Fødselstraume - hvordan kommer man videre?

Hvordan er I andre kommet videre efter fødselstraumer?

Jeg har nu to elendige fødsler i bagagen nu - begge skulle have været naturlige, men trak i langdrag og endte med kejsersnit. Begge gange var babyen sund og rask, men ikke desto mindre var fødslerne ganske forfærdelige for mig af mange grunde!

Jeg ville bare have født på alle 4 hjemme i stuen, men endte med at ligge og skrige på ryggen, med benene fikseret i bøjler, mens de tog blodprøver (skalp-ph) på baby. Fødselslægerne var så ufølsomme og behandlede mig som en kælvende ko, de var meget voldsomme, snakkede med stærk accent, så jeg ikke forstod dem og så videre. Anden gang måtte jeg i narkose og fik som følge deraf hukommelsestab og der er flere ting, jeg rent har glemt...

Jeg hader de fødsler og jeg får det fysisk dårligt, når jeg tænker tilbage på dem. Jeg har læst fødselspapirerne på den første, men kan ikke få mig til at læse dem på den anden. Jeg har kigget billederne, men får det dårligt.

En slem ting er også, at jeg ofte føler mig underkendt, hvis jeg prøver at bringe mine elendige fødsler på banen i en samtale og folk så altid - i mangel af bedre ord sikkert - ender med at sige: "nå, men heldigvis var han da sund og rask!"....

Man kunne måske bare sige "glem det" og jeg tænker da heller ikke særlig meget over det til hverdag - men nu er det sådan, at jeg har flere veninder, der er gravide og hver eneste gang jeg snakker med dem, så vælder det alt sammen op og jeg bliver følelsesmæssigt helt ude af dem. Mest af alt bliver jeg dybt jaloux, fordi jeg tror, at de får en god fødsel og ikke de der skuffende kejsersnit.

Jeg har været til eftersamtale på sygehuset, gennemtærsket det med sundhedsplejersken og går endda også til psykolog...

Hvordan er I andre kommet videre?

Traumeterapeut

Vælg en med speciale i efterfødselsreaktioner -gaia instituttet har en liste.

Jeg gik ved almindelig psykolog. Det gjorde det kun værre fordi han total underkendte hvad der var på spil. Gik ved en psykoterapeut senere med speciale i traumer og fødsler -det var guld værd.

Og så jeg sige: fuck dem der kun fokuserer på at baby er sund og rask. Der er ikke kun ét mål med en fødsel, og at du har en (to) forfærdelige oplevelser betyder jo ikke at du ikke er glad for dine unger. Det er lige så åndssvagt som at sige til en soldat at de da i det mindste er i kommet hjem i live, hvis de har været angrebet på mission og blevet traumatiseret af det..

Det jeg skriver nu kan måske lyde overfladisk men det er hvad jeg har gjort og måske virker det ikke for dig. Jeg har to traumatiske fødsler og 1 planlagt kejsersnit i bagagen.

1. fødsel vidste vi vores søn ikke levede og en fødsel der trak ud i 5 dage med igangsættelse og en pressefase der var ikke eksisterende!

2. fødsel var med 3 dages igangsættelse og en pressefase hvor man fandt ud af, at hun var stjernekigger og havde navlesnoren om halsen så det blev rimelig akut kejsersnit da hun blev svagere for hver gang jeg havde presset og mig i fuld narkose da de ikke kunne nå at lave rygmarvsbedøvelsen.

3. fødsel valgte jeg planlagt kejsersnit fordi det er det eneste rigtige for mig og den beslutning kom jeg først frem til, da jeg accepterede mine andre fødsler var lort og accepterede, at jeg simpelthen bare ikke dur til at føde!

Jeg tror først man kommer videre når man lære at acceptere at sket er sket. Måske du ikke er klar til at acceptere det og derfor ikke klar til at komme videre. Det er vigtigt at du omfavner de følelser du har omkring det hele og siger højt for dig selv (og andre) at selvom dine børn er sunde og raske så var det lorte fødsler og du er ked af, at have mistet hele den der følelse af et barn på brystet efter en fødsel der “gik efter bogen” - og det er okay! Alle har en drøm om den perfekte fødsel og så er det sgu da mega trist når man ikke føler man har fået hvad man forventede!

Min første fødsel satte spor, den anden var god. Efter den første havde jeg det længe skidt med at jeg ikke havde "født godt" -- men efter som min datter blev større gled den fornemmelse væk, og fødslen blev mindre vigtig. Jeg tror det var fordi man gør så meget andet, og så meget mere definerende, for sine børn end at føde dem, at på et tidspunkt føltes det alligevel som at jeg havde født godt nok -- for jeg havde jo en sådan vidunderlig datter.

Da jeg blev gravid igen blev jeg bange for at føde. Jeg gik hos specialjordemoder osv, men det vigtigste jeg gjorde var at gå til fødselsforberedelse hos mamaprofylax. Det endte med at være min terapi. Og det virkede. Det handlede meget om at anerkende at den første fødsel ikke havde været ok, og at jeg havde fået mine grænser overtrådt, og at jeg ikke behøvede lade det ske igen.

Det hjalp så også gevaldigt at fødsel nr to gik efter bogen.