Jeg har ingen følelser for baby

Måske lyder overskriften mere voldsom end virkeligheden, for det er altså min ufødte baby, jeg mener. Jeg er gravid med en pige, og jeg er lige straks halvvejs i graviditeten. Jeg har et par børn i forvejen, så det er ikke "mit første rodeo"

Men jeg kan slet ikke knytte mig til min datter i maven. Jeg kan dårligt forholde mig til jeg er gravid, selvom det bestemt har været rigeligt tydeligt på symptomer. Vi købte en Kønsscanning for at gøre det mere ægte, det hjalp ikke. Jeg har mærket hende sparke hver dag i en uge nu, det gør heller ingen forskel. 

Og jeg er bekymret for, hvordan det så vil være, når hun kommer ud. Jeg har haft fødselsdepression før, og mine jordemødre er obs på min psyke i denne graviditet. 

Jeg siger ikke, man skal skrue ned for alf muligt når maner gravid, men jeg knokler løs på mit arbejde med 37 timer ugentligt plus 10 timer transport, dvs på en måde arbejde 47 t ugentligt, plus flere børn herhjemme, selvom jeg har kastet op i stride strømme, tabt mig helt vildt og haft det rigtig skidt. 

Min mand er lykkelig for graviditeten og fantastisk og støttende. Så det er ikke der, den ligger begravet. 

Ej men jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre. Jeg har vitterlig nul følelser forbundet med den her graviditet, og uanset hvad jeg gør kan jeg ikke fæ ind i hovedet at jeg er (efterhånden meget) gravid. Jeg har prøvet alt det der med at synge for hende, røre min mave når hun sparker, begynde at fordybe mig i at købe ting til hende, men det giver mig nul og niks, og jeg er bekymret.. 

Kan du snakke med din jordemoder? Nogle steder kan man snakke med en terapeut i graviditeten, hvis jordemoderen henviser. Det er godt du reagerer

Jeg tror jeg havde det sådan lidt med min nummer tre..... 

han var heller ikke planlagt. Men det ændrede sig i det sekund han blev født  

måske man også bare er mere rolig jo flere børn man har? Og du har jo næsten heller ingen tid til fordybelse med fuldtidsjob og flere børn. 
snak med din jordemor. Men tro på det ændre sig, når du har din guldklump i armene

Anonym skriver:

Måske lyder overskriften mere voldsom end virkeligheden, for det er altså min ufødte baby, jeg mener. Jeg er gravid med en pige, og jeg er lige straks halvvejs i graviditeten. Jeg har et par børn i forvejen, så det er ikke "mit første rodeo"

Men jeg kan slet ikke knytte mig til min datter i maven. Jeg kan dårligt forholde mig til jeg er gravid, selvom det bestemt har været rigeligt tydeligt på symptomer. Vi købte en Kønsscanning for at gøre det mere ægte, det hjalp ikke. Jeg har mærket hende sparke hver dag i en uge nu, det gør heller ingen forskel. 

Og jeg er bekymret for, hvordan det så vil være, når hun kommer ud. Jeg har haft fødselsdepression før, og mine jordemødre er obs på min psyke i denne graviditet. 

Jeg siger ikke, man skal skrue ned for alf muligt når maner gravid, men jeg knokler løs på mit arbejde med 37 timer ugentligt plus 10 timer transport, dvs på en måde arbejde 47 t ugentligt, plus flere børn herhjemme, selvom jeg har kastet op i stride strømme, tabt mig helt vildt og haft det rigtig skidt. 

Min mand er lykkelig for graviditeten og fantastisk og støttende. Så det er ikke der, den ligger begravet. 

Ej men jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre. Jeg har vitterlig nul følelser forbundet med den her graviditet, og uanset hvad jeg gør kan jeg ikke fæ ind i hovedet at jeg er (efterhånden meget) gravid. Jeg har prøvet alt det der med at synge for hende, røre min mave når hun sparker, begynde at fordybe mig i at købe ting til hende, men det giver mig nul og niks, og jeg er bekymret.. 

 

Jeg havde det på samme måde da jeg ventede min nr 2. Hun var meget ønsket, og jeg havde brugt lang tid (og mange penge) på at blive gravid da hun er donorbarn. 

Men jeg kunne slet ikke forholde mig til at jeg var gravid. Maven føltes slet ikke som en del af mig, det virkede meget fjernt. Lidt som om det bare var et kostume jeg tog på hver morgen. 
Jeg kunne slet ikke forholde mig til det, og elskede ikke barnet i min mave. Jeg glædede mig kun til at føde for at slippe af med mine mange gener og den store, tunge mave. 

Det ændrede sig da hun blev født. Jeg blev på en måde rigtig overrasket over at der kom en rigtig lille baby ud, mit eget lille menneske. Og der var kun kærlighed tilovers for hende da jeg fik hende op på mit bryst

I min anden graviditet havde jeg selv meget svært ved at forholde mig til baby, selvom han var meget ønsket. Jeg led af hyperemesis, og var ind og ud af sygehuset til væskebehandling, samtidig med at jeg havde en lille gut på lidt over halvandet år, som jeg for alt i verden ønskede at være der for. Jeg havde knap nok ressourcer til at være til fordi at jeg var så dårlig, og der var slet ikke plads i hovedet til tanker om baby. Det var en hård tid. Heldigvis fik jeg det bedre hen imod 3. trimester, og jeg nåede lige så stille at knytte lidt bånd til ham i de sidste uger af graviditeten. Da han kom ud elskede jeg ham fra første sekund, og der har intet været efterfølgende. Nu venter jeg nr. 3 om små 10 uger, og har haft en langt lettere graviditet end med de to andre, og der har været meget mere rum til bare at glæde sig og være i det. Samtidig er mine drenge også lidt større end den ældste var da han blev storebror (de fylder 5 og 3 år om 3 uger), så de kan det meste selv, og har også så meget glæde og støtte i hinanden, og kan hjælpe hinanden lidt (den store kan f.eks. hjælpe lillebror med at hente et glas vand når jeg om få måneder sidder og ammer, osv.) Vi glæder os alle sammen bare til at møde lillesøster. Min pointe er at alle graviditeter er forskellige, og nogle gange er der nogle omstændigheder der gør det sværere (f.eks. hvis man er meget dårlig). Det er okay at det ikke altid er lige rosenrødt. Du skal naturligvis stadig være opmærksom på din psyke, når du tidligere har haft en fødselsdepression. Jeg håber det bedste for jer.