Negativ påvirkning på arbejdet

Jeg har gennem længere tid været påvirket negativt af nogle ting på min arbejdsplads. Jeg har fortalt det til en kollega, og jeg spurgte hende om jeg ikke kunne foreslå sådan og sådan. Jeg forstod på hende, at hun egentlig var enig med mig og hun var også påvirket negativt indimellem. Hun sagde, at jeg jo kunne prøve at foreslå  hvordan det kunne løses i gruppen, hvilket jeg så nu har gjort. Vedkommende, som foreslog mig det er i hvert fald ikke længere enig med mig og jeg har ingen respons fået på mit foreslag fra nogen af de andre og hende der foreslog mig at komme ud med foreslaget har egentlig bare manet mit foreslag til jorden.

Jeg er helt forvirret. Andre der har stået eller står i det samme? Jeg føler mig på en måde forrådt og helt alene og holdt udenfor. Det er som om, hun har glemt alt om vores snak vi havde og er vendt på en tallerken og hvorfor fortæller de andre ikke hvad de synes om foreslaget?

Jeg ved godt, det er lidt ukonkret, men jeg vil helst gerne holde det anonymt. 

Det kan lyde som noget du skal snakke med din leder om, så denne evt. kan hjælpe dig med at løse det/ snakke med de andre om det.

Eller en arbejdsmiljørepræsentant hvis du har sådan en.

Kollegaen er måske sådan en der taler efter munden, for at være vellidt. Så da gruppen ikke sagde noget til det du kom med, vendte hun sin mening, så hun passede ind.

Det er lidt ukonkret, så det er svært at svare på.

Men på min arbejdsplads er der også en masse fnidder. Jeg er personligt typen der forsøger at blande mig lidt udenom, så jeg kunne sagtens være den der bare nikkede "og gav en person ret" uden egentlig at mene det, da jeg ikke gider vælge side såh måske din kollega er samme type og de andre synes dit forslag er dårligt, men ikke lige ved hvordan de skal formulere en afvisning

Anonym skriver:

Jeg har gennem længere tid været påvirket negativt af nogle ting på min arbejdsplads. Jeg har fortalt det til en kollega, og jeg spurgte hende om jeg ikke kunne foreslå sådan og sådan. Jeg forstod på hende, at hun egentlig var enig med mig og hun var også påvirket negativt indimellem. Hun sagde, at jeg jo kunne prøve at foreslå  hvordan det kunne løses i gruppen, hvilket jeg så nu har gjort. Vedkommende, som foreslog mig det er i hvert fald ikke længere enig med mig og jeg har ingen respons fået på mit foreslag fra nogen af de andre og hende der foreslog mig at komme ud med foreslaget har egentlig bare manet mit foreslag til jorden.

Jeg er helt forvirret. Andre der har stået eller står i det samme? Jeg føler mig på en måde forrådt og helt alene og holdt udenfor. Det er som om, hun har glemt alt om vores snak vi havde og er vendt på en tallerken og hvorfor fortæller de andre ikke hvad de synes om foreslaget?

Jeg ved godt, det er lidt ukonkret, men jeg vil helst gerne holde det anonymt. 

Hm. Meget kan jo handle om, hvordan du har fremsat dit forslag, og om de andre er enige med dig i, at der er grund til at ændre på noget. Nogen kan have oplevet det som kritik af de nuværende forhold, nogen kan måske ikke overskue ændringer, nogen synes måske, du gør et stort nummer ud af ingenting. Det er virkelig svært at svare dig, når man ikke har været til stede og oplevet situationen. 

Hvis nu en kollega fremlagde et forslag til ændringer, som jeg slet ikke fandt relevante, og problematiserede noget, jeg ikke kunne genkende - så kunne jeg reelt også være i tvivl, om jeg skulle fortælle vedkommende, at jeg var helt uenig, eller om jeg skulle tie. Det er bestemt ubehageligt slet ikke at få nogen respons, men det kan også virke konfliktskabende at sige “Det er jeg helt uenig med dig i” - så ville du måske opleve, at du bare blev “skudt ned”. Men det er helt afhængigt af, om du fx kan have virket sårbar, anklagende, unødigt problematiserende, og det ved vi jo ikke. 

Mht. til hende, du troede ville bakke op, kan du jo have mistolket hende. Måske syntes hun, det var fair, at du tog det op, men havde ikke samme indstilling - og det er også muligt, at hun tog bestik af de andres (manglende) reaktioner og ræsonnerede, at der ikke var opbakning, og så skulle hun ikke have noget klinket. Endelig kan hun jo også have opfattet jeres samtale helt anderledes end du og ikke anet, at du opfattede hende som en allieret. 

Afhængigt af, hvordan du har det med situationen nu, er der to muligheder: Enten må du konkludere, at dit forslag ikke faldt i god jord - du har forsøgt, og det nyttede ikke, og så stopper den dér. Eller også må du vende tilbage og sige, at det faktisk går dig på, at du ikke fik nogen respons - og spørge, hvad det skyldes. Så må du til gengæld også være forberedt på, at du får svar, som kan være svære for dig at tage imod. 

Anonym skriver:

Det er lidt ukonkret, så det er svært at svare på.

Men på min arbejdsplads er der også en masse fnidder. Jeg er personligt typen der forsøger at blande mig lidt udenom, så jeg kunne sagtens være den der bare nikkede "og gav en person ret" uden egentlig at mene det, da jeg ikke gider vælge side såh måske din kollega er samme type og de andre synes dit forslag er dårligt, men ikke lige ved hvordan de skal formulere en afvisning

Jeg har selv indtryk af, at min kollega er sådan en type, der gerne vil bestemme lidt. Helt overordnet handler det om, hvor, hvordan og hvor meget vi kommunikerer sammen omkring arbejdet. Og det har bare taget overhånd. Før i tiden var der et fast tidspunkt, hvor vi fik klaret alle de vigtige ting, men her under corona er det som om, det forventes, at man er på hele tiden. Det tager fokus fra det  jeg er i gang med på arbejdet og det begyndte at fylde i fritiden også, fx under ferie. Fx foreslog jeg også min kollega at overtage en opgave, som var hendes men under hendes ferie, så hun kunne holde ferie i fred og ro, men det takkede hun nej til. Efterfølgende ytrede hun, at det var irriterende med den opgave i sin ferie, uden at nævne noget om, at jeg havde foreslået at overtage den for hende. Det var i den forbindelse, at hun syntes, at mit foreslag lød godt og at jeg skulle prøve at foreslå det til de andre. 

Der er intet personligt i det fra min side af. For mig handler det bare om, at vi skal respektere, at vi har forskellige liv, fx har jeg selv små børn og det har de andre ikke. At vi skal hjælpe hinanden til at vi ikke går ned med stress og at arbejde ikke er alt, men at vi også har et privatliv. 

Anonym skriver:

Jeg har selv indtryk af, at min kollega er sådan en type, der gerne vil bestemme lidt. Helt overordnet handler det om, hvor, hvordan og hvor meget vi kommunikerer sammen omkring arbejdet. Og det har bare taget overhånd. Før i tiden var der et fast tidspunkt, hvor vi fik klaret alle de vigtige ting, men her under corona er det som om, det forventes, at man er på hele tiden. Det tager fokus fra det  jeg er i gang med på arbejdet og det begyndte at fylde i fritiden også, fx under ferie. Fx foreslog jeg også min kollega at overtage en opgave, som var hendes men under hendes ferie, så hun kunne holde ferie i fred og ro, men det takkede hun nej til. Efterfølgende ytrede hun, at det var irriterende med den opgave i sin ferie, uden at nævne noget om, at jeg havde foreslået at overtage den for hende. Det var i den forbindelse, at hun syntes, at mit foreslag lød godt og at jeg skulle prøve at foreslå det til de andre. 

Der er intet personligt i det fra min side af. For mig handler det bare om, at vi skal respektere, at vi har forskellige liv, fx har jeg selv små børn og det har de andre ikke. At vi skal hjælpe hinanden til at vi ikke går ned med stress og at arbejde ikke er alt, men at vi også har et privatliv. 

I det tilfælde ville jeg klart inddrage min leder og min arbejdsmiljørepræsentant. Det der handler - for mig - ikke om, at I som medarbejdere selv skal bære ansvaret. 

Du skal til gengæld tage udgangspunkt i dig selv. Og ikke dine kollegaer. Hvis de ikke spørger om hjælp hos deres leder ifht. opgaver inden ferien, så lad det være. Det er deres ansvar at rejse den problemstilling. Hos jeres leder. Ellers bliver det nemlig kollegaerne i mellem, at man tager et ansvar for en arbejdsmængde, der er for stor og man kommer til, som kollegaer, at lægge arbejde rundt til hinanden i en situation hvor alle er pressede. Og du ender med at være "den", der ser problemerne. 

Ledelsen skal hjælpe til med at justere mængden af opgaver, så det passer ned arbejdstiden. Og arbejdstiden skal ikke skride "bare" pga. COVID19 og det er så nemt at være virtuel tilgængelig. Det er blevet et stort problem rigtig mange steder. Hvad med at booke komme-tidspunkt, frokost og gå-tidspunkt i din kalender? Så signalerer du din tilgængelighed og kan vælge var justere på det efter behov. 

Vh. 

Lje skriver:

I det tilfælde ville jeg klart inddrage min leder og min arbejdsmiljørepræsentant. Det der handler - for mig - ikke om, at I som medarbejdere selv skal bære ansvaret. 

Du skal til gengæld tage udgangspunkt i dig selv. Og ikke dine kollegaer. Hvis de ikke spørger om hjælp hos deres leder ifht. opgaver inden ferien, så lad det være. Det er deres ansvar at rejse den problemstilling. Hos jeres leder. Ellers bliver det nemlig kollegaerne i mellem, at man tager et ansvar for en arbejdsmængde, der er for stor og man kommer til, som kollegaer, at lægge arbejde rundt til hinanden i en situation hvor alle er pressede. Og du ender med at være "den", der ser problemerne. 

 

Ledelsen skal hjælpe til med at justere mængden af opgaver, så det passer ned arbejdstiden. Og arbejdstiden skal ikke skride "bare" pga. COVID19 og det er så nemt at være virtuel tilgængelig. Det er blevet et stort problem rigtig mange steder. Hvad med at booke komme-tidspunkt, frokost og gå-tidspunkt i din kalender? Så signalerer du din tilgængelighed og kan vælge var justere på det efter behov. 

 

Vh. 

Jeg har allerede talt med min nærmeste leder om situationen, og jeg har ikke gjort noget forkert, hun syntes, at mit forslag lød helt og aldeles rimeligt. 

Den opgave, min kollega havde i sin ferie, foreslog jeg bare at overtage, så hun ikke behøvede at tænke på arbejde i ferien. Det var en lille opgave, som ikke fyldte specielt meget, og som jeg sagtens kunne have klaret. Men det kan jo godt fylde, når man har ferie, men alligevel stadig arbejder. Men hun takkede nej, jeg accepterede det og har ikke gjort noget ved det eller nævnt det siden. Jeg synes dog godt, at ledelsen kunne blive bedre til at italesætte, at vi ikke skal tage arbejdet med på ferie. 

Hun kunne godt være typen, som forventer, at vi andre tager opgaver med på ferie, fordi hun gjorde, selvom hun egentlig ikke syntes det var fedt og selvom jeg havde foreslået at gøre det for hende.

Men jeg tænker da, at det er underligt, at hun alligevel beklager sig til mig om opgaven efterfølgende og jeg jo havde tilbudt min hjælp... vi er meget selvstyrende i vores grupper, men jeg mangler helt klart en leder indimellem til at tage ansvaret, så der ikke opstår alt det fnidder. Men det er der ikke tradition for i mit fag på den måde.

Men jeg synes, det er svært at komme med et forslag. Et, på ingen måder, urimeligt forslag. Jeg føler mig helt ignoreret og jeg føler, at de andre er min kollegas allierede. Jeg synes nærmest, det er på grænsen til mobning sådan at blive ignoreret eller at der ikke er respekt for vores forskellige liv og at der er andet i livet end arbejde.

Der findes jo kollegaer rundt omkring, som også forventer, man er tilgængelig i fritiden og det er ikke rimeligt.