Skruk, men skal ikke have flere børn!

Åh, jeg er så frygteligt skruk - men både min kæreste og jeg er alligevel enige om, at vi ikke skal have flere børn, da vi allerede har to. De er endda små, kun 1½ og 3½. Graviditeterne var slemme, jeg fik så meget bækkenløsning, at jeg ikke kunne gå og havde møgfødsler, der endte i kejsersnit og efter begge fødsler fik vi kolikbørn og både kæresten og jeg fik fødselsdepressioner. Derfor er vi enige om, at det gør vi ikke igen. Vi har forøvrigt heller ikke plads til endnu en og de to vi har passer så "godt sammen", to drenge, fin alderforskel. 2 stk er bare fint, så er der altid en voksen til hvert barn...
Det var så hårdt, da den sidste kom, jeg sagde bare "aldrig mere!", skaffede mig af med alt babyudstyret, så snart jeg kunne og så videre...

Og alligvel er jeg så utroligt skruk nu. Det er som om min hjerne bare ikke vil huske alle de elendige ting omkring fødsel, kolik, ammestrejker og alt sådan noget. Den husker kun duften af babyen, lykken ved at ligge hud-mod-hud, alt det fine babytøj, fornemmelsen af sådan en lille en i ens favn og samtidig alt det fantastiske der følger, når hænderne opdages, når der skal læres at kravle osv. Min dumme hjerne vil kun huske det gode og jeg er blevet lige så skruk som før, jeg overhovedet fik børn - selvom jeg har 2 og endda stadig ammer den lille.
Det hjælper jo heller ikke på det at to af mine veninder er gravide nu. Jeg er bare grøn af misundelse.

Jeg føler mig så dum, for der er mange, der slet ikke kan få børn og så går jeg her med 2 stk og er så ked af, at jeg ikke skal have flere

Hvordan har I andre klaret jer, hvis I er blevet skrukke efter I ligesom har aftalt, at I bestemt ikke skal have flere børn?! Er det bare noget, man kommer sig over? Eller vil jeg ligesom min mor altid ærgre mig over, at der ikke kom en sidste? For min mor savner stadig den baby, min far ikke ville være med til at få.

Jeg har ingen råd andet end at sige at jeg står i præcis samme situation. 2 drenge, på 1 og 4 år. Også solgt alt babyudstyr. Og i hverdagen føler jeg egentlig vi har nok i de 2 hihi. 
Men jeg har altid haft en drøm om en stor familie, og har svært ved at lægge det med at jeg aldrig skal være gravid og have en nyfødt igen. Men jeg tænker, det skal være fordi der er overskud i hverdagen - og lyst til at gå igennem de hårde ting også. Jeg ved at det skal ikke være min skrukhed der styrer vores valg om en evt 3’er. 
Jeg tror vi tager en beslutning indenfor et års tid, for vi gider ikke en efternøgler om 10 år, en 3’er skal være en del af børneflokken. 

Men 2 kan altså virkelig også noget synes jeg. Men den der store flok - puha den kan altså god noget�� 

Vi skal heller ikke have flere børn og min mand er steriliseret. Jeg var dengang ikke klar til var sige 100% nej til flere børn lige meget hvad men det er jeg nu. Jeg må simpelt hen erkende at jeg ikke magter den stor familie jeg ønskede .mig oprindeligt. Jeg har endda fine graviditeter og okay fødsler men min psykke er simpelthen for skrøbelig. Jeg har ikke fået konstateret en depression men det har været tæt på men jeg opfylder ikke varrighedskravet med hensyn hårdhed af symptomer. Til gengæld har jeg haft stress problematikker når børnene (har 2) er blevet ca 1år. Det bliver værre og værre for hver gang jeg knækker ned. Den yngste er 3 og jeg er endnu ikke på toppen. Tænker jeg aldrig bliver som før igen og det er også helt okay. Men jeg trænger helt ind i sjælen at finde min plads i verden igen. Og ikke kun at eksistere på kanten.