Er gravid I første trimester, og det er ikke planlagt. Har børn i forvejen. Jeg har det svært ved at forholde mig til den her graviditet. Vi har valgt at beholde barnet, min mand har været meget tydelig i at han støtter mig uanset hvad, og at han aldrig ville bære nag, hvis jeg ikke ønskede at beholde barnet. Han vil dog gerne have barnet.
Jeg kan ikke forestille mig at få en abort, det ligger langt fra min virkelighed. Er ikke abortmodstander eller sådan noget, så det er ikke på dén måde, jeg kan bare ikke uanset hvad få mig selv til det.
Men lige nu har jeg svært ved at mærke lyst til eller glæde ved den her graviditet. Jeg bliver ved med at tænke på alt det, jeg havde tænkt mig den næste tid. Hvor fint vores familie kører. Hvor mega dårlig timing det er, og hvor meget jeg fucking hader ikke at få min nattesøvn, jeg er SÅ følsom ift. Det. Men igen, jeg kan ikke forestille mig ikke at få det her barn, ikke forestille mig at få en abort.
Som sagt er min mand sød og kærlig og støttende. Både ift det ene og det andet. Han vil rigtig gerne have en del af forældreorlovet, han vil gerne tage så mange nætter som muligt og alt det der. Jeg føler mig IKKE presset af min mand, tvært imod.
Det er mig der havde den tråd med at hans kollega havde fortalt alle vi ventede os, fordi en borger havde set ham på apoteket og købe gravid remedier og fortalt det til min mands kollega da hun kom i hjemmet. Og ja, så kørte min mands kollega lige sladder tante stilen. Og det gør det bare heller ikke bedre, fordi jeg føler de har stjålet min potentielle glæde fra mig, fordi jeg har ikke fået lov til selv at forholde mig til den her graviditet før gud og hver mand er involveret pga to rapkæftede fjolser. Det er jo en super kompliceret situation med sådan en uventet graviditet, og det er lige pludselig alt for offentligt til jeg føler jeg kan tillade mig at have svære følelser omkring det.
Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre, eller hvem jeg skal snakke med. Er bare frustreret..
Anmeld
Citér
