Vildt skruk, men skal ikke have børn :(

Jeg er så forfærdeligt skruk, at det ikke er til at være i.

Det er sådan en dum situation, jeg skal nemlig ikke have flere børn - i hvert fald ikke før om nogle år! Jeg har allerede to og det har været hårdt at få dem med bækkenløsninger, kejsersnit, kolikskrig og efterfølgende fødselsdepressioner, som jeg endda stadig døjer en smule med her 2 år efter den sidste.
Jeg elsker mine 2 børn overalt, men synes også, det er meget hårdt at være mor til dem. De er meget hjemme pga. corona og jeg bruger al min energi på dem, men så snart de sover, er jeg bare helt flad, skal samle duploklodser op og lægge tusind stykker små tøj sammen og forbander forældrelivet.
Derfor er det jo helt åbenlyst, at jeg ikke skal have flere.

Alligevel er jeg så skruk, at det ikke er til at bære. Jeg kigger langt efter alle gravide og barnevogne, der ser nye ud. Min veninde er gravid og jeg så misundelig, at det er svært at være glad på hendes vegne. Hun har snart termin og hvor jeg burde glæde mig til at se babyen, så frygter jeg det... Jeg ved, hvor ked af det, jeg vil blive, fordi jeg selv vil have én igen.

Jeg føler mig lidt "snydt", fordi mine graviditeter, fødsler og barsler, har været så hårde. Jeg vil bare opleve det hele igen - men hvor det bliver godt. (Selvom man jo aldrig kan vide det på forhånd!)

Jeg vil gerne høre, hvordan I andre er kommet jer over sådan en omgang skruk? Det er jo udelukket for mig at få en baby mere nu, det er sikkert og vist. Men jeg er trist hver dag, fordi jeg vil det hele igen

Jeg prøver at komme mig over det ved at glæde mig over de to, jeg allerede har, den lille er stadig ret lille, og samtidig nyde hvor meget frihed, man også får, når de bliver større...

Er du mig?? 

Jeg har samme tanker og følelser. 
har også 2 børn.

Det første er handicappet i en mild grad, men med en smertesygdom oven i hatten. Så hun græd (og græder stadig meget) hun havde kolik i 2 år. (Det var mavesmerter pga hendes smertesygdom. Men det vidste lægerne ikke) 

Nr 2 havde kolik i 5 måneder (det føltes ikke så hårdt, fordi nr 1 var meget hård!)

Jeg blev også ramt af depressioner osv. og lige nu er jeg hjemme med den ældste fuldtid, fordi hun er meget syg lige nu og skal Skånes for Corona og infektioner.  

Jeg tænker også på en nr 3. Præcis som dig - samme tanker om at føle sig snydt. Jeg har aldrig haft “kaffebarsel” med nogen af mine børn. For der var hospitalsbesøg/indlæggelser og stor mistrivsel. De første mange år husker jeg nærmest ikke. 

Jeg er også skruk - og vi bør ikke få flere. Eller jo - måske om nogle år, hvis det bliver nemmere. Men det bliver ikke nu. 

Jeg er dog ikke misundelig på alle dem mine veninder som er gravide og mange der lige har født. Måske fordi jeg tænker, at jeg nu får noget mere til fælles med dem. Og det tæller rigtig meget i min bog. Måske du kan vende det lidt om? At det er super hyggeligt, at I kan følges endnu mere i livet og få et stærkere bånd til hinanden? 

Jeg kender det også godt, jeg drømte endda i nat, at jeg var blevet mor for anden gang til en skøn baby, hvor alt kørte på skinner.

Min søn bliver 11 til sommer. Jeg har også haft fødselsdepression mm, så jeg skal ikke have flere børn. Ligesom dig kan jeg mærke mine æggestokke, når mine veninder får børn. Det jeg prøver at gøre er, at glæde mig over fordelene ved at have et større barn. Han er ufattelig nem (og klog og dygtig). En baby er sød, men der er meget arbejde i mange år fremover med sådan én.