Er det en traumerespons?

Jeg huske mine første to fødsler klokkeklart. Jeg husker, da børnene kom ud, at de græd med det samme, hvordan jeg og min daværende partner reagerede. Hvad der skete efterfølgende. Det er fuldstændig affotograferet, selvom det er hhv 9 og 8 år siden.

Min tredje fødsel for tre år siden, da har jeg ingen erindring fra omkring presseveerne. Altså der er helt blankt. Jeg kan ikke huske, da min søn kom ud. Om han græd med det samme. Hvordan jeg reagerede. Hvordan min mand reagerede. Vi talte det igennem i aften, min mand fortalte trin for trin, og hvordan han klippede navlesnoren, og hvordan de valgte at måle og veje vores søn med det samme, imens jeg blev syet. Hvad jeg sagde, hvordan min mand lagde sit hoved på min skulder, imens jeg lå med vores søn på brystet. Jeg har 100% amnesi for det. Jeg har ikke så meget som et lille glimt af erindring, heller ikke når min mand fortæller, vækker det noget.

Det var en traumatisk fødselsoplevelse, og jeg tænker sådan på, om amnesien kan være en slags traumerespons? Jeg var ikke påvirket af medicin eller lignende. Jeg er meget ulykkelig over, at det er ét stort hul, og det er jo den fødsel der er kortest tid siden.. 

Anonym skriver:

Jeg huske mine første to fødsler klokkeklart. Jeg husker, da børnene kom ud, at de græd med det samme, hvordan jeg og min daværende partner reagerede. Hvad der skete efterfølgende. Det er fuldstændig affotograferet, selvom det er hhv 9 og 8 år siden.

Min tredje fødsel for tre år siden, da har jeg ingen erindring fra omkring presseveerne. Altså der er helt blankt. Jeg kan ikke huske, da min søn kom ud. Om han græd med det samme. Hvordan jeg reagerede. Hvordan min mand reagerede. Vi talte det igennem i aften, min mand fortalte trin for trin, og hvordan han klippede navlesnoren, og hvordan de valgte at måle og veje vores søn med det samme, imens jeg blev syet. Hvad jeg sagde, hvordan min mand lagde sit hoved på min skulder, imens jeg lå med vores søn på brystet. Jeg har 100% amnesi for det. Jeg har ikke så meget som et lille glimt af erindring, heller ikke når min mand fortæller, vækker det noget.

Det var en traumatisk fødselsoplevelse, og jeg tænker sådan på, om amnesien kan være en slags traumerespons? Jeg var ikke påvirket af medicin eller lignende. Jeg er meget ulykkelig over, at det er ét stort hul, og det er jo den fødsel der er kortest tid siden.. 

Jeg tænker at det sagtens kan være. 
Jeg fødte den 7. september, hun var sort og træk ikke vejret. Det var vildt traumatisk idet min mor også har mistet et barn. Heldigvis fik de liv i hende og hun fik en noget pænere kulør. Oven i det iltede hun rigtig dårligt hendes blod og vi blev indlagt på neonatal på grund af sepsis. Hun fik en masse slanger og fik lagt drop. Det var nogle hårde dage. Jeg husker alt perfekt, men får en knude i maven når jeg tænker tingene rigtig godt igennem. 
Måske er det bedre at have fortrængt noget? Har du efterfølgende været til samtaler omkring fødslen? 

Anonym skriver:

Jeg huske mine første to fødsler klokkeklart. Jeg husker, da børnene kom ud, at de græd med det samme, hvordan jeg og min daværende partner reagerede. Hvad der skete efterfølgende. Det er fuldstændig affotograferet, selvom det er hhv 9 og 8 år siden.

Min tredje fødsel for tre år siden, da har jeg ingen erindring fra omkring presseveerne. Altså der er helt blankt. Jeg kan ikke huske, da min søn kom ud. Om han græd med det samme. Hvordan jeg reagerede. Hvordan min mand reagerede. Vi talte det igennem i aften, min mand fortalte trin for trin, og hvordan han klippede navlesnoren, og hvordan de valgte at måle og veje vores søn med det samme, imens jeg blev syet. Hvad jeg sagde, hvordan min mand lagde sit hoved på min skulder, imens jeg lå med vores søn på brystet. Jeg har 100% amnesi for det. Jeg har ikke så meget som et lille glimt af erindring, heller ikke når min mand fortæller, vækker det noget.

Det var en traumatisk fødselsoplevelse, og jeg tænker sådan på, om amnesien kan være en slags traumerespons? Jeg var ikke påvirket af medicin eller lignende. Jeg er meget ulykkelig over, at det er ét stort hul, og det er jo den fødsel der er kortest tid siden.. 

Sådan har jeg det med min søn. Han er lige fyldt 13, og jeg kan stadig ikke huske noget som helst fra de 12 dage vi var indlagt.

Jeg fik en samtale med den jordemor der havde taget imod ham og den ledende sygeplejerske på afdelingen, og det har hjulpet. Jeg kan stadig ikke huske meget (kun bidder fra de senere dage), men samtalerne var med til at få mig til at forstå at det var kroppens selvforsvar, og acceptere det.