I tvivl ...

Hejsa.. 

jeg er ny herinde og håber i kan give mig et råd eller 2 med på vejen ���� 

kort om mig: jeg er 27 år ‘ mor til min datter på 14 måneder og sammen med min søde kæreste som også er far til vores datter. 

Vi har haft ubeskyttet sex og jeg fandt idag ud af at jeg er gravid. Muligvis kan jeg være et sted mellem 5-12 uger henne nu, så betænkningstiden er kort for os. 
Min kæreste tvivler meget på om det nu er det  klogeste at beholde. 
jeg kan se fordele og ulæmper ved begge ting. Jeg tror børnene vil få meget glæde af hinanden da alderen vil være tæt , men samtidigt kan jeg også mærke en voldsom nervøsitet og usikkerhed.   Jeg er bange for om min datter vil føle sig tilsidesat for den nye baby , fordi hun jo selv er lille..
Er det normalt at tænke sådan når man pludselig er uventet gravid med nr 2 ? 

Mine to er der 16 mdr imellem, vi venter nu nr 3 og der kommer til at være 4 år fra yngsten til den lille ny.

Jeg ville gerne have haft nummer 3 tættere på de to andre, men skæbnen ville det anderledes.

Der er ingen tilsidesættelse af nogle af vores børn, og har aldrig været det. Trods yngsten havde kolik de første 4 mdr.

Hvis I ønsker flere børn så er det jo en chance i her har fået, ingen ved hvor let det er at få en mere når man synes det er tid. 

Tænker aldersforskellen på dem bliver ganske fin hvis man gerne vil have dem forholdsvist tæt, jeres store vil også blive mere selvhjulpen inden fødsel hvis i vælger at gennemføre denne graviditet. 

Min første tanke var spring ud i det, men jeg ved også der er mange faktorer der kan spille ind, så jeg vil sige sæt jer ned, snak det hele i gennem, alle bekymringer og alle glæder, simpelthen alle scenarier i kommer på og mærk efter om det er det rette for jeres familie. Ingen kan tage beslutningen for jer så det bedste råd må være snak sammen, find ud af hvad der gør i måske tvivler og find ud af hvad i gør derfra.

Kram fra mig som fik de første to i første forsøg men har ventet 6 måneder på denne graviditet

1mere skriver:

Mine to er der 16 mdr imellem, vi venter nu nr 3 og der kommer til at være 4 år fra yngsten til den lille ny.

Jeg ville gerne have haft nummer 3 tættere på de to andre, men skæbnen ville det anderledes.

Der er ingen tilsidesættelse af nogle af vores børn, og har aldrig været det. Trods yngsten havde kolik de første 4 mdr.

Hvis I ønsker flere børn så er det jo en chance i her har fået, ingen ved hvor let det er at få en mere når man synes det er tid. 

Tænker aldersforskellen på dem bliver ganske fin hvis man gerne vil have dem forholdsvist tæt, jeres store vil også blive mere selvhjulpen inden fødsel hvis i vælger at gennemføre denne graviditet. 

Min første tanke var spring ud i det, men jeg ved også der er mange faktorer der kan spille ind, så jeg vil sige sæt jer ned, snak det hele i gennem, alle bekymringer og alle glæder, simpelthen alle scenarier i kommer på og mærk efter om det er det rette for jeres familie. Ingen kan tage beslutningen for jer så det bedste råd må være snak sammen, find ud af hvad der gør i måske tvivler og find ud af hvad i gør derfra.

Kram fra mig som fik de første to i første forsøg men har ventet 6 måneder på denne graviditet

Tusind tak fordi du gav dig tid til at svare. 
Jeg har idag været til scanning for at finde ud af hvor langt jeg er henne , jeg er 9+1 og hørte den fineste hjertelyd og så små arme og ben. det var et kæmpe chok må jeg indrømme og jeg har stadigvæk ikke helt forstået det. 
Jeg har haft en lang snak med min kæreste og han føler stadig at han brug for tid til at tænke over det et par dage, hvilket jeg syntes gør det ekstra hårdt. 
jeg tror usikkerheden hos os begge to er at vi havde en hård start med vores datter og han er bange for at det vil blive det samme denne gang og er bange for hvordan vores datter vil tage det. 

Det jeg så på scanningen idag var jo fantastisk og billedet er printet ind i hoved på mig.  Jeg er samtidig ked af det , fordi det på ingen måder er planlagt og jeg er normalt meget struktureret og elsker planlægning , så det er et stort chok man lige skal sluge. Det ene øjeblik er svæver jeg på en lyserød sky og det næste øjeblik tænker jeg SHIT NOGET LORT. 
jeg tror først jeg rigtig kan glæde mig når jeg kan mærke at han vil det samme som mig. ��

Selvom du er i tvivl så tillader jeg mig altså at sige tillykke med det

Har selv kun en, men har to veninder hvor der er 2 år imellem deres to børn. De har begge drenge. Hos den ene var der en del konkurrence mellem børnene da de var helt små og en del konflikter omkring "mit og dit". Men nu hvor drengene er større (5 og 7) er der knap så mange konflikter imellem dem og de leger rigtig godt sammen.

Min anden veninde har haft knap så mange konflikter. Der kan selvfølgelig være "mit og dit" konflikter men ikke værre end hos andre søskende. (de er 4 og 6) Hun fik rådet fra sundhedsplejersken om at inddrage den ældste i de ting hun lavede med den yngste for at undgå jalousi, og det tror jeg har gjort en del. 

Jeg har også en veninde med tre børn hvor der er 4 år mellem hver og der har også været mange konflikter og jalousi. Så alderen alene tænker jeg ikke nødvendigvis er afgørende for hvordan børnenes relation bliver. 

Jeg kan godt forstå det er overvældende og angstprovokerende at stå i, jeg er selv en kontrolfreak og jeg syntes min planlagte graviditet var overvældende men lige den del af livet er jo næsten umulig at planlægge. Som en anden skriver, hvis I gerne vil have flere børn så er det måske ikke så forfærdeligt at du er gravid? Måske når I lige er kommet jer over chokket så kan I måske se fordelene ved det? Og selvfølgelig er der en risiko for at det bliver rigtig hårdt med nr 2, men det kan jo også være det viser sig at være det nemmeste barn  

Hej.

Min mand og jeg har 2 børn, der nu er 10 og 11 år, der er 14 mdr. og 14 dage imellem dem.

Nr. 2 var bestemt heller ikke planlagt, men min mand var sådan "det skal vi nok klare" så vi valgte at beholde.

Det skal ingen hemmelighed være at det har været superhårdt med sådanne to små størrelser, især fordi jeg måske ikke helt fik så meget hjælp fra manden min, som jeg havde håbet på. Så det synes jeg bestemt er noget man også lige skal have med i samtalen.

Noget jeg vil ønske jeg måske havde gjort, var at bruge vikler til at have baby i, jeg har en forestilling om at det havde hjulpet meget i hverdagen.

Det er en af hver vi har og pigen er den ældste og det til trods har de haft uendelig meget glæde af hinanden og har det stadig, selvom det begynder at komme lidt tween over tøsebarnet

Når jeg tænker tilbage på årene med helt små børn, må jeg indrømme at jeg har svært ved at huske den stores opvækst og det er ikke fordi at jeg føler hun er blevet skubbet til side og vi har heller ikke oplevet at hun selv har følt det, men det er som om der mangler noget, men så er det godt vi har billeder og små film med dem begge

Jeg klappede kraftigt i hænderne da de begge var blefri, men tænk lige over hvor hurtigt jeg kom over det i forhold til dem der får den næste, når den første er blevet blefri og måske den næste derefter.

De fulgtes ad i dagpleje og i børnehave og nu i skolen (på hver sit klassetrin selvfølgelig).

Da de var små købte vi en tvillingeklapvogn til ture og den var guld værd når vi skulle rundt.

Du er velkommen til at skrive, hvis du har nogen spørgsmål

Tillykke med graviditeten

Jeg ville vælge at se på det som at det var meningen at det skulle ske nu og det ville jeg ikke turde lave om på. Man fortryder kun de børn man ikke får og jeg ville være bange for at tænke på det resten af livet, hvis man valgte et fra uden virkelig god grund

Hvis I tænker at I på et tidspunkt gerne vil have et barn mere, skal I selvfølgelig have det her. Ingen ved om du kan blive gravid på et andet tidspunkt. 
Hvis I ikke vil have flere børn, skal I jo ikke have det. 
Men så er det nok en god ide ikke at dyrke ubeskyttet sex. 

Det er 12 måneder mellem mine drenge. Det er fantastisk. Det første par år er de nemme, de næste er præget lidt af konflikter eller vild leg (i hvert fald med to drenge ��) 

Men når jeg ser på deres forhold er det, klart den bedste alder , så tæt så muligt

Vi har 3 børn, på nu 4 år, 7 år og 8 år. Der er 14 måneder (og 3 dage) i mellem de to ældste. Det var slet ikke planlagt og j, jeg fik da en kæmpe klump i halsen da jeg stod med to fine streger og en baby på 6 måneder.

Det var hårdt i de første år, de sov på skift og havde meget forskellige behov som jeg kæmpede for at opfylde - jeg ville aldrig gøre det igen. Men når det er sagt, så er det bare et helt særligt bånd de har til hinanden, netop fordi de er så tætte i alder. Jo, de skændes og tumler, men det gør de også med deres lillebror på 4 år. De er hinandens bedste venner og hjælper hinanden i gennem svære tider. Som da den ældste skulle starte i skole og nr 2 stadig gik i børnehave. Så trøstede nr 2 sin storebror med at børnehaven alligevel er super kedelig og at han jo altid kunne komme på besøg. Da nr 2 så skulle starte, og var drøn nervøs, så trøstede den ældste ham med, at han jo var lige ved siden af. De taler ofte om at passe på hinanden i skolen og hjælper hinanden så godt de nu kan med oprydning og lektier (den ene er under mistanke for ADHD og den anden har dyspraksi, så de kender hinandens stærke og svage sider og træder til når det gælder). 

De glæder sig begge til deres lillebror kommer i skole, så de kan vise ham hvordan man gør og så de kan passe på hinanden. Lige i dag, er den mindste faldet i søvn i en stol, så ham på 8 år har puttet ham med et tæppe. Nr 2 er ved at lære at cykel (grundet hans générale dyspraksi er balance meget svært for ham), så ham på 8 år cykler ved siden af og opmuntre med “du kan godt! Kom så! Hvor er du sej!”. I går blev verden for stor og uforudsigelig for ham på 8 år, så ham på 7 år fandt tøjdyr til ham og hentede mig. 

Men jeg var meget nervøs i graviditeten, for kunne jeg nogensinde elske et andet menneske, som jeg elskede min første søn? Ja, det kan jeg. Jeg elsker alle mine unger, og hjertet vokser bare for hvert barn, så der er plads og kærlighed til dem alle.

Hvordan går det med det hele?