Anonym skriver:
Andre der oplever at være overbekymret ift jeres børn? Jeg har lidt af social angst men er i tvivl om mine overdrevne bekymringer i virkeligheden er en anden form for angst jeg har fået.
jeg har to børn på 5 og 6 år. Vi er en helt normal kernefamilie, faren og jeg er gift, bor i parcelhus med alm jobs osv. helt alm familie..
men lige siden jeg blev gravid første gang har jeg været bange for kommunen ville tage dem. Bekymret for deres madindtag, sprog, motoriske udvikling, følelsesmæssige udvikling, alt simpelthen. Bange for hvad pædagogerne synes om mig osv osv... og det på trods af vi aldrig har fået hverken underretninger eller noget. Vi får faktisk ofte ros. når min store er sur på os, og for eksempel siger vi råber af ham hvis vi er kommet til at hæve stemmen, så får jeg fysisk ondt i maven og kvalme.. for hvad hvis han siger i skolen vi råber - tager de ham så?
nu ligger jeg her til aften og har kvalme og ondt i maven.. for den yngste har to røde mærker/blå mærker - et på hver overarm, efter de har leget lidt for vildt på værelset.. så kører mine tanker- hvad hvis pædagogerne ser hans arme, hvad tænker de, kommer kommunen...
Det er virkelig ubehageligt at have det sådan, men ikke desto mindre er det sådan jeg har det. Det fylder virkelig meget i min hverdag- hvad siger vores børn om os, hvordan tegner de os. Osv osv...
andre der har det på samme måde? Er jeg helt langt ude eller er det normalt? Det dræner mig og gør mig ofte bange og ked af det..
måske nogle ville sige jeg skal tale med en psykolog eller lignende, mens det tør jeg Heller ikke, for hvad så hvis hun synes jeg er en dårlig mor??? Åh altså...
Det er en rigtig øv-følelse du har og den kan ingen tage fra dig. Jeg tænker du bliver nødt til at få bearbejdet din angst. Du må få fat i noget professionel hjælp.
Det er vigtigt at du får hjælp til din helt ubegrundet angst, for det dræner dig for energi. Energi du har brug for til din familie, i stedet for at gå og frygte alverdens!
I mine ører lyder I som nogle dejlige forældre. Mine børn har haft skrammer hist og her, sågar et blåt øje fordi den ældste ville tage den yngste og den lille hoppede op i hovedet på den ældste så den lille fik en bule og den ældste er blåt øje.
Men kommunen kommer ikke bare og fjerner børn i tide og utide fordi de har et lille blåt mærke eller børnehaven hører at mor har hævet stemmen. Det vil være underretninger baseret på reel bekymring og mistrivsel hos børnene.
Jeg kan huske da mine var små, kunne de finde på at råbe av og at jeg slog dem. Jeg har ALDRIG lagt hånd på mine børn. Men hvis de røg i totterne på hinanden har jeg naturligvis skilt dem ad, hvis de ikke selv kunne håndtere “kampen” mod hinanden.
Men når alt det er sagt, tænker jeg da det er ganske normalt at bekymre sig om sine børn. Jeg kan også til tider bliver ramt af helt ubegrundet og sindssyge bekymringsfølelser.
Lige en tilføjelse til din sidste bemærkning. Man er altså IKKE en dårlig mor, fordi man rækker ud efter hjælp(psykolog). Du er en god mor når du gør noget godt for dig selv og hjælper dig selv, så dit overskud er i top til din mand og børn! 
