Jeg er spild af liv

Jeg blev mor som 20 årig. Planlagt og med 2 aborter i bagagen. Min mand, faderen til børnene (har 2 med 25 måneders mellemrum) var min første kæreste og dermed min første sexpartner. Vi mødtes da jeg var 17 og han var 24. 

Midt i gymnasiet blev jeg syg med depression og spiseforstyrrelse. Jeg flygtede ind i mit fritidsjob og kørte mig selv i sænk. Arbejde 14 timer i døgnet 6-7 dage om ugen og selv på arbejdet blev jeg konstant kritiseret. Pludselig fandt jeg noget jeg rigtig gerne ville: jeg ville gerne rejse verden rundt! 3 måneder i mit sabbatår på at komme væk og opleve, men jeg blev talt fra det på rigtig grim vis af min mor. Så ville jeg i værnepligten og igen blev jeg talt fra det, for jeg var egoistisk at rejse væk fra min kæreste og det ville være spild, hvis nu vores forhold gik i stykker. Så jeg blev. Blev ved mit nedslidende arbejde og påbegyndte projekt baby som 19 årig.

Nu er jeg 23. Jeg har mand, børn, hus og bil - vel egentlig dét alle drømmer om. Jeg har ikke ret meget gæld, ingen uddannelse og vores netværk er fint. 3 måneder før jeg blev mor første gang gik jeg ned med flaget. Min depression tog over og jeg var tilknyttet psykiatrien i 3 år og blev sluppet. De kunne ikke gøre mere for mig. Men jeg er stadig helt nede. Jeg er uarbejdsdygtig, ked af det, stresset, min PTSD er til daglig gene og jeg føler mig ensom. 
Alt det jeg drømmer om er ikke muligt. At bo i en camper og rejse rundt som friluftsfamilie, at give vores børn en masse oplevelser, rejse verden rundt og lade dem opleve alverdens kulturer - nårgh nej, det er MINE drømme for MIG. Jeg vil stadig gerne i værnepligten, men min chance er nok forspildt. Jeg får nok aldrig en uddannelse som følge af mine psykiske udfordringer. I virkeligheden føler jeg at jeg er spild af liv. Jeg skal være tjener for mine børn de næste mange år, der er ingen mulighed for at udleve MINE drømme - ikke uden den dårlige samvittighed over for min lille familie og så skal jeg stå på mål for min mors skarpe holdninger. Jeg har prøvet at bryde kontakten, men jeg kan ikke. Den er usund, giftig og trækker mig ned.

Skal jeg have det sådan her resten af livet? Sikke et lorteliv... jeg kan snart ikke mere nu...

Kære du. Det er meget ung en alder at opleve, at man har “spildt sit liv”. Jeg bliver nysgerrig på, hvad dine tanker er om, hvordan du ændrer på din situation, for det lyder ulideligt.

Jeg forstår godt at det hele kan virke sort og håbløst, men der er jo som regel flere muligheder for at tage magten over sit liv og sine ambitioner, end man lige går og tror. Jeg er usikker på, hvorfor du tænker at det du har er det som “alle egentlig vil have” - jeg kender ikke ret mange som vil opgive håb og livsdrømme for et hus, et langt parforhold og en bil eller to - det er jo sådan et liv man bliver syg af, hvis man holder helt op med at kunne mærke hvem man er, og hvad man ønsker sig af livet. Hverken gældsfrihed eller lange parforhold er jo nødvendigvis gode ting i sig selv, hvis de fastlåser én i noget man knapt kan holde ud.

Hvad forhindrer dig i at tage dit parforhold op til grundig revision? Får du fx den støtte af din partner, som skal til for at udfylde de drømme du har for dit/jeres liv? Kunne I sælge huset og vælge en billig lejelejlighed i nogle år, mens du får en uddannelse (evt. med støtte ift. dine psykiske lidelser). Eller kunne du eller I hæve opsparingen og putte børnene i en rygsæk i et års tid og rejse jorden rundt - hvorfor ikke? Kan I gøre andre ting, som kun handler om jer, livet og lysten til at gøre det som giver livet mening?

Jeg håber, at du får noget professionel hjælp til i bedre grad at kunne mærke dig selv og springer ud i at kræve at livet leves. Det fortjener du. Held og lykke med det hele. 

Åh hvor er det synd for dig, du har det ikke nemt.

Du skriver at du har et fint netværk, kan dit netværk ikke hjælpe dig med at bryde kontakten med din mor? Hvorfor mener du, at du ikke kan bryde kontakten med hende? (Jeg vil ikke gå ind i hvorvidt du skal eller ej, for det ved du bedst)

Hvor er din mand? Støtter han dig eller skyder han alle dine drømme ned? Hvis han ikke støtter dig i noget, ikke er imødekommende overfor dine ønsker og drømme, er han så også et usundt, giftigt forhold, som trækker dig ned? For det er jo meningen at han skal hjælpe dig op, når du falder.

Mit liv og mine beslutninger er meget præget af hvad der er bedst for mit barn, men det er ikke ensbetydende med at hun får lov til at bestemme alt. Nogle gange gør vi altså noget som JEG har lyst til, og så kan hun protestere over det, men der skal være plads til alle i en familie - også mor.

Jeg vil sige at først skal du finde ud af hvor din mand står. Er han med dig? Har I et godt forhold? Hvis du kan sige ja til det, så kan du gå et skridt videre (hvis han ikke er god for/ved dig, så må du tage hånd om det først) - hvad er den vigtigste drøm for dig? Hvad betyder mest? Og hvordan kan det lade sig gøre? Hvordan kan det forenes med det din mand ønsker?

Altså, hvis du nu drømmer om at have en campingvogn og bruge 6 uger i sommerferien på at køre land og rige rundt, så arbejd da for det. Så kommer der nogle spørgsmål om økonomi og noget ferie ind over, men det kan jo diskuteres og planlægges og opspares. Hvorfor skulle det ikke være en fed oplevelse for dine børn, bare fordi det udspringer af dine egne drømme?

Jeg tror at du har brug for noget konkret, en konkret drøm som er realistisk og som du/I kan arbejde henimod. Og så er jeg stor fortaler for at fjerne giftige forhold, uanset om det er bedsteforældre eller hvem det nu er.

Du er 23 ...? Livet er først begyndt. Du har ladet andre overtale dig til nogle beslutninger, som du ikke var enig i. Det betyder da på ingen måde ag resten livet er på andres nåde, hvor du ikke får opfyldt dine ønsker og behov.

Din mor lyder til gerne at ville give dig skyldfølelse og er i stand til at kontrollere dig. Det er (uden at sige hun har skylden) også ofte set,at man har kritiserende og kontrollerende forældre ved spiseforstyrrelse. Hvis hun også har haft en rolle i dette, er det nok en relation, du skal genoverveje. Enten at blive bedre til at sætte grænser eller helt cutte kontakt.  

Få fat i noget professionelt hjælp og få sat nogle håndgribelige mål... du har lyst til. Hvis du gerne vil vise børnene verden er det jo det du skal gøre med din mand? Hvis altså han har lyst. Få kigger på hvad du vil arbejdsmæssigt og hvad du evt. vil kunne klare, der vil kunne give dig energi. 

Hånden på hjertet lyder din mor ikke god for dig - stå i mod og tag dine egne valg. Det er ikke dig der har været egoistisk i dine ønsker ... men din mor som meget selvcentreret har frataget dig nogle mål og glæder og din motivation. 

Først vil jeg sige at det ikke er for sent at få opfyldt dine drømme. Du er trods alt kun 23 år, så selvom du har psykiske udfordringer, så kan du stadig opnå de ting du drømmer om. 

Mht til dine drømme om at rejse med dine børn, så har jeg hørt om flere familier der opsiger/sælger boligen og rejser afsted et år. Og det er med små børn. Selvom det er din drøm, så kan det jo stadig være en fantastisk og givende oplevelse for dine børn. Mht uddannelse så kan jeg ikke se hvorfor dine børn skulle sætte begrænsninger for det. Det bliver selvfølgelig mere udfordrende, men ikke umuligt.

Jeg er enig i hvad en af en anden skriver, om hvor din mand er i det her? Om han er en støtte eller om i har et dårligt forhold?

Mht din mor, så synes jeg du skal få hjælp hos en psykolog eller terapeut til at enten få sat grænser eller få cuttet kontakten til hende. Synes allerede hun har styret dit liv for meget allerede, og selvom det er hårdt at skulle sige fra, så er jeg sikker på at det vil føles rigtig godt og en lettelse at få det gjort.

Det kan godt være alt ser håbløst ud nu, men er sikker på det nok skal løse sig det hele! Og du er ikke spild af liv! Du har været udsat for nogle rigtig svære ting, og du er super sej at du er kommet igennem dem. Og det giver dig en masse livserfaring og en forståelse som ikke alle har. Selvfølgelig ville det være federe hvis du ikke havde været igennem alt det svære, men når nu det ikke kan være anderledes så må man prøve at finde noget at bruge det til. 

Anonym skriver:

Jeg blev mor som 20 årig. Planlagt og med 2 aborter i bagagen. Min mand, faderen til børnene (har 2 med 25 måneders mellemrum) var min første kæreste og dermed min første sexpartner. Vi mødtes da jeg var 17 og han var 24. 

Midt i gymnasiet blev jeg syg med depression og spiseforstyrrelse. Jeg flygtede ind i mit fritidsjob og kørte mig selv i sænk. Arbejde 14 timer i døgnet 6-7 dage om ugen og selv på arbejdet blev jeg konstant kritiseret. Pludselig fandt jeg noget jeg rigtig gerne ville: jeg ville gerne rejse verden rundt! 3 måneder i mit sabbatår på at komme væk og opleve, men jeg blev talt fra det på rigtig grim vis af min mor. Så ville jeg i værnepligten og igen blev jeg talt fra det, for jeg var egoistisk at rejse væk fra min kæreste og det ville være spild, hvis nu vores forhold gik i stykker. Så jeg blev. Blev ved mit nedslidende arbejde og påbegyndte projekt baby som 19 årig.

Nu er jeg 23. Jeg har mand, børn, hus og bil - vel egentlig dét alle drømmer om. Jeg har ikke ret meget gæld, ingen uddannelse og vores netværk er fint. 3 måneder før jeg blev mor første gang gik jeg ned med flaget. Min depression tog over og jeg var tilknyttet psykiatrien i 3 år og blev sluppet. De kunne ikke gøre mere for mig. Men jeg er stadig helt nede. Jeg er uarbejdsdygtig, ked af det, stresset, min PTSD er til daglig gene og jeg føler mig ensom. 
Alt det jeg drømmer om er ikke muligt. At bo i en camper og rejse rundt som friluftsfamilie, at give vores børn en masse oplevelser, rejse verden rundt og lade dem opleve alverdens kulturer - nårgh nej, det er MINE drømme for MIG. Jeg vil stadig gerne i værnepligten, men min chance er nok forspildt. Jeg får nok aldrig en uddannelse som følge af mine psykiske udfordringer. I virkeligheden føler jeg at jeg er spild af liv. Jeg skal være tjener for mine børn de næste mange år, der er ingen mulighed for at udleve MINE drømme - ikke uden den dårlige samvittighed over for min lille familie og så skal jeg stå på mål for min mors skarpe holdninger. Jeg har prøvet at bryde kontakten, men jeg kan ikke. Den er usund, giftig og trækker mig ned.

Skal jeg have det sådan her resten af livet? Sikke et lorteliv... jeg kan snart ikke mere nu...

Kære dig

Du er kun 23 det er jo ingen alder. Jeg kender personer der har rejst med op til 4 børn. Lejet huset ud og brugt opsparingen på evige minder og eventyr i asien. Jeg har selv taget en fornuftig uddanelse efter gymnasiet fortrudt og sadlet helt om. Fået børn under uddannelse. Købt hus og solgt det igen, da det ikke længere var drømmen.

Jeg kan læse du har nogle udfordringer i forhold til din mor. Min mor er sku heller ikke drømmemoren, men med tiden har jeg lært at vende ting om. Ting jeg ikke kan, kan jeg helt sikkert, ting der er en god ide, nok ikke så god en ide. Og så er kontakten bare minimal. Det tager tid men vi har kun 1 liv og hvor skal det bare ikke spildes. Livet er til tider en kamp og det er det for alle, du kæmper bare lidt hårdere end andre lige nu. Men måske med en god pyskolog i ryggen kan du begynde at sætte små delmål. Hvor er din mand i alt det her.

Og ingen er spild af liv, vi bidrager alle og det er okay at være 23 år og være i tvivl. Din hylde er derude, men du skal være modig og turde finde den. Lad ikke folk bremse dig eller dine drømme...