Jeg føler jeg er ved at få stress

Hej med jer

Jeg føler jeg er i en svær situation. Jeg har det ikke så godt for tiden, jeg er træt, har hovedpine, er svimmel, i dårligt humør og glemmer alting hele tiden. Jeg tror jeg er ved at få stress. 
Jeg har to børn, en på 2 år og en baby som jeg er på barsel med herhjemme. Jeg skal på arbejde igen om et par måneder, og jeg glæder mig helt sindssygt til at komme væk hjemmefra.

Jeg havde hverken stress eller fødselsdepression med den første, og der har heller ikke været noget før nu. Jeg tror coronaen har noget at gøre med det, både fordi man skal holde sig opdateret og huske alle coronareglerne, men også fordi jeg ikke føler jeg kommer ud og får noget “luft”, altså oplever andet end de 4 vægge derhjemme.

Jeg kan mærke at min lunte er kortere end den plejer, jeg bliver hurtigt sur og skælder ud på min datter, og det får jeg det bare endnu værre over.

Jeg tænker det er en god ide at få en tid hos lægen, men jeg ved sgu ikke hvad jeg skal gøre anderledes. Jeg kan jo ikke bare vælge at tage en pause og slappe af med to små børn. Manden er på arbejde, så jeg er alene med børnene i 11 timer om dagen. Den store går i vuggestue halvdelen af dagen.

Hvad ville i gøre?

På forhånd vil jeg gerne sige, at jeg godt ved at de råd jeg vil komme med egentlig er helt åndssvage - for hvis det var så nemt, så ville du selvfølgelig have gjort det. Jeg har selv haft slem stress, og det var IKKE nok at "holde en pause" - der skulle så meget mere til, og det er sværere end man skulle tro.

Men når det så er sagt, så vil jeg spørge: har dit store barn mulighed for at have lidt længere dage i institutionen? Har du nogle forældre/svigerforældre der kunne have mulighed for at være sammen med den lille ind imellem? Min søn har haft helt normale dage i vuggestuen mens jeg har været sygemeldt hjemme. Havde mega dårlig samvittighed i starten, men min læge overbeviste mig om at det var helt ok at tænke må mit eget behov i situationen.

Jeg ved godt at det ikke nødvendigvis gør det nemmere at komme ud og få lidt luftforandring at ens barn er et par timer mere i institutionen, men måske kan det give lidt ro til tankerne, og du kan få mulighed for at mærke hvad du egentlig har brug for. Når hverdagen tonser afsted herhjemme når jeg fandme aldrig at opdage når der er noget jeg gerne vil, og jeg kan blive helt panisk for at miste mig selv fuldstændig... Det er pisse hårdt.

Ved din mand at du har det skidt? Det kan gøre en stor forskel "bare" at få sagt højt at man kæmper. Jeg synes under alle omstændigheder at det er en god ide at gå til lægen, om ikke andet så for at få lettet hjertet. Det er jo rigtig godt at få fanget stress hurtigt, så er det nemmere at gøre noget ved! Og du har jo ret i at du ikke kan trykke "pause" på dit liv, men måske kan du få hjælp og vejledning til andre måder at anskue tingene på.

Da jeg gik ned fandt jeg ud af hvor absurd høje forventninger jeg havde til mig selv. Forventninger jeg aldrig ville have til andre mennesker, men jeg anså det for helt normalt og troede jo fuldt og fast på at jeg ikke lukke ændre noget som helst, for tingene kunne jo ikke gøres på andre måder! Men jeg er blevet så meget klogere; min barre er sænket rigtig meget, jeg trækker mere på skuldrene og lægger min energi i få men for mig vigtige ting. Men det skulle jeg altså have hjælp til.

Jeg håber for dig at du får taget mere hul på tingene - sejt første skridt at skrive herinde!

Anonym skriver:

På forhånd vil jeg gerne sige, at jeg godt ved at de råd jeg vil komme med egentlig er helt åndssvage - for hvis det var så nemt, så ville du selvfølgelig have gjort det. Jeg har selv haft slem stress, og det var IKKE nok at "holde en pause" - der skulle så meget mere til, og det er sværere end man skulle tro.

Men når det så er sagt, så vil jeg spørge: har dit store barn mulighed for at have lidt længere dage i institutionen? Har du nogle forældre/svigerforældre der kunne have mulighed for at være sammen med den lille ind imellem? Min søn har haft helt normale dage i vuggestuen mens jeg har været sygemeldt hjemme. Havde mega dårlig samvittighed i starten, men min læge overbeviste mig om at det var helt ok at tænke må mit eget behov i situationen.

Jeg ved godt at det ikke nødvendigvis gør det nemmere at komme ud og få lidt luftforandring at ens barn er et par timer mere i institutionen, men måske kan det give lidt ro til tankerne, og du kan få mulighed for at mærke hvad du egentlig har brug for. Når hverdagen tonser afsted herhjemme når jeg fandme aldrig at opdage når der er noget jeg gerne vil, og jeg kan blive helt panisk for at miste mig selv fuldstændig... Det er pisse hårdt.

Ved din mand at du har det skidt? Det kan gøre en stor forskel "bare" at få sagt højt at man kæmper. Jeg synes under alle omstændigheder at det er en god ide at gå til lægen, om ikke andet så for at få lettet hjertet. Det er jo rigtig godt at få fanget stress hurtigt, så er det nemmere at gøre noget ved! Og du har jo ret i at du ikke kan trykke "pause" på dit liv, men måske kan du få hjælp og vejledning til andre måder at anskue tingene på.

Da jeg gik ned fandt jeg ud af hvor absurd høje forventninger jeg havde til mig selv. Forventninger jeg aldrig ville have til andre mennesker, men jeg anså det for helt normalt og troede jo fuldt og fast på at jeg ikke lukke ændre noget som helst, for tingene kunne jo ikke gøres på andre måder! Men jeg er blevet så meget klogere; min barre er sænket rigtig meget, jeg trækker mere på skuldrene og lægger min energi i få men for mig vigtige ting. Men det skulle jeg altså have hjælp til.

Jeg håber for dig at du får taget mere hul på tingene - sejt første skridt at skrive herinde!

Tak

Jeg har arbejdet med mig selv før, for år tilbage var jeg indlagt på psykiatrisk fordi jeg gik helt ned. Så det er ikke fordi jeg selv føler jeg sætter barren højt. Jeg har ikke noget behov for at gøre rent hver dag eller have makeup på og den slags. 
Manden er desværre ikke den nemmeste på det her punkt, for når jeg tidligere har udtrykt at jeg har følt mig presset har han ikke troet på mig. Han stiller derimod høje krav til hvad jeg skal mens jeg er hjemme. Jeg bliver skidesur og siger at han ikke kan bestemme hvad jeg laver på min barsel. Han har absolut ingen forståelse for at der kan være noget hårdt ved at være på barsel... men jeg kan jo ikke ændre på ham, det kan han kun selv. 

Har det på samme måde som dig! Jeg har dog kun et barn (som er 5 mdr). Jeg døjer med svimmelhed, tankemylder når jeg skal sove, let til tårer og kort lunte. For mig er det en kombination af for lidt søvn de sidste 5 mdr, corona og at jeg ikke rigtig kommer ud af huset. Vi bor i en lille by lidt ude på landet og vores ene bil er gået i stykker. Så det er begrænset hvad jeg kan foretage mig. Og så forstærkes det af corona, ser ikke rigtig mine venner og alle de aktiviteter jeg gerne ville have deltaget i med min baby er jo lukket ned. Og jeg har også følt mig fanget i det her, for som du siger så kan man jo ikke bare forlade sine børn og tage lidt tid for sig selv. 

Jeg har lavet en aftale med min kæreste om, at når han kommer hjem fra arb så tager jeg ud og handler. Og jeg er begyndt at mødes med mine veninder og gå ture (også uden barn). Og bare det at komme ud og møde andre mennesker og se noget andet end huset giver mig faktisk super meget!

Så vil foreslå dig at komme lidt mere ud (hvis det er muligt) både med og uden børn. Måske bare en time eller to. Når nu din mand er væk 11 timer om dagen kan bedsteforældrene måske træde til? Og ellers så tag lidt alene tid i weekenden hvor du bare gør noget hyggeligt for dig selv. 

Hvis du ikke føler du kan ændre nogen ting eller klare det selv, så synes jeg det er en god ide at snakke med din læge. Tænker det er super vigtigt du får gjort noget ved det nu, inden det udvikler sig til noget mere alvorligt

Hej

Jeg er enig med tidligere svar at du evt kan kigge på muligheder for mere aflastning. Taler du med nogen om at det er svært? Veninder/familie andre? Det er måske lige så godt som at "læsse af" hos lægen - og veninder og familie har også oftere god tid til at høre en længere historie. Hvis du har udtalte stress symptomer som du ikke selv kan se en løsning på kan det selvfølgelig være relevant med lægen.  

Og så en god snak med manden om hvordan du har det. Og hvordan han ser en løsning på at du mangler overskud lige nu. 

Et forslag du evt kan give ham er at I bytter nu - altså han overtager den sidste del af barslen og du starter på job igen hurtigst muligt. På den måde kan han også få lavet alle de ting/projekter mm i hjemmet samtidigt med at han passer jeres børn. Og du kommer ud og får lidt luftforandring og dermed kommer hjem med overskud til både at være mor og partner. Prøv lige at overveje det uden at skyde det ned på forhånd - hvis du ammer kan det altså løses med at barnet får flaske og andet mad. Og hvis manden er modvillig pga hans job eller andet må du jo bede ham om bringe andre ideer på banen til at løse jeres udfordringer med at du for tiden ikke har overskuddet til det han og du forventer.

Dbh B 

Kir skriver:

Har det på samme måde som dig! Jeg har dog kun et barn (som er 5 mdr). Jeg døjer med svimmelhed, tankemylder når jeg skal sove, let til tårer og kort lunte. For mig er det en kombination af for lidt søvn de sidste 5 mdr, corona og at jeg ikke rigtig kommer ud af huset. Vi bor i en lille by lidt ude på landet og vores ene bil er gået i stykker. Så det er begrænset hvad jeg kan foretage mig. Og så forstærkes det af corona, ser ikke rigtig mine venner og alle de aktiviteter jeg gerne ville have deltaget i med min baby er jo lukket ned. Og jeg har også følt mig fanget i det her, for som du siger så kan man jo ikke bare forlade sine børn og tage lidt tid for sig selv. 

Jeg har lavet en aftale med min kæreste om, at når han kommer hjem fra arb så tager jeg ud og handler. Og jeg er begyndt at mødes med mine veninder og gå ture (også uden barn). Og bare det at komme ud og møde andre mennesker og se noget andet end huset giver mig faktisk super meget!

Så vil foreslå dig at komme lidt mere ud (hvis det er muligt) både med og uden børn. Måske bare en time eller to. Når nu din mand er væk 11 timer om dagen kan bedsteforældrene måske træde til? Og ellers så tag lidt alene tid i weekenden hvor du bare gør noget hyggeligt for dig selv. 

Hvis du ikke føler du kan ændre nogen ting eller klare det selv, så synes jeg det er en god ide at snakke med din læge. Tænker det er super vigtigt du får gjort noget ved det nu, inden det udvikler sig til noget mere alvorligt

Ja man kommer nemt til at føle sig ensom og overbelastet med den åndssvage corona. Med mit ældste barn gik vi til masser af sjove ting, og jeg nød det virkelig. Med den yngste har vi knap nok været i mødregruppe og ikke lavet noget som helst andet. Vi nåede i svømmehallen en enkelt gang før de lukkede. Det var virkelig øv, for der havde jeg gået og ventet de 8 uger efter fødslen på at jeg måtte komme i svømmehallen igen.

Jeg skal starte på arbejde igen om ca 6 uger, så jeg er begyndt at prøve at give den lille flaske i stedet for at amme, men indtil videre går det ikke så godt. Han vil ikke have flasken. Så det kommer nok til at tage lidt tid at vænne ham til det.
Men jeg satser bestemt på at komme mere ud når jeg kan. Jeg synes bare det er rigtig svært, for når jeg ikke er sammen med børnene tænker jeg konstant på hvordan de har det. Der er svært at slappe af i det, især med den yngste. Den ældste er glad for sin vuggestue, så det er mest de perioder hvor hun er hjemme pga sygdom der er hårde. Børnene får smittet hinanden, så to syge børn hjemme er rimelig hårdt 

BertaS skriver:

Hej

Jeg er enig med tidligere svar at du evt kan kigge på muligheder for mere aflastning. Taler du med nogen om at det er svært? Veninder/familie andre? Det er måske lige så godt som at "læsse af" hos lægen - og veninder og familie har også oftere god tid til at høre en længere historie. Hvis du har udtalte stress symptomer som du ikke selv kan se en løsning på kan det selvfølgelig være relevant med lægen.  

Og så en god snak med manden om hvordan du har det. Og hvordan han ser en løsning på at du mangler overskud lige nu. 

Et forslag du evt kan give ham er at I bytter nu - altså han overtager den sidste del af barslen og du starter på job igen hurtigst muligt. På den måde kan han også få lavet alle de ting/projekter mm i hjemmet samtidigt med at han passer jeres børn. Og du kommer ud og får lidt luftforandring og dermed kommer hjem med overskud til både at være mor og partner. Prøv lige at overveje det uden at skyde det ned på forhånd - hvis du ammer kan det altså løses med at barnet får flaske og andet mad. Og hvis manden er modvillig pga hans job eller andet må du jo bede ham om bringe andre ideer på banen til at løse jeres udfordringer med at du for tiden ikke har overskuddet til det han og du forventer.

Dbh B 

Det er først lige gået op for mig i går at det var stress og et større problem end jeg havde tænkt før, så jeg har kun lige nået at nævne det for manden og sagt at jeg synes han skal overtage at lave madplan og skrive ned hvad der skal købes ind. Det gør han så fra nu af. 

Det har faktisk været planlagt hele tiden at jeg skal have en kortere barsel denne gang, sidste gang tog jeg hele barslen, denne gang tager jeg kun 8 måneder og så tager han de sidste 2 måneder når jeg skal tilbage på arbejde. Det bliver rart.

Jeg er ved at prøve at vænne ham til flaske, men det er som om han ikke helt ved hvad han skal med den. Han tygger bare i den. Jeg håber han finder ud af det snart, så han kan blive passet af andre end mig.