Nu kommer jeg lige med en lille sidebemærkning, hvilket jeg håber er ok.
Første gang fik jeg aks, i uge 34 + og anden gang lod jeg mig overtale til at prøve en vaginal fødsel, selvom jeg endelig først havde fået at vide at 2 gang sikkert også ville blive et pks.
Mit aks gik helt efter plan, og jeg var klar igen efter 3 dage på morfin (jeg havde ssf, og var mega, mega syg) men på dag 2 passede jeg selv baby osv. Alt var stille og roligt, selvom det gik hurtigt. Baby så jeg først dagen efter omkring kl 13, hvor jeg var total dopet og lå i en seng, som blev rullet over på neo afdelingen.
Og selvom min fødsel sådan set gik næsten efter planen, var det tæt på alligevel at ende i et aks, fordi mine veer stoppede og jeg fik feber osv osv. På et tidspunkt stod de 8 mennesker inde på min stue, og diskuterede hvor længe de ku blive ved med at vente. Jeg blev så tosset, fordi de 1 havde overtalt mig til en alm fødsel, 2 jeg var næsten 10 cm åben og 3 de distrahere mig fra mit "arbejde" Jeg fik spurt til om baby var ok, og det var hun, men de var bekymret for mig. Jeg endte med at råbe, at de forstyrrede og at de godt ku smut ud. Jeg fik at vide at jeg havde 30 min til at få baby ud, og ellers var det semi aks.
Hun var ude 20 min efter, på ren viljestyrke.
Jeg fik en styrt blødning, som de fik stoppet, med nærmest at stå og hoppe på min mave, samtidig med at en anden havde det halve af hendes underarm, oppe i mit i forvejen ømme understel, hvor hun stod og klemte på det sted moderkagen havde sat fast.
Jeg ku næsten ik gå i 1 mdre efter fødslen, fordi jeg havde så ondt i maven, og sku ha hjælp til at komme op og står fra fks sofaen de første 14 dage.
Jeg har selv en følelses af, at jeg begge gange har været mega sej, har gjort hva der var det rigtig og bedste for min baby og har aldrig været ked af nogen af min pigers ankomst, til verden udenfor. Jeg syntes ik der er en rigtig eller forkert måde, at få sit barn på.
Jeg fik at vide, at fordi jeg havde fået ks før, måtte jeg feks ik komme i vand, jeg sku ha anlagt en epiduralblokade fra start, så den var der i tilfælde af, at det sku ende i aks. Jeg skulle sættes i gang med et ballonkateter på selve terminsdato, fordi jeg ik måtte gå over tid, og et par andre ting, hvilket man også lige ska ha med i sine forventninger til et alm fødselsforløb.
Nu ska vi ik ha flere børn, men sku vi, ville jeg til en hver tid vælge et pks, fordi jeg var så meget hurtiger oppe og frisk igen efter mit aks end efter min alm fødsel.
Jeg er typen, som tager ting som de kommer, og sjældent blir skuffet eller ked af det, hvis ting går anderledes end forventet. Så længe ting går godt, går det godt nok, er mit motto.
Så det var bare lige et lille undput, fra en som har prøvet begge dele, og ved self ik om du ka bruge det til noget!