. Men igen føler jeg lidt jeg lyver ved ikke at sige det? Jeg ved ikke hvor meget det kommer til at påvirke mit arbejde med hormoner og scanninger osv.

Så jer der er/har været i behandling - hvem og hvornår har I fortalt det? Og hvad med arbejdspladsen?

Det er ikke tabu eller skamfuldt for os at skulle i behandling, og vi er enige om at fortælle uanset hvad hvis det lykkes at blive gravid. Det handler mere om hvorvidt vi gør det nemmere eller sværere for os selv ved at fortælle det allerede nu. Man kan jo ikke rigtigt tage det tilbage når det først er sagt.

Mit råd ifht forældre - del det. Hvis du aborterer eller mislykkes vil du alligevel have brug for støtte. 

Jeg fortalte det løbende til veninder. Mest fordi de spurgte, om der ikke snart kom en lillebror/lillesøster. Jeg følte at det var rart at komme ud med, og de var selvfølgelig meget støttende, og mest af alt rart ikke hele tiden at få førnævnte spørgsmål.

Min mand fortalte det til sine forældre, og min mands søster vidste det også, og var god at snakke med.

Jeg valgte dog ikke at fortælle det til min egen familie. Jeg ville ikke have at det skulle blive et samtaleemne hver gang vi mødtes "Nej, der er stadig ikke sket noget". Jeg følte nok lidt at det var anderledes med min egen familie, fordi det ligesom var min krop det handlede om. Havde ikke noget imod at min mands familie vidste det.

Jeg blev nødt til at fortælle det til en enkelt på mit arbejde for at kunne gå når jeg skulle til behandling. Jeg ville da nok have ønsket at andre også havde vidst det, men jeg ønskede ikke at min chef vidste det, så derfor valgte jeg kun én, som jeg vidste var fortrolig. 

Man kan godt føle det ret tabu-agtigt at fortælle om. Men det er virkelig befriende at fortælle om, og ofte er der jo andre der åbner op og fortæller at de også har været i behandling. 

Vi fortalte det også til søskende og forældre. Det var rart st kunne vende med dem, fordi det kan være en hård proces med mange skuffelser /forhåbninger/ventetid osv.

Det er jo ok at fortælle dem det, men at sige I ikke ønsker at snakke om det hver gang I ses. Evt. lave en aftale om i nok skal sige til hvis I har brug for det

Jeg syntes ikke det kunne mærkes så meget fysisk med hormonerne, men dette er selvfølgelig individuelt. Bare så du ved at hormonbehandling ikke nødvendigvis er lig med at man bliver et hormonella-uhyre

Lillehjerte skriver:

Jeg fortalte det løbende til veninder. Mest fordi de spurgte, om der ikke snart kom en lillebror/lillesøster. Jeg følte at det var rart at komme ud med, og de var selvfølgelig meget støttende, og mest af alt rart ikke hele tiden at få førnævnte spørgsmål.

Min mand fortalte det til sine forældre, og min mands søster vidste det også, og var god at snakke med.

Jeg valgte dog ikke at fortælle det til min egen familie. Jeg ville ikke have at det skulle blive et samtaleemne hver gang vi mødtes "Nej, der er stadig ikke sket noget". Jeg følte nok lidt at det var anderledes med min egen familie, fordi det ligesom var min krop det handlede om. Havde ikke noget imod at min mands familie vidste det.

Jeg blev nødt til at fortælle det til en enkelt på mit arbejde for at kunne gå når jeg skulle til behandling. Jeg ville da nok have ønsket at andre også havde vidst det, men jeg ønskede ikke at min chef vidste det, så derfor valgte jeg kun én, som jeg vidste var fortrolig. 

Man kan godt føle det ret tabu-agtigt at fortælle om. Men det er virkelig befriende at fortælle om, og ofte er der jo andre der åbner op og fortæller at de også har været i behandling. 

Jeg har det ligesom dig ift. min egen familie, jeg har ikke noget i mod at min mands familie får det at vide. 

Fortrød du nogensinde at du ikke sagde det til dine forældre?

Jeg føler ikke det er tabu-agtigt, og vi har flere i vores vennekreds der også er eller har været i behandling. Med dem er det nemlig rart og befriende, nærmest nogle gange hyggeligt at tale om.

Jeg kan ikke helt finde ud af hvorfor jeg har det så anderledes med at skulle fortælle mine forældre om det. Andre der kender det?