Uønsket medicinsk abort - bange!?

Hej kvinder. Jeg står i den ærgelige situation, at jeg skal have en medicinsk abort her til aften. Jeg har ikke prøver hverken provokeret abort eller spontan abort. Jeg ville gerne høre jeres erfaringer. Gør det ondt, hvor meget blødning oplevede i,, hvordan var jeres mentale sundhed? Jeg er normalt en, som bløder meget under mens og har også mange smerter og kvalme, så der skræmmer mig af pommeren til.... 

Grunden til aborten er, at der desværre ikke ses nogen udvikling. Jeg er blevet fulgt igennem 6 uger, fordi jeg lige havde været igennem en graviditet udenfor livmoderen i november og så blev gravid igen lige efter i december. (pga manglende mens imellem, er der usikkerhed om hvor langt jeg var henne helt præcist) 

Jeg har fået en medicinsk abort i uge 6 i januar.
havde et fuldstændig ukompliceret forløb. Ingen smerter, minimal kvalme og acceptabel blødning. Det tog 3 døgn fra pillerne blev lagt op til jeg begyndte at bløde.

Jeg var en MA igennem her i oktober, og PU ha et forløb Nu får du min historie.

Min historie er sådan, at jeg var til tidlig scanning i uge 7. Jeg havde styr på ALT. sidste mens, ÆL (havde testes positiv på ÆL-test, og vidste, hvornår jeg havde testet positiv på en graviditetstest. Så der kunne ikke være super meget tvivl om, hvor langt henne, jeg var.

Til min tidligscanning forstår jordmorden IKKE en dyt, og gør mig møg nervøs. Hun spørger gentagende gange til mine datoer, og siger at det er da "MÆRKELIGT" og "Whaat". Baby er alt, alt for lille til at være 7+, men den er nærmere 5+ og hun kan se et hjerte slå. Det var dybt underligt, sagde hun, og jeg blev vildt bekymret, for det gav ikke mening, så havde jeg jo testet positiv FØR jeg var befrugtet.. Hun ville heller ikke høre tale om "slow starter", for det mente hun ikke fantes (jeg forsøgte at bruge min viden til at finde svar, men det blev slået til jorden). Hun sendte mig ud af døren med, at vi trods alt så alt, man skulle: en levende baby i livmoderen, at jeg ikke var så langt henne kunne hun ikke forstå, og jeg måtte lægge frygten bag mig og stole på, at alt var fint. Det er mit 4. barn, og jeg havde sådan en dårlig fornemmelse, Min mand venter med mig sit første barn, og stoler fuldt ud på jordmorden, og forsøger at berolige mig, og sige at jordmorden trods alt har forstand på det, og når hun siger, det er fint det hele, så må vi stole på det. 

En lille uge senere tager vi til en ny tidlig scanning (et andet sted).....

Her ser jordmorden en levende baby, med en hjerteblink som ikke er suuper kraftigt. Hun spørger mig faktisk sådan lidt skeptisk: "Og hende den anden, som scannede jer, hun så hjertet slå eller hvordan?". Igen bliver jeg super nervøs, og føler det som en bekræftigelse på, at den ikke er helt god. Hun sætter mig 12 dage tilbage ift min egen beregning, hvilket er virkelig meget, bekymrende meget... Så hun er nogenlunde enig med den sidste jordmor, men ved hende kunne hun ikke måle størrelsen, da den var for lille en lille uge tidligere..

Tiden går, og et par uger senere begynder jeg at få noget ferskenfarvet på papiret på wcét.. Det udvikler sig en lillebitte smule. Det finder sted i 2 dage. Så er jeg med i en bilulykke, hvor jeg om aftenen, nogle timer senere, bløder mere.. Vi kommer til tjek på akut for at tjekke min ryg som smerter, men vi havde KUN baby i hovedet (eller JEG) havde, men lægerne går mere op i moderens ve og vel. Efter lang ventetid får vi en scanning, og dommen er, at baby er død, og har været det i mange uger. Jeg burde faktisk være 12 uger henne på dette tidspunkt, men fordi baby var død så tidligt, blev jeg jo flyttet 2 uger tilbage, og troede jeg var 10 uger henne- men var 12! Og baby svarede til 7. uge... 

Jeg var helt i chok, lå der med spredte ben og en scanner i underlivet, en bagvagt kom ind og scannede med og konstaterede det samme. Jeg skulle pludselig tage stilling til alt muligt med abort, piller og hvornår. Tårene trillede ned bag briller og mundbind. Vi skulle dagen efter møde op på sygehuset og få information og piller med hjem.

Jeg var midt i eksamen da aborten skete, så det var møg hårdt med gruppearbejde. Jeg blødte som et vandfald, kæmpe klumper på 10 gange 10 cm, så jeg måtte styrte hjem fra studie og isolere mig hjemme- kunne ikke gå ud når det stod ud af mig. Og så havde jeg jo møg ondt og brugte varmepude på maven imens jeg skrev eksamen.

Jeg aborterede i lidt over 1.5 måned, altså blødte helt voldsomt!! MEN blev gravid lige efter, og nåede aldrig at få mens. 

Det var en lang historie, og jeg har læst andre som er gået meget bedre, og taget kortere tid. Uanset hvad, så er en MA så forfærdelig en oplevelse.

Jeg havde trods alt en fornemmelse af, at det hele ikke var godt, men måtte vende de tanker om, og alligevel var jeg i chok og rystede fuldstændig og klaprede tænder af chok på lejet.. Tiden efter (lang tid) var jeg meget nede og græd hele tiden, men jeg kunne heller ikke lægge det bag mig eller komme ordenligt igennem det, når jeg blødte som et vandfald konstant og hele tiden blev mindet om det. Det var SÅ psykisk hårdt, både forløbet men også synet af de store "ting" som væltede ud af mig- det var skræmmende. 

Jeg blødte så længe, og så meget, at jeg var svimmel og havde uro i benene af blodmangel, så jeg ikke kunne sove om aftenen. Det varede ved i nogle måneder.  Jeg blev fulgt med blodprøver, for hvis ikke snart alt var ude, så skulle jeg ind og have en kirurgisk abort oveni, men jeg forsøgte at holde ud og fik det undgået.

Jeg håber, I snart har heldet med jer igen, og at dit forløb vil gå bedre end mit.

Det er jeg frygtelig ked af at høre på dine/jeres vegne

Jeg fik en MA for nogle år tilbage. Jeg husker det som at jeg lagde en pille op om aftenen, og så skulle tage en pille om morgenen eller omvendt - de to skulle ihvertfald sætte det igang. Jeg begyndte at mærke kramper op ad dagen og begyndte at bløde lidt, jeg husker ikke lm det var samme dag eller dagen efter at det tog til. Men herefter havde jeg kramper (godt med varmepude) og blødte meget og i store klumper, som jeg mærkede kom ud af mig så snart jeg rejste mig (godt med store bind). Jeg havde utroligt meget kvalme, og sad med en balje imens jeg var på toilet - jeg husker ikke om jeg rent faktisk kastede op. Der var nogle hårde timer, men da "fødslen" var ovre havde jeg det hurtigt okay igen og kunne gå ud af huset igen, men måtte gå med natbind et par dage og herefter almindelig bind i nogle uger. Jeg husker også nogle smertestillende. 

Jeg havde et direkte nummer jeg kunne ringe på hvis jeg fik det værre - og en sygeplejerske ringede mig op et par gange og hørte til mig. 

Selvom det var voldsomt, så var det også "okay" hvis du forstår. Det gik som det skulle, men efterfølgende fakdte mit hcg niveau ikke helt som det skulle, og de vurderede derfor og udfra hvordan jeg havde haft det, at jeg måske havde været længere end 8 uger henne (jeg havde på daværende tidpunkt ikke haft mens i 6 mdr, så det var svært at sige præcis).

jeg sender mine varmeste tanker til dig, og hvis du har nogle spørgsmål eller har brug at skrive lidt undervejs, så vil jeg holde øje med tråden her

Om jeg begriber de stadig råder til medicinsk abort! 
jeg var ved at forbløde og endte med at besvime på toilettet og måtte ind og have blødningen stoppet på sygehuset og kom hjem med en blodprocent på 4,9. 
ja undskyld. Men det var min historie

Jeg har fået lavet både en kirurgisk og en medicinsk abort og aldrig i mit liv om jeg ville have en medicinsk abort igen. Det gjorde så ondt og jeg blødte virkelig længe og virkelig meget. Det gjorde nærmest lige så ondt som at være i fødsel, og mine fødsler har varet under 3 timer, men det her varede i flere dage. Sorry men det er min oplevelse. 

Jeg vil til enhver tid vælge en kirurgisk abort hvis jeg engang skal vælge igen. Har prøvet både det ene og det andet; med den medicinske var jeg nødt til at sygemelde mig i en hel uge fordi jeg fysisk ikke kunne komme ud af lejligheden. Jeg havde mange og voldsomme smerter, og en blødning der bare blev ved og ved og ved. Det var så skræmmende.

Da jeg oplevede en kirurgisk var det hurtigt overstået, ingen smerter. Selvfølgelig var det mentalt hårdt, men det var meget lettere at tackle uden også at skulle forholde mig til blod i stride strømme og voldsomme smerter.

Jeg oplevede desværre at jeg begge gange følte mig lettere "presset" til at vælge den medicinske. Jeg tænker det er nemmere for sygehusene at aborten klares hjemme - men man har altså ret til selv at vælge!

Jeg har ingen erfaringer, så kan ikke dele hverken gode eller dårlige historier.

Men vil bare ønske dig det aller bedste. Det er en trist situation og det lyder som om du har haft en hård tid med først graviditet uden for livmoder og nu det her. Vær god ved dig selv og få nogen til at være der for dig, så du ikke skal være alene i den sorg du er i. Det skal nok gå, selvom det er hårdt fysisk og psykisk at gå igennem den næste tid 

Jeg har været igennem en ganske ukompliceret medicinsk abort i uge 6. Ikke voldsomme smerter og kun voldsom blødning da kroppen skulle afstøde det. Så for mig et efter omstændighederne fint forløb

Tak for alle jeres historier. Opdatering er, at jeg satte det igang kl. 18 og nu er blødningen startet, kun små smerter indtil videre. Så jeg håber det går nemt for sig.