Hjælp vores drenge driver os til vanvid!!

Hej alle sammen

som overskriften lyder på, er vi nået til et punkt hvor vi ikke længere ved hvordan vi skal håndtere vores drenge! Storebror på 6 og lillebror på 4 år skændes og slås hele tiden. Lillebror driller for at få storebrors opmærksomhed og storebror bliver sur og slår. Han kan slå rigtig hårdt og vi er bange for at lillebror kommer til skade! Vi har adskillige gange sagt til ham at han skal sige det til os istedet for at slå. På trods af utallige forsøg sker det stadig hver eneste dag! 
Ellers skændes de om legetøj! Vi har prøvet at snakke med dem, prøvet at skille dem ad så de sidder hver i deres eget rum, intet hjælper! Vi har prøvet at gøre det med ro men på det sidste er det blevet for meget for os og vi (især min mand) mister tålmodigheden og bliver rigtig gal på dem! Især fordi storebror ikke lytter og lillebror egentlig virker ligeglad med hvad vi siger. Og det provokerer os! Det suger al vores energi og er begyndt at gå ud over vores forhold  vi er godt og grundig trætte af vores situation! Mange siger at sådan er det med drengebørn, men kan det passe det skal blive ved sådan til de bliver voksne??!! 
Vi overvejer at søge hjælp hos en terapeut, men vil også lige høre jer herinde om i har gode råd..??

på forhånd tak og glædelig jul 

Nej det er ikke nødvendigvis sådan at have drengebørn- på nogen måde. Jeg har to helt igennem kærlige drenge der elsker at lege med hinanden og de slås eller skændes næsten aldrig. De sidder bestemt ikke stille og er artige som nogle piger gør - og de hører heller ikke altid efter. Men de er gode ved hinanden 95 pct af tiden.  

Jeg ville måske høre om man ikke i kommunalt regi kan få familierådgivning. 

Held og lykke - det lyder rigtig træls. 

Jeg har to drenge på 5 og 6 år. Jeg kan ikke kende slåskampene. Mine bliver da også uvenner men det går over på under 2 min og er meget sjældent fysisk. 
men til gengæld er de en mundfuld sammen. De leger vildt, larmer og er super fjollede. Det sætter os ofte rigtig meget på prøve. Men jeg er enig i at det nok generelt er udfordrende at have to drenge tæt på hinanden. Læste også engang en artikel om at det var den mest udfordrende sammensætning.. fordi de er nærmest på samme niveau, har tendens til at konkurre, og samtidig kan køre hinanden helt op fordi de synes de samme ting er sjove... 

så ja- her er det også udfordrende, men lidt på nogle andre punkter. 

Nej det er ikke en opførsel der kan undskyldes med at det er drengebørn. Jeg har en på 5 og en på 2 ( også drenge) og de kan også rive hovederne af hinanden og skændes over legetøj - men vi tolerer ikke nogle der slå, og man taler også pænt til hinanden, skriger og råber ikke men taler ordentligt. Ligeså meget de kan skændes kan de være tilsvarende kærlige og passe på hinanden hvis den ene er ked af det etc. 

Jeg ville slå ned på volden, for 2 så store drenge burde vide at man ikke slår og det var her jeg ville sætte ind. Hjælp dem med at lege, ros dem når de løser en konflikt korrekt og vis at der er konsekvenser når de ikke opfører sig ordentligt 

Jeg har en dreng og en pige med 3 års forskel. De skændes også rigtig meget. Men de leger også godt. Så jeg tror det er helt alm søskende love/hate forhold ligesom jeg selv husker fra mig og mine brødre.  

Men, her vil jeg heller ikke tolerere spark eller slag. Det synes jeg nu heller ikke er et stort problem hos os overhovedet, men jeg har da et par gange måtte stoppe dem og sende en på værelset. 

Anyway. Jeg tænker om der ligger andet bag? Keder de sig? Mine er altid mere uvenner når de keder sig. Kunne der arrangeres flere legeaftaler eller kunne i tage mere ud af huset. En tur på cykel eller andet. Det hjælper ofte på ratløsheden og konflikterne her. 

Jeg tænker at der er flere ting, i som forældre ska ind og arbejde med. 

1- så snart den lille begynder at drille den store, ska i med det samme fjerne ham, inden han blir så irreterrende, at den store slår ham. Intet er være end overtrådte grænser. Nogen gange falder et slag, som en ren refleks, og ik en bevist handling. Andre gange er det helt med vilje! 

2- i er nød til at sætte ind, med nogen koncekvencer, både i forhold til at drille og til at slå.

3- hold ved de koncekvencer. Hvis i siger, at så blir legetøjet, de slåsser om pakket væk i en uge, så er det væk i en uge.

4- lav noget med dem, de gerne vil. Endten hver for sig eller sammen. Det ska være noget, hvor der er tydelige regler og grænser. Ka man ik følge reglerne, ka man ik være med, og må derfor holde pause for sig selv.

5- nogen gange er det ok, at forældre får nok, og hæver stemmen. Siger helt ærlige unger, lige nu er i bare de mest rådne rumpefiduser nogen sinde, og jeg ka ik li jer. Så nu holder jeg pause fra jer, og i ska gå ned på jeres værelser LIGE NU!!

Og nej at det er 2 drenge, er ik lige med at dårlig opførsel er ok. Vh Stine 

Nu er der kun 2 års forskel på jeres børn og det er lidt anderledes end fx at have en på 5 og en på 2. 
det er anderledes på den måde at den lille ikke virker så lille på den store. Og den store kan have svært ved at forstå hvorfor den lille ikke bare holder op når han siger det. 
men jeg tænker at I må afsætte alenetid til den lille, for det er nok positiv opmærksomhed han har brug for. Lad være med at blive sur når han driller og fokuser på hvad han må i steder for hvad han ikke må. 
Det tager tid men lige pludselig vil I mærke en forskel. 
Når I så er samlet så prøv at lave noget alle kan være med i; modellervoks, tegne, puslespil, bygge Lego osv. 

men jeg kan fortælle dig at det bliver bedre med tiden. 
Jeg er mor til 3 drenge der også har skændtes og slået hinanden. Dog ikke den yngste (han var kun 2 i denne periode og de havde en bedre forståelse for at han var lille og ikke drillede for at drille). 
det var hårdt for vores parforhold da vi også var uenige så det er vigtigt at blive enige om hvordan I håndterer konflikterne og altid bakker hinanden op. 

Mamalu skriver:

Hej alle sammen

som overskriften lyder på, er vi nået til et punkt hvor vi ikke længere ved hvordan vi skal håndtere vores drenge! Storebror på 6 og lillebror på 4 år skændes og slås hele tiden. Lillebror driller for at få storebrors opmærksomhed og storebror bliver sur og slår. Han kan slå rigtig hårdt og vi er bange for at lillebror kommer til skade! Vi har adskillige gange sagt til ham at han skal sige det til os istedet for at slå. På trods af utallige forsøg sker det stadig hver eneste dag! 
Ellers skændes de om legetøj! Vi har prøvet at snakke med dem, prøvet at skille dem ad så de sidder hver i deres eget rum, intet hjælper! Vi har prøvet at gøre det med ro men på det sidste er det blevet for meget for os og vi (især min mand) mister tålmodigheden og bliver rigtig gal på dem! Især fordi storebror ikke lytter og lillebror egentlig virker ligeglad med hvad vi siger. Og det provokerer os! Det suger al vores energi og er begyndt at gå ud over vores forhold  vi er godt og grundig trætte af vores situation! Mange siger at sådan er det med drengebørn, men kan det passe det skal blive ved sådan til de bliver voksne??!! 
Vi overvejer at søge hjælp hos en terapeut, men vil også lige høre jer herinde om i har gode råd..??

på forhånd tak og glædelig jul 

Min datter på 17 siger ofte til mig: mor vi er søskende, og søskende bliver altså uvenner en gang imellem.... 

Tænker surhed skal man have lov til, men man skal guides til t surhed og vrede ikke udmønter sig i slåskamp. Hos os var det lillebror og storesøster som kunne ende i at slå  opskriften var ens hver gang: storesøster ville lege med lillebror, ville bestemme og ændrede legen og "slog" med ord og vupti havde lillebror et tot hår i hånden..

Vi talte, vi delte op, vi forhandlede og vi fortalte at slå, sparke, nive og rive var absolut forbudt og det stilnede mere og mere af i takt med lillebror fik et større sprog - han kørte sig selv st læse og skrive inden han startede i skole og hans første skrive handling var et skilt hvor der med børnestavning stod: Dina ingen adgang. 

Storesøster var på en og samme tid gud og hans største konkurrent, og derfor frustrerede hun ham. Og ja så var hun en bestemmer. 

Nu er de 17 og 13, kan mundhugges, men kan også nyde hinanden teenager selskab helt vildt. Så vi gjorde et eller andet rigtigt også selvom de slog hinanden en gang imellem og jeg er sikker på, at I også gør en masse rigtigt og godt. Og som en anden skriver, så er det okay en gang imellem st sige nej f.... nej nu må I sgu stoppe...

Vi havde ikke konsekvenser, altså udover at skille dem ad, og selvsagt fortælle det absolut ikke var okay hverken at slå med ord eller hænder. Vi talte nogen gang med dem om, hvad pokker skal vi gøre så I forstår det er alvor, men så rotrwde de to knoldesparker sig sammen, var bedste venner og kunne begge sige: mor, vi er jo bare søskende.

Her ingen gode råd andet end: 

- være helt klar i forhold til, at det er uacceptabel adfærd

- som I allerede gør hjælpe storebror til nye strategier  når lillebror driller 

- og så også se alle de gange, hvor de har det fantastisk.