Hvad savnede I mest da I fik barn nr. 2?

Hej

Jeg har en dejlig søn på 19 måneder, og er nu gravid igen  Jeg er lykkelig for at min dreng skal være storebror, og glæder mig meget til det.

Jeg har gået og tænkt over hvad man mon kommer til at savne ved tiden alene med den store når den lille kommer... Er der nogen der vil fortælle lidt om deres egen oplevelse? Fx, var der ting og oplevelser I gerne ville have haft alene med den store, ting i hverdagen man bør sætte ekstra pris på osv, inden der er to børn der skal dele opmærksomheden?

Evt også i parforholdet: er der noget man bør forberede sig ekstra godt på, ting man bør gøre som par inden freden er forbi? 

Jeg tror ikke man kan gøre noget på forhånd der gør en forskel. Det jeg synes var "værst" var den dårlige samvittighed over ikke at kunne være så meget "på" overfor den store, som man plejede da der kun var ham. Men det kan man ikke rigtig gøre så meget ved. Det er bare et vilkår at man er nødt til at dele opmærksomheden når der er mere end et barn. Og det kan heller ikke "fixes" med mere kvalitetstid inden baby ankommer. 

Men sæt pris på at du kan putte uden afbrydelser, at du kan være nærværende generelt når i leger og taler sammen. Man kan selvfølgelig også være nærværende med 2 børn, men der bliver bare unægteligt en del "liiiige et øjeblik" "lillebror/søster skal lige skiftes/ammes/puttes først", "mor skal liiiiiige ud og se til den lille og give en sut" osv osv osv.  

Når den lille er lille tager det selvfølgelig tid. Mwn et godt råd er at involvere storebror/ søster i alt fra madning, bleskift, badning osv. og del jer op.

I dag synes jeg faktisk som parforhold, atdet er en fordel at have flere. De leger og hygger .. jeg skal ikke sætte lege igang osv. de hsr meget glæde af hinanden. Men det er ikke altid tilfældet mht. søskende - det er ikke altid det bliver et harmonisk forhold, hvor det bare er fryd og gammen. Men hos os går det i hvert fald rigtig fint. Jeg tror på at det hænger sammen med at vi hele tiden har talt om hvor er su heldig med sådan en dejlig lillebror og omvendt... og “hvor er I gode brødre og søde ved hinanden”. Hele tiden italesat det at have en bror som noget meget posistivt og glædeligt. Det betyder ikke ingen konflikter, men at man altid er der for hinanden. 

Jeg synes det ‘værste’ for mig var ændringen når man var alene med dem. Og den dårlige samvittighed over for min mand, når han skulle være alene med dem. Fordi da vi bare havde en, så var det stille og roligt at være alene og hygge med den. Men at have to små, der skulle puttes eller, endnu værre, ud af døren - det var sgu lidt af en tjans, og da de var mindre end de er nu, havde jeg det virkelig som om jeg efterlod en stor opgave hos min mand, når jeg tog ud...

Jeg må sige, at jeg syntes, det var et realitystrike at få nummer to. Den første var totalt hyggenygge. Da nummer to kom, så var man bare børnefamilie for fuld hammer - fuldt belagt skema fra morgen til aften.... men det er jo heldigvis på både godt og ondt ��

Så jeg tror, jeg ville nyde den sidste tid, hvor man stadig kan føle sig lidt ung og fri hvis jeg var dig 

Ps: altså det er selvfølgelig sat lidt på spidsen.

HapsHapsHaps skriver:

Hej

Jeg har en dejlig søn på 19 måneder, og er nu gravid igen  Jeg er lykkelig for at min dreng skal være storebror, og glæder mig meget til det.

Jeg har gået og tænkt over hvad man mon kommer til at savne ved tiden alene med den store når den lille kommer... Er der nogen der vil fortælle lidt om deres egen oplevelse? Fx, var der ting og oplevelser I gerne ville have haft alene med den store, ting i hverdagen man bør sætte ekstra pris på osv, inden der er to børn der skal dele opmærksomheden?

Evt også i parforholdet: er der noget man bør forberede sig ekstra godt på, ting man bør gøre som par inden freden er forbi? 

Første barn forlod nærmest ikke min krop de første 4 mdr. Bl.a. Pga. Kolik. Barn nr. To havde gudskelov ikke kolik. Men synes det var forfærdeligt nogle gange, at skulle vælge mellem hvilket barn der kunne "tåle" at blive efterladt grædende, mens man hjalp det andet. Men vil også sige, at den glæde og store kærlighed de har til hinanden opvejer alt det negative ! De lærer at tage hensyn, at lytte, at sige pyt, at behovsudsætte, på en sund måde. De leger, spejler sig i hinanden og har altid en bedsteven derhjemme og en allieret når mor er sur

Jeg har fået nr 2 for en måned siden og jeg er faktisk meget positivt overrasket over hvor lidt tid det “stjæler” fra den store. Altså hun får lov st være med til bleskift, vælge babys tøj, bade osv. og vi læser en masse bøger mens jeg ammer og baby ligger på gulvet og kigger på, mens vi bygger klodser eller hvad vi nu laver.
Vores stor får nok nærmest lige så meget kvalitets tid som hun plejer. Tilgengæld mangler vi lidt vores kæreste tid om aftenen. Den er totalt overtaget af en baby som kun vil hænge ved brystet om aftenen.

Den altoverskyggende forskel for mig (og min mand) var at vi var sammen om nr 1, hvor nr 2 til en vis grad “delte os”, forstået på den måde at der altid var behov for at en havde babyen og så havde den anden så den store. Det har i langt højere grad krævet at vi har prioriteret at tage os tid til at være kærester. 

Vi følte os så meget slået hjem i ludo da der er stor aldersforskel på vores (8år). Vi ventede os til at kunne sove længe og ikke blive vækket om natten o.s.v

Jeg knækkede ned da den yngste blev 1år. Så det har virkelig forpestede billede af småbørnsårene og gør det forsat da jeg ikke er oven på.

Jeg synes først du skal bekymre dig når du får nummer 3! 
det slog benene væk under mig. 
jeg synes det var mega hyggeligt med nummer 2. Jeg fokuserede mere på, at jeg havde FÅET en baby mere men også GIVET min store en søskende. De knuselskede hinanden som små - idag er historien lidt en anden. 
Selvfølgelig er der lidt babyår hvor der kræves meget fysisk af dig samtidig med det tærer på psyken at være på Konstant. Men igen - det rammer først rigtigt når nummer 3 kommer