Alting ændres pludseligt...

Hej Allesammen!

Jeg er nu i 9 uge, og har knyttet mig ekstremt meget til barnet, næsten dumt men føler allerede jeg kender det.

Jeg er sammen med faren, men det er et meget nyt forhold, vi besluttede os dog for at beholde barnet. Men med tiden er det gået ned ad bakke med forholdet. Selvom jeg går med total begejstring og spænding omkring det lille kommende barn, som jeg inderst inde har besluttet mig for at beholde lige meget hvad, så er det som om mine følelser for ham stille og roligt fordufter. Vi passer ikke så godt sammen som vi egentlig havde indtrykket af i starten, jeg er lidt trist og det kan han selvfølgelig ikke forstå. Men hver gang vi prøver at snakke om det, er det ligesom om et eller andet går galt. Altså vi går totalt skævt af hinanden.

Jeg kan mærke jeg bliver mere og mere irriteret på ham hver dag.Det er virkelig ærgeligt for havde jo forestillet mig den her lille familie. Sagen er den, at i marts i år, fik jeg en abort pga min eks og jeg gik fra hinanden idet jeg fandt ud af jeg var gravid, jeg har haft mareridt og fortrudt lige siden, det har været et helvede og jeg besluttede mig dengang for ikke at få flere aborter.

Nu står jeg så her, og kan ikke holde faren til mit barn ud mere. Det plejer jo at være faren der ''smutter'' fra det hele, men denne her gang er det lige omvendt. Jeg vil ikke ha en abort til, men kan jeg være bekendt at lukke ham ude af det? 

Håber i vil skrive , hvad end i har lyst til, er bar fortvivlet og mangler nogen at snakke med, der evt. kender det lidt?

Det skal lige siges at han hver evig eneste dag snakker med/bliver terroriseret af sin eks kone, og han gør ikke noget ved det. Jeg er ved at blive skør oppe i mit hoved, for jeg gider ikke at have hende i mit liv, det var ikke hvad jeg gik ind til da jeg mødte ham.. Hun ødelægger hans humør og det går udover mig gang på gang..

Det ligesom om det ikke er til at redde, som om det bare var dødsdømt fra starten og vi så bar har 'overset' faresignalerne i håbet om at få en lille familie til at lykkes ., hjælp hvad skal mig og mit lille elskede barn dog gøre..

Du skriver ikke om I bor sammen eller har ejer noget sammen, men hvis ikke i gør det, vil det alrdig være "nemmere" at gå fra ham nu i forhold til senere, hvis I fx køber hus sammen. For mig lyder det som om du egentlig har checked ud af forholdet, men ikke taget det store skridt endnu. At han har så mange problemer med sin ex kone, tror jeg bestemt heller ikke vil blive bedre når I får et barn, når han ikke kan sige fra nu.  

Jeg syntes du skal mærke godt efter hvad DU ønsker, for det er i sidste ende også det der er bedst for barnet.

Held og lykke.

Knus Malene

Hej, jeg tænker lidt ud fra dit indlæg at I bor sammen, og så får I jo fælles forældremyndighed, og det er vel også okey, ville da ønske at min datters far gad hende, men når det så er sagt, så lyder det virkelig ikke som om du har lyst til at blive i forholdet, så må man jo gøre op med sig selv om det bare er graviditethormoner eller bare er de følelser man går rundt med, og så handle på den beslutning, der er jo ingen der siger I ikke kan få et forhold omkring barnet til at fungere til tros for at jeres egen går i stykker, men barnet er ligeså meget en del af ham som af dig, og syntes heller ikke du skal få en abort bare fordi I ikke er sammen længere, det er heldigvis muligt at være alene mor i dk i dag..

Håber det bedste for dig og din lille spire i maven..

Knuz fra jane

Har selv stået/står i en lignende situation. Jeg blev gravid med min nye kæreste, da vi havde kendt hinanden i otte uger, og vi besluttede os for, at vi ville have barnet. Men forinden var vi begyndt at skændes lidt og det blev værre efter, at jeg blev gravid. Pludselig gik det bare op for mig, at han ikke er den rette for mig, og jeg besluttede mig for at gå fra ham, da jeg var i 11. uge. Jeg besluttede mig også for at få barnet og er nu glad og gravid i 18. uge.

Jeg er egentlig stolt af, at jeg turde vedkende mig de følelser, jeg havde. Altså, at han ikke var manden for mig, og at jeg egentlig ikke brød mig om ham. Der var flere (inklusive ham) der troede, at der blot var tale om graviditetshormoner, men det var det altså ikke. Jeg tror ikke at harmoner kan gør, at du bliver helt "sindsyg" og føler noget andet end du virkelig gør. Men måske gør hormonerne dig mere opmærksom på, hvoran du har det, og får dig til at forestille dig, hvordan fremtiden bliver.

For mig var det den rigtige beslutning.

Jeg valgte også at forlade mit barns far pga mange ting men jeg kunne ikke holde ham ud længere. Det er stadig den helt rigtige beslutning for os (min 10 uger gamle datter og jeg) Nogle ting er jo helt klart hårdt at stå med selv men der er også mange ting der er meget lettere, så selvom at det ikke var min hensigt at være alene med hende, da jeg blev planlagt gravid er det altså det bedste for os, så du skal helt klart gøre det der er bedst for dig, for det bliver dermed også det bedste for dit barn. 

Tusind tak for jeres svar..

Der er åbenbart ikke mange i den situation, (som tør stå frem i hvert fald).. Men tak!

Det må være en svær situation at stå i! Jeg går ud fra, at du er sikker på der ikke bare er tale om at dine hormoner raser og får det hele til at se lidt mere sort ud?

Er det en mulighed at tale med en familierådgiver, psykolog e.lign. så I kan få afklaret hvordan Jeres fremtid skal være? Jo hurtigere du gør noget, jo bedre! Og du er garanteret ikke den første der har prøvet det.

Pøj, pøj med det - håber for Jeres alles skyld at I kan løse det :-)

Jeg har selv stået der hvor du står, hvor det var mig der valgte at gå fra faren til barnet, da han på ingen måder ville have barnet eller støttede mig i en evt abort, så valgte at afslutte det.

Det har dog været vigtigt for mig at han ville være en del af min graviditet og at han ville være der når barnet var født, men det ønsker han ikke, så vil ikke tvinge ham til noget. Han kommer til at stå på som far, men da han ikke vil vedkende sig faderskabet, skal vi igennem en faderskabstest når min barn er 3 mdr gammel.

Men synes at man skal følge sit hjerte, hvis du ikke har de rette følelser for din kæreste, så er det bare med at få det afsluttet, det gavner hverken dig, ham eller barnet at du bliver hvis du ikke er lykkelig.