Min kæreste med depression er flyttet, fra os

Hej alle.

Sagen er den at min kæreste som er far til vores 2 børn er flyttet for 5 mdr siden. Han kommer og er lidt sammen med os med der kan gå fra 3 til 9 dage imellem hvor vi intet høre fra ham, altså som i INTET.. han passer job og  nogle meget perifere venner, som ikke ved han er syg. Hans familie og os ( mig og vores 2 børn ) er lagt op is..

Vi har aldrig haft problemer i vores forhold (14 år). Så er sikker på det ikke er mig der er problemet, men man har jo stadig følelsen af det er mig han ikke vil.. han er en lukket bog, så får ikke meget info om hvordan det går..

Han går til psykolog på 2 måned nu, føler ikke den store virkning, men jeg ser ham jo heller ikke meget..

Har nogen været i samme situation hvor det er vendt igen? Er følserne kommet tilbage? Hvis ja, hvordan har i det idag??

Eller skal jeg overveje hus salg snart, står alene med alt og det er efterhånden hårdt..

Anonym skriver:

Hej alle.

Sagen er den at min kæreste som er far til vores 2 børn er flyttet for 5 mdr siden. Han kommer og er lidt sammen med os med der kan gå fra 3 til 9 dage imellem hvor vi intet høre fra ham, altså som i INTET.. han passer job og  nogle meget perifere venner, som ikke ved han er syg. Hans familie og os ( mig og vores 2 børn ) er lagt op is..

Vi har aldrig haft problemer i vores forhold (14 år). Så er sikker på det ikke er mig der er problemet, men man har jo stadig følelsen af det er mig han ikke vil.. han er en lukket bog, så får ikke meget info om hvordan det går..

Han går til psykolog på 2 måned nu, føler ikke den store virkning, men jeg ser ham jo heller ikke meget..

Har nogen været i samme situation hvor det er vendt igen? Er følserne kommet tilbage? Hvis ja, hvordan har i det idag??

Eller skal jeg overveje hus salg snart, står alene med alt og det er efterhånden hårdt..

Det er svært at svare på, når man ikke kender til, hvor syg han er. Hvis han kan passe sit job og ikke er i kontakt med psykiatrien, men udelukkende har samtaler med en psykolog, lyder han trods alt ikke til at være helt ude i tovene. I så fald synes jeg, hans opførsel er uacceptabel - han er da nødt til at kommunikere med dig. 
Er han medicineret? Hvor alvorlig er hans depression? Hvem har dianosticeret ham? 
Du kan ikke forvente, at psykologsamtaler i to måneder gør ham rask, såfremt han altså har en moderat til svær depression - men er der i virkeligheden snarere tale om en livskrise og deraf følgende tristhed? 
Uanset hvad, så kan du godt forlange, at han involverer dig og holder dig orienteret. Man kan ikke bare “tjekke ud” af sin familie på ubestemt tid, med mindre man er så syg, at indlæggelse er påkrævet. 

Anonym skriver:

Hej alle.

Sagen er den at min kæreste som er far til vores 2 børn er flyttet for 5 mdr siden. Han kommer og er lidt sammen med os med der kan gå fra 3 til 9 dage imellem hvor vi intet høre fra ham, altså som i INTET.. han passer job og  nogle meget perifere venner, som ikke ved han er syg. Hans familie og os ( mig og vores 2 børn ) er lagt op is..

Vi har aldrig haft problemer i vores forhold (14 år). Så er sikker på det ikke er mig der er problemet, men man har jo stadig følelsen af det er mig han ikke vil.. han er en lukket bog, så får ikke meget info om hvordan det går..

Han går til psykolog på 2 måned nu, føler ikke den store virkning, men jeg ser ham jo heller ikke meget..

Har nogen været i samme situation hvor det er vendt igen? Er følserne kommet tilbage? Hvis ja, hvordan har i det idag??

Eller skal jeg overveje hus salg snart, står alene med alt og det er efterhånden hårdt..

Vil sende dig et kram

Min kæreste fik en depression, hvor han blev fyret fra sit job, fik problemer med selvmedicinering.. Han startede med psykolog samtaler, og talte også med en privatpraktiserende psykiater, og fik medicin. Efter ca. et år på medicin, begyndte det at vende, hvor han nu er trappet ud af medicinen, er klar til at komme videre ift. arbejde mm. Han har fået sin følelsesverden tilbage, hvor det før var helt nede i bund, og han ikke var i stand til at føle glæde som vi andre. Så medicinen kan klart være en hjælp. Det har været meget svært for ham at snakke om det og lukke mig ind. Vi er heller ikke sammen mere, og der er flere grunde til det. Men at han er kommet ud på den anden side nu gør, at vi ikke udelukker, at vi måske kunne bygge noget op igen. Vi har et udmærket forhold, hvor vi ses et par gange om ugen, spiser sammen, eller går tur alle 3.

Find ud af med dig selv hvad du synes er okay for jeres familie, hvordan du vil støtte ham, og hvor dine grænser går, så det ikke også ødelægger dig. Og fortæl ham at du er der for ham. Undskyld hvis det er rodet, jeg er træt.. Men håber det bedste for dig.

Åh det må være rigtig svært for dig! Har selv kortvarigt haft en depression og har en søster der har haft depression i flere år. Når man har en depression så har man svært ved at overskue selv de mindste beslutninger. Man bliver fuldstændig udmattet af at være sammen med andre mennesker. Bare det at handle gjorde jeg måtte sove 1-2 timer bagefter. Man mister lysten til alt og evnen til at glædes. Og man føler sig afskåret fra ens nærmeste. Man føler ligesom ikke forbindelsen. Jeg havde fornemmelsen af at bo i en osteklokke. Kunne se min omverden men alligevel afskåret fra den.

Det er svært at sige hvad din kæreste tænker og føler, men hvis han har en depression er hans måde at opføre sig på ikke så underlig.  

Men jeg ved også hvor svært det er at være tæt på en med depression. Alt handler om personen og man skal konstant være den med overskud og forståelse. Og tilsidesætte sine egne behov. Det er pisse hårdt!

Jeg har desværre ikke et konkret råd jeg kan give dig. Jeg synes det er et godt tegn at han går til psykolog, trods alt. Men du kan nok ikke gøre så meget hvis han ikke er til at tale med. Måske kan du kontakte depressionsforeningen og høre om de har noget hjælp til pårørende? Eller ved hvor du kan få det? Og ellers fandt jeg det her:

https://depressionsforeningen.dk/hvad-kan-du-goere-som-paaroerende/

Tak for svar.

Det hjælper meget og høre fra nogle der har været deprimeret og levet med en der er det. 

Man føler sig meget alene når man bliver mødt med " så gå da fra ham, hvis han behandler jer sådan" osv.  

Jeg har sat mine egne grænser, ved ikke om det er dumt. Men han er egentlig gået fra mig pga depressionen. Efter det begynder han at ville kramme og holde i hånd, kalde mig skat og vi skulle lave ting sammen alle 4. Det kunne min hjerne ikke rumme ,å jeg bad ham om at lade være med de ting, jeg ved ikke om det var dumt. Men føler mig såret og ked af det..

Anonym skriver:

Tak for svar.

Det hjælper meget og høre fra nogle der har været deprimeret og levet med en der er det. 

Man føler sig meget alene når man bliver mødt med " så gå da fra ham, hvis han behandler jer sådan" osv.  

Jeg har sat mine egne grænser, ved ikke om det er dumt. Men han er egentlig gået fra mig pga depressionen. Efter det begynder han at ville kramme og holde i hånd, kalde mig skat og vi skulle lave ting sammen alle 4. Det kunne min hjerne ikke rumme ,å jeg bad ham om at lade være med de ting, jeg ved ikke om det var dumt. Men føler mig såret og ked af det..

Det er rigtig svært, for man ved at det er sygdommen der gør det. Og man ved hvordan personen er uden depression, og håber på han/hun kommer igen. Min søster kæreste gik fra hende til sidst fordi det var for hårdt. Og jeg forstår ham godt, jeg var også drænet for energi til sidst.

Nu gætter jeg bare, men det kan være din kæreste ikke har kunne overskue hverdagen i familien og efter han er flyttet og ikke har det ansvar så har han måske fået lidt mere overskud til at være kærester. Men jeg synes det er rigtig fint du sætter grænser og passer på dig selv.  Det er heller ikke fair at han flytter fra jer og så stadig vil være kærester.

Og fortsæt endelig med at passe på dig selv. Du har børnene at tage dig af, særligt nu hvor deres far ikke kan være der for dem. Du skal ikke føle du svigter ham, det er ikke dit job at gøre ham rask

Ja det er uendelig hårdt, netop fordi jeg ved han ikke er sådan normalt. Jeg ved at han er rigtig glad for mig og vores liv generelt. Men kan som du skriver, bare ikke overskue det. 

Jeg er nød til at sætte mine egne grænser, for han forvirre mig. Det føles ok, men også forkert på samme tid. 

Tak, for dine svar det hjælper mig.

Anonym skriver:

Ja det er uendelig hårdt, netop fordi jeg ved han ikke er sådan normalt. Jeg ved at han er rigtig glad for mig og vores liv generelt. Men kan som du skriver, bare ikke overskue det. 

Jeg er nød til at sætte mine egne grænser, for han forvirre mig. Det føles ok, men også forkert på samme tid. 

Tak, for dine svar det hjælper mig.

Er glad for det hjælper dig

Måske kan du overveje at snakke med nogen? En psykolog, andre pårørende eller noget? Det er nemlig super hårdt at stå i!

Og husk det er helt ok at være vred på ham, det skal du ikke have det dårligt over. Ligesom du ikke skal have det dårligt over at tænke på dig selv (lettere sagt end gjort, ved det godt)

Håber virkelig han får den hjælp han har brug for og tingene løser sig på bedste vis og husk at du ikke er alene om at have alle de svære følelser

Tak, er begyndt at tænke på mig selv. Og gøre hvad jeg selv "vil".

Jeg har overvejet psykolog, men føler også jeg har nogenlunde styr på mig selv, men muligheden er åben..