Hejsa,
Mit ønske er ikke en generel debat ift. Om det ene eller andet er bedst. Jeg har brug for input ift min konkrete problemstilling.
Jeg har født tre børn vaginalt og uden smertelindring. Jeg har altid været grænsende til hippie agtig omkring mine fødsler. På MINE vegne - ikke på alle andres! Jeg synes, at man skal gå efter den fødsel, man har det bedst med. Om det er vaginalt, kejsersnit, med eller uden smertelindring og indgreb. Men personligt for mig har jeg vægtet og forsøgt så indgrebsfri fødsler som muligt.
Mine to første fødsler var gode, og min tredje fødsel var oprindeligt planlagt som hjemmefødsel, men pga helbredsproblemer hos mig til sidst, kunne vi ikke det alligevel. Fødslen gik i gang af sig selv, men endte med både piller til igangsættelse og senere vedrop, fordi vandet var gået, men jeg ikke fik veer.
Det var en rædselsfuld fødsel, der er dele af den jeg ikke en gang kan huske, og for mig og min mand var fødslen (og det efterfølgende forløb) et traume. Og pga traumet skulle vi ikke have flere børn. Jeg fik en svær efterfødselsreaktion, måtte droppe amningen fra start fordi jeg var for psykisk påvirket, og det var meget min mand, der stod for vores søn den første tid.
Skæbnen vil jeg er blevet gravid trods beskyttelse. Uanset hvad kunne vi ikke vælge abort, det føltes for os personligt forkert, længere forklaring. Summa summarum nærmer jeg mig halvvejs. Vi ved, det er en pige. Og jeg skal tage stilling til fødsel.
Har haft første samtale hos jordemoder og talt forløbet igen. Jeg kan ikke forestille mig nogensinde at føde igen. Traumet er for svært. Jeg er meget bekymret for en fødsel, min krop (pga nogle helbredsting, som dog ikke i selv formentlig er en hindring for vaginal fødsel, afventer dog lægesamtale herom) og for vores datter. Jeg har ingen tro på, det kan gå godt, selvom jeg er klar over, at mine tanker er styret af traume og frygt og måske ikke rationale.
Jeg kan ikke rumme det uforudsigelige. Der er så meget at sige, men jeg er gået fra at have planlagt hjemmefødsel sidste gang til at have en meget voldsom afstand til vaginal fødsel denne gang, hvilket vel siger lidt, tænker jeg.
Min jordemoder har allerede booket lægesamtale angående muligt planlagt kejsersnit for mig, og hun prøvede slet ikke tale mig fra den overvejelse (jeg sagde jeg var i tvivl), da vi talte sammen. Min fornemmelse er, at hun faktisk godt kan forstå, at mine tanker er i den retning.
Jeg HAR researchet på kryds og tværs. Jeg tror næsten ikke lægen kan sige noget, jeg ikke allerede ved. Jeg kender risici for både mor og barn, hvilken betydning det har for fx barnets lunger og tilløb af mælk med kejsersnit, risici ved rygmarvsbedøvelse, altså jeg har nærmest researchet til hudløshed.
Den eneste grund til jeg stadig er i tvivl er skyldfølelse overfor barnet. Jeg er bange for, jeg er en dårlig egoistisk mor, hvis jeg vælger kejsersnit (og nej, det betyder IKKE, at jeg synes andre mødre, der får kejsersnit er dårlige egoistiske mødre - det er mine personlige følelser, der vedrører mig selv, særligt fordi de andre er født vaginalt).
Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre. Jeg er aldrig nogensinde blevet opereret, så det er selvfølgelig også en skræmmende tanke. Men til gengæld er det en planlagt, kontrolleret situation med fuld overvågning, personale der er klar til at handle osv., selvom der selvfølgelig også kan ske uventede ting under et operativ indgreb som kejsersnit.
Jeg er rådvild og ved ikke, hvad jeg skal stille op, men jeg tror ikke jeg fysisk og psyksisk kan holde til endnu en vaginal fødsel..
Vil I ikke dele jeres tanker om min situation?
