Aldrig komme på arbejdsmarkedet?

Jeg er 25 år og føler mig sommetider som en fiasko.. jeg Har to børn med min mand- de trives og er glade - så langt då godt. 

jeg har droppet ind og ud af mange forskellige uddannelser, og kan mærke jeg nu IGEN er tæt på at droppe ud. 
ganske enkelt fordi jeg ikke føler at JEG kan forene det med familielivet. Jeg føler mig ikke motiveret når jeg er på arbejde (er i praktik nu), og er blevet vant til at kunne aflevere og hente børnene hver dag- og til gode tider, og det kan jeg bare mærke jeg ikke kan give afkald på. 
jeg er meget introvert og har egentlig ikke brug for at se alle mulige i min hverdag... økonomisk forsøger min mand os, og det er ikke noget problem. 
er der nogle der har valgt at melde sig ud af arbejdsmarkedet, finde ro i det, og bare være derhjemme og passe hus og hente børn tidligt? Børnene vil ikke være hjemme i hverdagene da den ene er skolebarn og den anden er skolebarn om lidt.. 

jeg føler ikke jeg passer ind i de rammer der er i samfundet.. jeg vil bare gerne være i vores trygge rammer og sammen med min familie. Og jeg er helt med på at jeg jo så selvfølgelig ikke samtidig skal forsørges af samfundet. 

andre der har haft det sådan, eller bare vil byde ind med nogle tanker? Det er så hårdt at prøve st leve op til nogle forventninger igen og igen og hver gang skuffe sig selv og andre... 

Sådan har jeg det også, men samtidig har jeg det også sådan at hvis man vælger bevist at gå hjemme, skal man ikke søge nogen form for støtte, for jeg synes ikke man skal ligge samfundet til last. - så hvis din mand kan forsøge dig, er det da helt fint, men hvad så hvis en dag I vælger at gå hver til dit, hvad er så din plan ?

Jeg kender godt de følelser du beskriver.

Jeg har også droppet ud af flere uddannelser fordi jeg ikke har kunne finde den rette hylde. 

Jeg har 3 børn. Og blev først færdiguddannet da jeg var 31. 

Det var en hård og drøj omgang at komme igennem min uddannelse, men jeg må så også tilstå nu, at det alligevel har gavnet mig og os. Rent økonomisk kunne vi også godt få det til at hænge sammen, kun med min mands indkomst, men det ville i længden blive surt og stramt. 

Børnene bliver ikke billigere jo ældre de er. Vores de to ældste er 11 og 12 år og deres fritidsinteresser, tøjforbrug m.m. er bare blevet pænt højt. Særligt den ældste vokser sådan helt seriøst 2 cm. hver måned, hvilket betyder at tøj og sko bare ikke kan følge med i størrelserne. 

Selvom jeg har et godt job, en fast stilling på 30 timer, så kan jeg stadig mærke at det der med at arbejde, bare ikke siger mig noget og det tror jeg aldrig det kommer til, uanset hvilket erhverv jeg er i. Men jeg prøver altid at vende den til at det gavner mig i sidste ende. Vores den yngste har relativt korte dage i børnehave + jeg har nogle fridage, hvor jeg kan holde den mindste hjemme. Jeg har fri hver dag kl. 14, altså før de to ældste har fri fra skole. 

Jeg har en god arbejdsplads, hvor der er plads til fleksibilitet og plads til en ekstra fridag i ny og næ. Min arbejdsplads tillader også at tage fri fx til børns fødselsdage, m.m. Dette gjorde min tidligere arbejdsplads absolut ikke. 

Jeg ved ikke hvad min pointe helt er - men måske noget i stil med at jeg synes du skal kæmpe dig op på hesten og enten få dig en uddannelse eller i det mindste et job. Hvis din mand tjener så godt at I kan klare jer fint med hans indkomst, behøver du jo ikke at tage en fuldtidsstilling. Det kan fx være 25 timer, så har du stadig mulighed for korte dage for børnene og samtidig kunne klare husholdningen eller hvad du nu gerne vil. 

Jeg ville ikke synes, at der var noget forkasteligt ved at vælge at gå derhjemme, hvis det er det man ønsker. For mit eget vedkommende ville trangen til faglig udvikling, ambitioner og menneskekontakt dog være vanskeligt at give afkald på - fordi det er med til at gøre mig til den jeg er, og også til en mere spændende mor og partner, veninde, osv. Men har man det ikke sådan, kan man jo finde andre muligheder for at udvikle sig og leve på, end igennem et lønarbejde.

Hvad jeg dog ville have umuligt ved at forene mig med, var tanken om at gøre mig økonomisk afhængig af et andet menneske, og også noget med hvad det var for et forbillede, jeg gav videre til mine børn. Jeg ville personligt være opmærksom på eksempelvis:

- Skilsmisse, kan jeg tage vare på mig selv og mine børn?

- Pensionsopsparring. Har jeg sikret mig, at jeg kan leve den alderdom jeg ønsker, også hvis jeg er alene?

- Personlig udvikling og ambitionsniveau

Jeg ønsker dig held og lykke med beslutningen. Måske trænger du til at finde ud af, hvad du egentlig brænder for at bruge dit liv på, som supplement til også at være mor og kone? Det er tidligt i livet bare ikke rigtig at “ville noget”. Måske findes dit “kald” ikke på arbejdsmarkedet, men et andet sted? 

Anonym skriver:

Jeg er 25 år og føler mig sommetider som en fiasko.. jeg Har to børn med min mand- de trives og er glade - så langt då godt. 

jeg har droppet ind og ud af mange forskellige uddannelser, og kan mærke jeg nu IGEN er tæt på at droppe ud. 
ganske enkelt fordi jeg ikke føler at JEG kan forene det med familielivet. Jeg føler mig ikke motiveret når jeg er på arbejde (er i praktik nu), og er blevet vant til at kunne aflevere og hente børnene hver dag- og til gode tider, og det kan jeg bare mærke jeg ikke kan give afkald på. 
jeg er meget introvert og har egentlig ikke brug for at se alle mulige i min hverdag... økonomisk forsøger min mand os, og det er ikke noget problem. 
er der nogle der har valgt at melde sig ud af arbejdsmarkedet, finde ro i det, og bare være derhjemme og passe hus og hente børn tidligt? Børnene vil ikke være hjemme i hverdagene da den ene er skolebarn og den anden er skolebarn om lidt.. 

jeg føler ikke jeg passer ind i de rammer der er i samfundet.. jeg vil bare gerne være i vores trygge rammer og sammen med min familie. Og jeg er helt med på at jeg jo så selvfølgelig ikke samtidig skal forsørges af samfundet. 

andre der har haft det sådan, eller bare vil byde ind med nogle tanker? Det er så hårdt at prøve st leve op til nogle forventninger igen og igen og hver gang skuffe sig selv og andre... 

Grundlæggende er der intet galt med det frie valg om at være hjemmegående husmor. Jeg synes bare, der er flere ting, du skal overveje: 

Du er 25 og har børn i skolealderen. Når du er 35 og børnene ikke er ret meget hjemme - hvad så? Når du er 40 og børnene er flyttet hjemmefra - hvad så? Så er der ingen, der sætter pris på hjemmebagte boller kl. 14. Kan du så stadig finde mening med tilværelsen? Også selvom du arbejder ulønnet i den lokale Røde Kors 5 timer om ugen. Er rengøring, lidt frivilligt arbejde og madlavning nok til at fylde de næste 60 år af dit liv?

Økonomi: uden din indtægt er I afhængig af én indtægt. Det giver begrænset mulighed for at gøre noget ekstraordinært økonomisk. Og det fastlåser dig i en rigtig, rigtig træls situation hvis I bliver skilt, din mand mister sit job/arbejdsevnen. Hvad med pension? Tjener din mand nok til, at I kan indsætte samme %sats, som han får, til dig? 

Jeg har svært ved at tro på, at man som 25 årig kan være helt uden følelse for hvad man interessere sig for og hvad man har lyst til at lave. Måske uddannelsesvejledning ville være en hjælp? Du behøver jo ikke et job 37 timer om ugen. Mindre kan gøre det mens børnene er små. Men jeg tror, det bliver overordentligt svært at returnere til jobmarkedet om fx 10 år hvis du kaster håndklædet i ringen som 25 årig og står med et tomt CV. Der bliver færre og færre job til ufaglærte. 

En mulighed er at holde ved uddannelsen og acceptere, at det ikke er dit kald (ærligt talt: jeg tvivler på, at alle i samfundet står op 5 dage om ugen og tænker "YES - mit kald, mit job, i dag bliver fantastisk") men en fornuftig platform til at yde en indsats og tjene penge - så lade det være din motivation. Løn er en helt fair motivation. Det behøver ikke være ambitioner eller karriererplaner, der driver værket. 

Det jeg ikke helt kan lure fra dit indlæg er, om du flygter fra noget? Er du bange for ikke at være dygtig nok? At have taget den forkerte uddannelse? At brænde ud? Ikke kunne få job? Og så er "selvvalgt hjemmegående" bare nemmere. For så tror jeg, du vælger det af de forkerte årsager. 

Vh.

Anonym skriver:

Jeg er 25 år og føler mig sommetider som en fiasko.. jeg Har to børn med min mand- de trives og er glade - så langt då godt. 

jeg har droppet ind og ud af mange forskellige uddannelser, og kan mærke jeg nu IGEN er tæt på at droppe ud. 
ganske enkelt fordi jeg ikke føler at JEG kan forene det med familielivet. Jeg føler mig ikke motiveret når jeg er på arbejde (er i praktik nu), og er blevet vant til at kunne aflevere og hente børnene hver dag- og til gode tider, og det kan jeg bare mærke jeg ikke kan give afkald på. 
jeg er meget introvert og har egentlig ikke brug for at se alle mulige i min hverdag... økonomisk forsøger min mand os, og det er ikke noget problem. 
er der nogle der har valgt at melde sig ud af arbejdsmarkedet, finde ro i det, og bare være derhjemme og passe hus og hente børn tidligt? Børnene vil ikke være hjemme i hverdagene da den ene er skolebarn og den anden er skolebarn om lidt.. 

jeg føler ikke jeg passer ind i de rammer der er i samfundet.. jeg vil bare gerne være i vores trygge rammer og sammen med min familie. Og jeg er helt med på at jeg jo så selvfølgelig ikke samtidig skal forsørges af samfundet. 

andre der har haft det sådan, eller bare vil byde ind med nogle tanker? Det er så hårdt at prøve st leve op til nogle forventninger igen og igen og hver gang skuffe sig selv og andre... 

Har du nogensinde talt med en psykolog? Det skal ikke forstås nedladende, eller som om der skal være noget galt med dig, men der er et eller andet i dit skriv, der alligevel siger, at du kunne have gavn af samtaler, evt. noget social støtte.

Din følelse af fiasko er ikke sund, og hvis du generelt kæmper med lavt selvværd, er det en meget ond spiral og selvforstærkende at gemme sig derhjemme, jeg lurer lidt på, om der er en undhåelsesadfærd (deraf spørgsmålet om psykolig).

Jeg er også mest bekymret for dig, i det øjeblik det går op for dig, at dine børn ikke gider dig mere - hvad så? Hvis du har eller har haft depressive symptomer, så vil de med al sandsynlighed blive forstærket. Det vil være bekymrende.

Håber alt det bedste for dig. Nogle gange er impulser ikke de bedste at følge, nogle gange skal man finde viljen til at komme videre. 

Ved fuldstændig hvordan du har det! Jeg har aldrig haft en stærk følelse af "det her vil jeg gerne arbejde med".

Jeg er også fløjet lidt rundt mellem forskellige uddannelser og job, dog har jeg færdiggjort sygeplejerske udd og senere en kontor udd. Men føler ikke at nogen af dem er det perfekte for mig. 

Jeg har efterhånden erkendt at jeg aldrig kommer til at være typen der lever og ånder for mit job. Den eneste grund til jeg arbejder er, at jeg er nødt til at tjene penge. Hvilket ikke er så unormalt som man sku tro, kender flere der har det på samme måde. 

Prøver dog nu at finde noget jeg kan lave som jeg synes er interessant.

Når alt det er sagt, så ville jeg ikke kunne gå hjemme med børnene. Har gået arbejdsløs siden marts pga corona og savner virkelig at have kolleger og komme væk hjemmefra.

Men hvis økonomien er til det og din mand synes det er fint, så synes jeg du skal gøre det. Bare du, som andre nævner, får lavet en aftale med din mand om at han sætter penge ind på din pensionsopsparing så du ikke står uden noget som helst, når du engang når pensionsalderen. 

Anonym skriver:

Jeg er 25 år og føler mig sommetider som en fiasko.. jeg Har to børn med min mand- de trives og er glade - så langt då godt. 

jeg har droppet ind og ud af mange forskellige uddannelser, og kan mærke jeg nu IGEN er tæt på at droppe ud. 
ganske enkelt fordi jeg ikke føler at JEG kan forene det med familielivet. Jeg føler mig ikke motiveret når jeg er på arbejde (er i praktik nu), og er blevet vant til at kunne aflevere og hente børnene hver dag- og til gode tider, og det kan jeg bare mærke jeg ikke kan give afkald på. 
jeg er meget introvert og har egentlig ikke brug for at se alle mulige i min hverdag... økonomisk forsøger min mand os, og det er ikke noget problem. 
er der nogle der har valgt at melde sig ud af arbejdsmarkedet, finde ro i det, og bare være derhjemme og passe hus og hente børn tidligt? Børnene vil ikke være hjemme i hverdagene da den ene er skolebarn og den anden er skolebarn om lidt.. 

jeg føler ikke jeg passer ind i de rammer der er i samfundet.. jeg vil bare gerne være i vores trygge rammer og sammen med min familie. Og jeg er helt med på at jeg jo så selvfølgelig ikke samtidig skal forsørges af samfundet. 

andre der har haft det sådan, eller bare vil byde ind med nogle tanker? Det er så hårdt at prøve st leve op til nogle forventninger igen og igen og hver gang skuffe sig selv og andre... 

Hvordan har du det med den sociale stigmatisering?  Hvad laver du? Jeg går derhjemme for mine børns skyld......øh, de der 2 store, som går i skole?

Hvordan har du det med ikke at bidrage til samfundet?

Hvordan har du det med at leve for lommepenge?

Med hensyn til ikke at blive forsørget af samfundet: Du vil jo stadig benytte skattepenge-betalte ydelser, læge, bibliotek, svømmehal, legepladser osv.?

Hvis din mand pludselig var uden indtægt, eller han ikke var der mere, så røg du på offentlig forsørgelse. Efter mange år uden noget som helst, er sandsynligheden for job nok meget tæt på ikke-eksisterende. Ville du være ok med at blive tvunget ud i jobs, som slet ikke havde din interesse? Som du ikke selv havde indflydelse på?

Bemærk, at det er spørgsmål, der skal give dig overvejelser, ikke nødvendigvis besvares.

Altså jeg har det sådan, at så længe at der ik er noget fysisk eller psykisk til hindring for at tage en uddannelse og finde et job, så syntes jeg på en måde at man har en form for "pligt" til at gøre det.

Tror de færreste tænker JUHHHHUUU hver morgen de står op, og javer med ungerne, for at alle ka nå at blive klar til at komme ud af døren, men jeg syntes der er noget signal værdi i, at man som forældre, viser sine børn, at vi alle er med til at bidrage, til samfundet, netop for at vi ka ha det velfærdssamfund som vi har. Her tænker jeg både på gratis skole, læge osv osv. 

Det er jo rigtig dejligt, at du ik vil modtage hjælp fra, staten, men som de andre også er inde på, hva så hvis i en dag går fra hinanden, manden mister jobbet eller endnu være dør. Så står du helt uden nogen form for indkomst, andet end mulighed for et minimum, på ik ret meget, også er det først der du ska til at finde ud af hva du vil, med dit liv. 

Self ka man finde arbejde uden en uddandels, men der kommer desværre bare færre og færre af dem, end der var for bare 20 år. 

Nu ved jeg ik hvor meget du mangler af din udd, men tænker at den aldrig vil være spil af tid, at gøre færdig. 

Og hvis du virklig gerne vil hå hjemme, så gør det, men find ud af hvorfor. Nu hvor begge unger snart er skolebørn, gir det jo en frygtelig masse "tom tid" hvor du alligevel ik er sammen med dem, og så meget rengøring er vasketøj er der nok ik, at gi sig i kast med. 

Personligt er jeg ansat 32 pr uge ( nogen uger arbejder jeg nogen og 50 timer pr uge, andre uger 16 timer pr uge) Jeg elsker mine ugentlige fridage, hvor jeg når praktiske ting. Jeg elskede at gi mine unger fridage, da de var små osv osv. Men jeg ville gå fuldstændig i dvale, hvis jeg bare gik hjemme hverdag, uden anden menneskelig kontakt end min kæreste og unger. 

Tænker jeg JUHHHHUUU, hver dag, når jeg ska på arbejde.. Næ, men er jeg glad for mit arbejde og mine kollegaer? Ja heldigvis, det meste af tiden. Er jeg glad for at ha brugt 3 1/2 år på min uddannelse? Ja! Difinere min udd hvem jeg er? Nej! 

Ved ik om du ka bruge mine tanker til noget, men syntes ik man bare ka "gi op" og lave ingenting, med mindre der en fysisk eller psykisk god grund til det! Vh Stine