Fortælle om graviditet til store bonusbørn

Kære alle

Jeg søger erfaringer med at fortælle om graviditet til store bonusbørn (eller store biologiske børn, der skal have en bonus-søskende). Min mand har to piger på 13 og på 16, og især den store har haft det svært med skilsmissen (for 5 1/2 år siden).

De er nogle gode børn, og jeg har generelt et rigtig godt forhold til dem, men alligevel er jeg så nervøs for deres reaktion på min graviditet - jeg kan mærke, at min mands nervøsitet også smitter mig, og det gør mig utroligt ked af det, for det fylder til tider lige så meget som glæden over at være gravid.

Så det jeg vil høre om er egentlig hvornår I fortalte det, hvordan I fortalte det, og hvordan børnene reagerede?

Knus fra papmoren.

Uh sikke en svær situation. Jeg har ingen erfaring med netop det, men jeg er selv skilsmissebarn (da jeg var 8 år, er 30 i dag), og det havde jeg det svært med i mange år. Ingen af mine forældre har fået flere børn, men jeg kan huske da min mor og hendes nye kæreste fortalte de skulle giftes. Jeg græd og blev sur og skuffet, og min mor blev tydeligt vred og sagde at det mindste jeg kunne gøre var at sige tillykke. Hun sagde til mig at det kunne jeg ikke være bekendt. Hendes reaktion var nærmest sværere at kapere som 11-årig end det at hun skulle giftes med en anden end min far.

Jeg tror bare I skal fortælle dem det stille og roligt. Og så skal I forvente at de ikke nødvendigvis jubler, måske bliver de kede af det eller skuffede. Og så må I rumme det og anerkende at det er svært, men fortælle at det er situationen nu. 

Det kan jo også være de synes det er mega spændende og bare bliver glade på jeres vegne. 

Held og lykke

Anonym skriver:

Kære alle

Jeg søger erfaringer med at fortælle om graviditet til store bonusbørn (eller store biologiske børn, der skal have en bonus-søskende). Min mand har to piger på 13 og på 16, og især den store har haft det svært med skilsmissen (for 5 1/2 år siden).

De er nogle gode børn, og jeg har generelt et rigtig godt forhold til dem, men alligevel er jeg så nervøs for deres reaktion på min graviditet - jeg kan mærke, at min mands nervøsitet også smitter mig, og det gør mig utroligt ked af det, for det fylder til tider lige så meget som glæden over at være gravid.

Så det jeg vil høre om er egentlig hvornår I fortalte det, hvordan I fortalte det, og hvordan børnene reagerede?

Knus fra papmoren.

Jeg har ikke selv erfaring med dette...dog tænker jeg:

-Rum deres følelser (også de negative) 

- Giv tid

- Giv plads 

Og nok det vigtigste...lad være med at trække den ud, og få det istedet sagt  -ofte er bekymringen stor, uden grund. 

Mange gange tillykke! Og held og lykke med graviditeten

Da min far fortalte mine søskende og jeg at han skulle have et barn med sin nye kone, var der ingen af os der reagerede positivt. 
Mine storebrødre (som er var +30 år på det tidspunkt) syntes at han skulle være en farfar over for sine børnebørn i stedet for at få nye børn. 
Min søster og jeg fik det af vide lige op til jul (vi var 18 og 16) og vi græd hele julen igennem. Vi var sure og kede af det. 
Hele situationen blev også forpestet af at vi ikke havde et særligt godt forhold til min fars nye kone, som ikke rigtig kunne overskue at hendes mand havde børn fra tidligere. 

Jeg gad slet ikke have endnu en søskende. Det var først i løbet af sommeren at jeg havde en snak med en veninde, som netop var et fællesbarn, hvor forældrene havde børn med andre. Hun sagde "baby er ligesom mig!  tænk hvis mine søskende ikke ville mig! Prøv at se det på den måde i stedet". Og det (og så at han kom til verden en måned senere) blev et vendepunkt for mig. 
Siden da har jeg prøvet at skabe et relation til min nye bror, og det går bedre og bedre (især efter min far er blevet skilt fra min brors mor!) 

Summersumarum:

Giv børnene tid.

Forvent ikke at de bliver glade.

Rum deres følelser.

Inddrag dem i så meget i har mulighed for, men respekter også at de ikke er der endnu.

Husk de store børn og at alt ikke skal gå op i baby når den er der. 

Tillykke med det! 

Ja den er svær, særligt når de er så store.

Jeg vil sige, forholdet imellem dem og dig er en vigtig faktor i, hvordan de vil tage det.

Jeg selv har som barn i en alder af 12-13 år haft den strideste stedmor som var så modbydelig imod mig og mine søskende. Da min far og stedmor fortalte om graviditeten blev jeg møg ked af det og sur indvendig, så jeg gik ud med vennerne i nogle timer og fik det lidt bedre.

Omvendt har jeg som voksen skulle fortælle mine børn, at de skulle have en halvsøskende. Så for min kæreste var det samme situation som for dig nu. Mine børn var mellem 8-12 da de fik det at vide, og de knuselsker deres bonusfar og også omvendt. De blev henrykte og den mindste græd af glæde!

Jeg kommer for resten lige til at tænke på, at jeg nok ville vælge formuleringen lidt med omhu, og holde nyheden på jeres egen banehalvdel - Dvs. sig fx  "jeg er gravid" i stedet for at fortælle at "I skal være storesøster/bror".

Det kan godt være meget at rumme at få klasket en ny titel i ansigtet som man måske ikke lige har lyst til at identificere sig med. Igen kan det jo sagtens være problemet slet ikke er så stort, men jeg ville hellere gå lidt for forsigtigt frem og evt. blive positivit overrasket. 

Giv endelig en update!

Da vi fik at vide at vores far og hans nye kone skulle have et barn var min bror og jeg 10 og 8 år. Det var kun min far der fortalte det til os og det er jeg rigtig glad for. Så fik vi bedre mulighed for at stille de spørgsmål vi havde og til at have vores reaktion. Det var lige på vippen i nogle minutter, men jeg husker at vi opfattede det som noget positivt. Jeg ville også gøre det sådan hvis det var mig der stod i den situation - en kort uformel snak og ikke et eller andet stort nummer og forventninger om en bestemt reaktion. 

Anonym skriver:

Da vi fik at vide at vores far og hans nye kone skulle have et barn var min bror og jeg 10 og 8 år. Det var kun min far der fortalte det til os og det er jeg rigtig glad for. Så fik vi bedre mulighed for at stille de spørgsmål vi havde og til at have vores reaktion. Det var lige på vippen i nogle minutter, men jeg husker at vi opfattede det som noget positivt. Jeg ville også gøre det sådan hvis det var mig der stod i den situation - en kort uformel snak og ikke et eller andet stort nummer og forventninger om en bestemt reaktion. 

Helt enig. Mine søskende og jeg blev bare plantet ved et spisebord med min onde stedmor overfor og så smed de bomben. Så det med at holde på egen banehalvdel og sige at du er gravid og ikke sætte titel for børnene på, særligt når de er så store, samt at måske kun far er til stede er en RIGTIG god ide. Og ALLE følelser og reaktioner er iorden... Det er de voksne, som vælger at sætte barn i verden, ikke det første kuld børn, som vælger at der skal komme flere til.. 

Herhjemme havde vi på forhånd haft en føler ude, for at mærke, om børnene overhoved ønskede at vi blev flere. For hvis ikke, så måtte min kæreste bare undvære sit eget biologiske barn, sådan er det. Mine tre andre skulle ikke stå i den situation, at der kom en halvsøskend til verden som de bestemt ikke ønskede. Og nej, børn skal ikke bestemme alt, men man kan som MINIMUM tjekke op på, om de bryder sig om tanken eller ej og tage det med sig i overvejelsen. Mine børn ønskede virkelig en halvsøsken, og vidste så også, at det skulle de nok få en dag

Ingen erfaring som mor eller bonusmor herfra, men som skilsmissebarn. 
Da mine forældre blev skilt, fik jeg via min far to papsøskende og papmor, som jeg har et glimrende forhold til i dag (dog var det lidt svært i starten).

min mor mødte en ny mand, og efter et års tid ca kunne hun fortælle at hun var gravid - hvordan det hele blev fortalt, husker jeg ikke, men jeg ved jeg var glad, for det var mit største ønske. Måske er det anderledes når det er ens biologiske mor der er gravid, men jeg er dog slet ikke i tvivl om, at et barn af min far og papmor også havde været 100% kærkommen herfra

var forresten 13 år, da min mor fødte min ‘halv’ søster (kalder dog alle mine søskende for søskende, uanset) 

Lige en opfølgning herfra - også hvis nogle skulle falde over tråden i fremtiden.

Vi valgte at dele pigerne op, så de fik nyheden, mens de var alene med os, og mens vi lavede noget hyggeligt sammen. Egentlig mest på grund af logistikken, fordi det nærmest var umuligt at finde et tidspunkt, hvor begge piger havde tid til lige at sætte sig ned med os, men også fordi vi tænkte, at der så ville være plads til hver deres reaktion, uden at de skulle tage hensyn til/blive påvirket af deres søster.

Den mindste fik det at vide, mens vi spiste hendes livret (McDonalds ), og den store fik det at vide under en gåtur på havnen med en is.

Vores bekymringer blev gjort til skamme, for begge piger reagerede helt enormt positivt! Jeg havde forberedt den helt store tale om, at de ikke ville få mindre kærlighed fra os, men tvætimod lige så meget hvis ikke mere - også fra deres nye søskende - men det var ikke nødvendigt, for deres reaktion lagde ikke op til det, og jeg har efterfølgende bare nævnt det for dem begge, da det lige passede i samtalen.

Om der kommer en reaktion senere, eller når deres nye søskende kommer til verden, vil tiden vise, men indtil videre tegner det godt, og det havde jeg lige lyst til at fortælle til jer, der var så søde at svare, og til dem, der måske har samme bekymring, som vi havde