Min 3-årig

Hej alle, 

jeg har tre børn. 11, 7 og 3 år. 
sagen er, at ham på 3 han simpelthen ødelægger og smadrer det gode humør herhjemme. Han slår, råber, skriger og driller de Store. Han hører ikke når vi beder ham stoppe. 
han er Bange for rigtig mange ting, fx alle dyr. Vi var ude i formiddags hos nogle af vores venner - og han skriger og vil have min hjælp til alt. Jeg bliver så flov og træt af ham. 
På vej hjem ville jeg handle ind, så vi ku bage pebernødder - men jeg får ikke tre sekunder til at tænke mig om hvad jeg skal handle; han råber, stiller spørgsmål, driller de store osv. 

jeg tager konsekvensen, kører hjem og vi bager ikke. 
Han skaber sig og skriger - sådan voldsomt! Og jeg flipper fuldstændig ud. Min tålmodighed er brugt op. Jeg råber, jeg flår tøjet af ham og putter ham. (Hvilket selvfølgelig på ingen måde hjælper på noget som helst) og det er jeg helt klar over! Men min vrede styrer mig - jeg kan ikke stoppe og jeg er edderspændt rasende!! 
han får lov at ligge lidt og rase af - og jeg prøver at gå mig selv hidset ned. 
det hjælper / og jeg får givet ham noget mad og snakket stille med ham om, hvad jeg har af forventninger og at jeg er ked af jeg gik amok og undskylder (selvfølgelig på en 3 års forståelse!) 

men fuck,..... han pisser mig af! Og jeg bliver så rasende. Og jeg fortryder jo alt nu, når han sover  hvorfor bliver jeg SÅ sur? Mine store Børn siger at det er berettiget han får skældud - men at jeg måske liiiiige skulle slappe liiiidt af. 
jeg hader mig selv nu og dunker mig selv i hovedet og er jo bange for jeg har skadet ham for livet!! �� 

Anyone? Der har prøvet noget lignende? Og at tingene ender godt ud? Har jeg ødelagt mine børn? 
der er en far i familien også - som ikke lige var hjemme. Men ellers er vi en fuldstændig normal familie uden nogle problemer. 
men min lunte er åbenbart brændt ned mht. min mindste lille dreng. Han sætter mig på prøve. 

hilsen den ulykkelig mor 

Kære mor

jeg ved lige hvordan du har det 

sådan et barn har jeg også og man skal have sådan et barn for at vide hvor hårdt det er og hvor svært det er, ikke at flippe ud. Og hvor ofte man sidder og hader sig selv med en gennemgribende frygt for at skade sit barns psyke fordi man ikke kan styrer sit temperament til sidst.

jeg vil bare sige at du ikke er alene ❤️ 

Nogle ting der hjælper mig, er at huske på er:

at børn gør det bedste de kan.negativ og “uopdragen” adfær oftere skyldes diagnoser, stress, ubalance mm. End manglende opdragelse eller vilje fra barnets til at opfører sig ordentligt 

Hvis jeg bevarer roen hjælper det ikke i situationen, men det skaber mere ro i ham efterfølgende. Hvis jeg hidser mig op er han umulig i en uge. Bevarer jeg roen er det måske kun resten af dagen. 

Og at jeg kun er et menneske. Alle mennesker bliver presset og vi er ikke dårlige mennesker fordobling kommer til at råbe af vores børn. Alle har en grænse. Nogles kommer før andres og det er der altid en årsag til. 

Det lyder måske som om din dreng kunne trænge til noget alenetid. Måske de to stormer har lidt for meget fællesskab han ikke helt føler sig en del af 

Usikkermor skriver:

Kære mor

jeg ved lige hvordan du har det 

sådan et barn har jeg også og man skal have sådan et barn for at vide hvor hårdt det er og hvor svært det er, ikke at flippe ud. Og hvor ofte man sidder og hader sig selv med en gennemgribende frygt for at skade sit barns psyke fordi man ikke kan styrer sit temperament til sidst.

jeg vil bare sige at du ikke er alene ❤️ 

 

Nogle ting der hjælper mig, er at huske på er:

at børn gør det bedste de kan.negativ og “uopdragen” adfær oftere skyldes diagnoser, stress, ubalance mm. End manglende opdragelse eller vilje fra barnets til at opfører sig ordentligt 

Hvis jeg bevarer roen hjælper det ikke i situationen, men det skaber mere ro i ham efterfølgende. Hvis jeg hidser mig op er han umulig i en uge. Bevarer jeg roen er det måske kun resten af dagen. 

Og at jeg kun er et menneske. Alle mennesker bliver presset og vi er ikke dårlige mennesker fordobling kommer til at råbe af vores børn. Alle har en grænse. Nogles kommer før andres og det er der altid en årsag til. 

 

Det lyder måske som om din dreng kunne trænge til noget alenetid. Måske de to stormer har lidt for meget fællesskab han ikke helt føler sig en del af 

 

 

Tak. Omend jeg sidder og græder mens jeg læser dit svar. 
tak for dine råd. Tak for din tid og tak fordi du faktisk formår, at få mig til, at føle at jeg måske er god nok lidt alligevel. 
jeg tror du kan have helt ret i, at han kunne trænge til en gang alenetid. Enten med mig eller sin far. Det vil jeg helt sikkert huske og efterleve nogle gange inden Jul. 
1000 tak! 

Kære du. 

det er helt normalt og helt okay. Jeg har to drenge som er som din søn. De råber og larmer også selvom jeg siger stop. Andre gange er de søde. Men de er virkelig hårdt arbejde og kræver min fulde opmærksomhed. Nogle gange når jeg også bare grænsen.. 

det er ikke mere end 10 minutter siden jeg kom til at råbe ad dem fordi de blev ved og ved og ved med at diskutere imens jeg sad med dem. de blev begge to forskrækkede og kede af det. Man får mega dårlig samvittighed, men vi er altså bare mennesker. Og de skal jo også lære at deres adfærd vækker følelser i andre mennesker.. 

men ja- jeg er virkelig opmærksom på at holde mig rolig- men det kan man bare ikke gøre 100% af tiden.. 

Jeg kommer også nogle gange til at flippe lidt for skråt, råbe alt for højt når børnene presser mig. Når intet af det jeg gør hjælper på noget som helst, og når det eneste de vil have er det, der ikke kan lade sig gøre. 

Og så sidder jeg også der bagefter og tænker, at jeg er elendig, for jeg ved jo godt, at det er forkert. Jeg er oven i købet lærer og har enorm meget overskud til at konflikthåndtere på mit job. Herhjemme er jeg åbenbart en tikkende bombe (nogle dage).

Men så siger jeg undskyld til mine børn, og siger, at det var ikke ok, at jeg blev så vred. Og så tænker jeg på, at det måske også er ok at man ser, at voksne er hele mennesker, som også indeholder negative følelser. Så børnene også har noget at spejle sine egne aggressive og meget lidt konstruktive følelser i. For hallo - mine unger har da også arvet mit temperament. 

Vi er jo hele mennesker og vrede er en følelse, som også er ok at have. Og selvfølgelig er det da en dårlig måde at håndtere den på at råbe af sit stakkels lille barn. Men fordelen er, at når barnet oplever selv at blive så flintrende arrig, så ved det, at det kan mor også blive, og hun siger undskyld bagefter, og det kan jeg også gøre, og så forstår vi alle, at det var bare fordi jeg var så arrig lige der, men vi elsker jo stadig hinanden...

Jeg siger ikke, at man ikke skal forsøge at undgå at råbe af sine børn. Men vi, der ikke altid er så polerede - og det er måske endda de fleste af os - får jo ikke noget ud af at slå os selv i knolden over det. 

Og så tænker jeg, at det måske kan handle lidt om at være lillebror og være lidt frustreret over ikke at kunne være med hvor de store er, og måske har han brug for lidt ekstra opmærksomhed, noget hvor han kan føle sig stor og dygtig. Alenetid synes jeg er en god ide, og så at rette kikkerten mod det, der fungerer - rose og anerkende ham for ALT det positive, for det vi kigger på, vokser ��

1000 tak for alle jeres beskeder! Jeg er nu stadig rigtig nedtrykt og ked af, at jeg kan ryge helt derud, hvor jeg føler jeg ikke kan styre mig: vreden og raseriet tager simpelthen over! Men! Det trøster mig, at I kan genkende det..... at jeg ikke er alene i verden, om at opleve denne form for afmagt. 
det er virkelig rart, at kunne åbne sig herinde og få lidt luft og nogen gange opbakning og andre gange det modsatte, 

så tak for jer alle! 

Sidste efterår opsøgte jeg en psykolog, fordi det pludseligt gik op for mig, at jeg var blevet VRED. som i virkelig vred!! Jeg flippede ud over de mindste ting overfor mine små børn på 3, 5 og 9. Det var skrækkeligt! En episode var da de to mindste var i bad, og de ikke ville komme op da jeg bad dem om det. Det endte bare i en KÆMPE råbetur og jeg kunne ikke selv se det, før mange timer efter. Jeg gik så til psykolog, og fandt ud af at jeg var røget helt ned med stress. Jeg kæmper stadig med nogle ting, og har en del fysiske skavanker endnu, så som hjertebanken og andre ting, når jeg er presset. Jeg kan stadig miste modet fuldstændig og råbe og flippe på børnene, og det er menneskeligt! Men naturligvis prøver jeg at bevare roen, og har lært at børnene er et spejlbillede af os voksne. Når jeg ser tilbage på sidste efterår, gik det op for mig, at mine børn også var ekstremt vrede! 
nogle af de fif jeg har fået fra min psykolog er blandt andet; alenetid - det er SÅ godt - og uden sure miner. Den store hjælper feks med madlavning og så leger vi restaurant og kok. Den mindste nyder en handletur alene med enten mor eller far. Den mellemste elsker at komme med på badeværelset og lave ansigtsmaske. Ture ud af huset alene er også fantastiske! Feks tog jeg ud at spise med hende på (nu) 6 alene. 
desuden er den dejligste måde at koble af og finde ro, ved at give dem massage lige inden de skal sove, med rolig musik på. 

nå, men du er ikke alene! Du har ikke ødelagt dine børn eller barn ved at flippe ud. Børn er enormt hårdføre, og hvis du viser dem ro og sætter ord på deres følelser - højlydt - så skal det nok gå! Hvad end det er “jeg kan se du blev ked af at jeg råbte af dig - det kan jeg godt forstå - det er træls at blive råbt af, jeg Blev sur og kom til at råbe.” Eller hvordan du nu gør. 

knus fra en anden frustreret og til tider sur Mor ;-) 

Mor Christa skriver:

Sidste efterår opsøgte jeg en psykolog, fordi det pludseligt gik op for mig, at jeg var blevet VRED. som i virkelig vred!! Jeg flippede ud over de mindste ting overfor mine små børn på 3, 5 og 9. Det var skrækkeligt! En episode var da de to mindste var i bad, og de ikke ville komme op da jeg bad dem om det. Det endte bare i en KÆMPE råbetur og jeg kunne ikke selv se det, før mange timer efter. Jeg gik så til psykolog, og fandt ud af at jeg var røget helt ned med stress. Jeg kæmper stadig med nogle ting, og har en del fysiske skavanker endnu, så som hjertebanken og andre ting, når jeg er presset. Jeg kan stadig miste modet fuldstændig og råbe og flippe på børnene, og det er menneskeligt! Men naturligvis prøver jeg at bevare roen, og har lært at børnene er et spejlbillede af os voksne. Når jeg ser tilbage på sidste efterår, gik det op for mig, at mine børn også var ekstremt vrede! 
nogle af de fif jeg har fået fra min psykolog er blandt andet; alenetid - det er SÅ godt - og uden sure miner. Den store hjælper feks med madlavning og så leger vi restaurant og kok. Den mindste nyder en handletur alene med enten mor eller far. Den mellemste elsker at komme med på badeværelset og lave ansigtsmaske. Ture ud af huset alene er også fantastiske! Feks tog jeg ud at spise med hende på (nu) 6 alene. 
desuden er den dejligste måde at koble af og finde ro, ved at give dem massage lige inden de skal sove, med rolig musik på. 

nå, men du er ikke alene! Du har ikke ødelagt dine børn eller barn ved at flippe ud. Børn er enormt hårdføre, og hvis du viser dem ro og sætter ord på deres følelser - højlydt - så skal det nok gå! Hvad end det er “jeg kan se du blev ked af at jeg råbte af dig - det kan jeg godt forstå - det er træls at blive råbt af, jeg Blev sur og kom til at råbe.” Eller hvordan du nu gør. 

knus fra en anden frustreret og til tider sur Mor ;-) 

 

Tusinde, tusinde tak for dit svar  meget brugbart og befriende at læse: hvis man kan sige det. 
tak! Og sejt, du kontaktede en psykolog. Måske jeg skal overveje det.