Åh det er så svært. Jeg er gravid med barn nr 4 (Jesus 
) og er i slutningen af 1. Trimester. Meget uplanlagt graviditet, men vi har besluttet at beholde barnet.
Jeg har altid været total hippie naturlig fødsel agtig (altså på mine egne vegne. Jeg synes folk skal gøre det, der føles rigtigt for dem). Tredje barn skulle have været en hjemmefødsel. Jeg glædede mig til at føde igen og havde ro med det hele. Desværre sker der det at vandet går 2.5 uge før termin, ikke pga baby var klar, men pga jeg havde en infektion (det vidste man ikke der) og summa summarum endte jeg med at føde på sygehuset med vestimulerende piller og senere drop. Og en jordemoder, der var ekstremt non - kommunikativ, ikke svarede på min spørgsmål, og på ingen måde vsr der, da jeg gik i panik over de voldsomme veer pga droppet og slet ikke kunne være i mig selv mere. Efterfølgende ignorerede hun mig også, da jeg skulle sys og blev ved med at bede om en kort pause fordi stillingen jeg lå i var så smertefuld. Jeg kan overhovedet ikke huske øjeblikket min søn kom ud. Jeg kan ikke huske, om jeg lå med ham på brystet imens hun syede mig. Jeg har total amnesi for hele den vigtige del. Og efterfølgende insisterede hun igen og igen på jeg skulle rejse mig og gå over på barselafsnittet, selv om mit blodtryk var lavt og jeg var ved at besvime hver gang jeg stod op, hvad jeg sagde til hende. Det endte med hun kort forlod stuen og så kom der en sosu der så hvor dårlig jeg var og hentede en kørestol. Min mand forsøgte også alt for at hjælpe og at vi blev hørt.
For at gøre ondt værre finder man så ud af min søn har en slem infektion og han indlægges på neonatal og skal have antibiotika i drop og desuden i lys for gulsot. Jeg selv bliver mere og mere syg med feber, jeg kan ikke få nok varme men ryster som en sindssyg hele tiden, jeg græder og har aldrig følt mig så dårlig i hele mit liv. Hvad jeg også var ærlig om. Men de blev ved med at slå det hen og sagde det sikkert bare var en bette virus. Derudover kunne jeg ikke gå, stå, sidde, selv komme ind og ud af sengen eller gøre andet end at ligge fladt i sengen pga svære smerter efter fødselsstillingen og systillingen. Jeg kunne ikke selv tørre mig og jeg var svært forpint, men igen sagde de bare det jo også gør lidt ondt når man har født.
Det endte med de fik tjekket mit infektionstal tre dage efter fødslen, og det var faretruende højt, jeg var i sepsis og jeg blev overført til anden afdeling hu hej vilde dyr, væske og medicin i drop, et utal af undersøgelser herunder røntgen, ultralyd for neden og på hele overkroppen, bloddyrkning og straks behandling med morfin. Det var en skrækkelig traumatisk oplevelse at være så syg og ikke blive taget alvorligt, og tiden hvor jeg var i behandling er også et kæmpe traume pga alle de stik, mennesker, undersøgelser, ingen ro, de kunne ikke finde den rette behandling så den første tid fortsatte jeg med at blive dårligere og dårligere. Infektionen var så voldsom at mit immunforsvar kom på overarbejde hvilket resulterede i min milt svulmede op, så jeg efterfølgende skulle følges på blodsygdonme fordi de troede jeg havde leukæmi, hvad jeg heldigvis ikke havde.
Men alt det her har store konsekvenser for nuværende forløb. Jeg er rædselsslagen for at føde. Jeg er sikker på, jeg dør af det. Jeg har ingen tillid til sygehuset. Jeg er bange for at blive syg igen. Jeg er bange for der sker noget med min baby. Jeg fik en efterfødselsreaktion og har siden døjet med sygdomsangst som dog er blevet lidt bedre. Min milt er normal igen.
Min læge har anmodet om jeg tilknyttes sårbar gravid teamet ift jordemoder, hvad jeg er glad for. Men lige nu ved jeg ikke hvad jeg skal gøre. Jeg vil gerne barnet, jeg glæder mig til vi skal have en mere, men selve det at få barnet ud kan jeg slet ikke rumme. Hvad ville i gøre?
