Konstant angst for at miste

Hej alle derude.

Jeg er simpelthen så frustreret. Min mand og jeg har i 7 år prøvet at blive gravide, og vi var én cyklus fra at skulle igang med fertilitetsbehandling. Heldigvis er jeg gået hen og blevet gravid på egen hånd. 

Nu er det så bare sådan at vi slet ikke tør tro på at det her ender med en reel baby. Jeg frygter at hver eneste våde fornemmelse imellem mine ben er en begyndende Spontan Abort. 

Jeg synes selv jeg er meget optimistisk, til trods for at ALT hvad der burde komme meget nemt i livet, bare altid skal være op ad bakke med flere udfordringer end nødvendigt for min mand og jeg. 

Ved simpelthen ikke hvor jeg skal parkere min angst. Det er så dumt. 

Nå, havde bare lige brug for at komme af med min  frustration. Måske der sidder en derude der har/havde samme tanker men som fik det positive frem på trods 

Ss.baby skriver:

Hej alle derude.

Jeg er simpelthen så frustreret. Min mand og jeg har i 7 år prøvet at blive gravide, og vi var én cyklus fra at skulle igang med fertilitetsbehandling. Heldigvis er jeg gået hen og blevet gravid på egen hånd. 

Nu er det så bare sådan at vi slet ikke tør tro på at det her ender med en reel baby. Jeg frygter at hver eneste våde fornemmelse imellem mine ben er en begyndende Spontan Abort. 

Jeg synes selv jeg er meget optimistisk, til trods for at ALT hvad der burde komme meget nemt i livet, bare altid skal være op ad bakke med flere udfordringer end nødvendigt for min mand og jeg. 

Ved simpelthen ikke hvor jeg skal parkere min angst. Det er så dumt. 

Nå, havde bare lige brug for at komme af med min  frustration. Måske der sidder en derude der har/havde samme tanker men som fik det positive frem på trods 

Kæmpe tillykke! 

Det er helt naturligt at være angst, når man har prøvet så længe. Jeg ville finde en terapeut, evt en jordemoder som du kan få nogle samtaler hos. Angsten skal tages hånd om. Jeg vaægte at prøve at ignorere mi  angst dengang. Det endte med en lortegtaviditet fordi jeg altid frygtede den næste dag, fremfor at glæde mig mens tid var. (Ungen er stor og har det godt i dag) men 2. Gang havde jeg lært af det og dyrkede glæden helt intenst fra de første to streger. For selv hvis man mister, kan det ikke blive værre end det er i sig selv. Og for mig var tanken (2.gang) at det ville være frygteligt at miste uden at have glædet sig overhovedet. Jeg var i hvert fald ikke mere glad første gang over at have holdt igen med glæden. Faktisk bare rigtig øv over ikke at have nydt det

Anonym skriver:

Kæmpe tillykke! 

Det er helt naturligt at være angst, når man har prøvet så længe. Jeg ville finde en terapeut, evt en jordemoder som du kan få nogle samtaler hos. Angsten skal tages hånd om. Jeg vaægte at prøve at ignorere mi  angst dengang. Det endte med en lortegtaviditet fordi jeg altid frygtede den næste dag, fremfor at glæde mig mens tid var. (Ungen er stor og har det godt i dag) men 2. Gang havde jeg lært af det og dyrkede glæden helt intenst fra de første to streger. For selv hvis man mister, kan det ikke blive værre end det er i sig selv. Og for mig var tanken (2.gang) at det ville være frygteligt at miste uden at have glædet sig overhovedet. Jeg var i hvert fald ikke mere glad første gang over at have holdt igen med glæden. Faktisk bare rigtig øv over ikke at have nydt det

 Tak for rådet. Vi har valgt at bestille en tidlig scanning, for at have noget konkret vi kan forholde os til. Jeg tror helt bestemt jeg vil snakke med min læge om det, og jordemoderen når tid er. 

Jeg er 5+1 idag og har en mega positiv test. Men j du ved nok at så kommer der dumme tanker om vindæg og alt muligt skørt 

Jeg forsøger at sige til mig selv og den i maven at det hele nok skal gå, og at jeg om ikke andet nok skal gøre mit for at skabe det bedste miljø at vokse i 

Tillykke.

Du skal bare vide, at os, der spytter børn ud på bestilling, har det på nøjagtig samme måde, man behøver ikke at have været gennem helvede som dig, det er helt naturligt, det med angsten.

Du skal nok lære at nyde det med tiden.

Anonym skriver:

Tillykke.

Du skal bare vide, at os, der spytter børn ud på bestilling, har det på nøjagtig samme måde, man behøver ikke at have været gennem helvede som dig, det er helt naturligt, det med angsten.

Du skal nok lære at nyde det med tiden.

Haha fantastisk formulering  og tak 

Puuha okay. Det er på en måde rart at vide det er normalt at have det sådan. Mon det er fordi de små pus bare er så ønskede? 

Jeg forstår din frygt og frustration. Vi har godt nok kun prøvet 2 år. For 2 måneder siden stod jeg så endelig med den positive test, men jeg turde ikke lade mig selv være glad af frygt for at noget gik galt. Og selvfølgelig gjorde det også lige præcis det. Uge 8 kunne de informere mig om at min graviditet sad udenfor livmoderen og det var der mine smerter kom fra. Det endte i mig på operationsbordet dagen efter i fuld narkose for at få det fjernet. Min frygt var, at nu ville det tage lige så langt tid at få det til at lykkedes igen. Men min krop har været modtagelig, og i cyklussen lige efter var den der igen (lige nu, lige testet positiv de sidste 3 dage). Nu er jeg dobbelt så angst for at noget skal gå galt igen denne gang. Så jeg sender dig positive energier og håber på det bedste for dig.