Vores var lige blevet 7, 9 og 11 da vi gik fra hinanden-min beslutning. Det var meningen, vi skulle sætte os ned og snakke med børnene, men en dag jeg kom hjem om aftenen, sad de alle slukørede i sofaen, "idioten" havde så ondt af sig selv, at han bare havde lukket mundlort ud til børnene, og fortalt dem, at mor skred, og uden jeg var der, til at snakke med dem, svare på spørgsmål, trøste eller støtte. Så mine små børn havde måtte se far blive møg ked af det, og så selv helt forkerte ud i hovedet. Da jeg kom hjem og snakkede med dem, brød de grædende sammen- det var der jo ikke plads til, da de var alene hjemme med far, fordi FAR jo var ked og havde det skidt. Han er SÅ upædagogisk mand, og jeg kunne ikke FORSTÅ, at han kunne byde børnene det.
Nå, men vi holdt stadig af hinanden, og spiste sammen den første 1.5 uge efter jeg flyttede, og han sov hos mig den første uge, men det var ikke uden problemer, for han forstod simpelthen ikke, at det udelukkende var for børnenes skyld, at vi gjorde det sådan (mine egne forældre gjorde noget lignende, og det var som barn SÅ rart og en måde at slippe forældrene lidt nemmere på, og ikke så brat og voldsomt). Men det forstod han åbenbart ikke, og vi endte med at droppe samspisning og andet "hygge". Han blev en djævel, da han først hørte jeg var i nyt forhold, og alt har været en kæmpe kamp siden, og alt vi lovede hinanden, vi ville gøre og gøre os umage med osv, har han fuldstændig "glemt".
Det har været mega hårdt, at han var så bitter over bruddet, og ladet det gå ud over børnene, men jeg/vi gør, hvad vi kan for mine børn, og må veje mere op for de ting, deres far ikke kan finde ud af.
Jeg håber, at jeres brud vil blive som I selv håber det, og ukompliceret og med et godt samarbejde. Det ønsker man jo altid, men der er ingen garantier.
