Samvær

Sagen er den at jeg har en dejlig søn på 4 måneder. Ham har jeg sammen med min eks. Vi har ikke været i fast forhold siden lige før graviditeten, har aldrig boet sammen og jeg har derfor den fulde forældremyndighed.

Jeg har gjort alt hvad jeg kunne for at have et godt forhold til ham, jeg har aldrig nægtet ham samvær - tværtimod og jeg har forsøgt at inddrage ham i alt hvad der vedrører vores søn.

Desværre forholder det sig sådan at hans opførsel over for mig mildest talt er meget grim. Han kører psykisk på mig (har altid gjort det on and off), og skaber konflikter ud af ingenting for derefter at vende det om og beskylde mig for at være den der gør og siger det han selv gør, bebrejder, fordrejer ord og situationer, kalder mig en dårlig mor etc. Alt forsøg på normal kommunikation bliver fuldstændig umuliggjort.

Jeg har i dag været nødt til at indse at dette nok desværre aldrig ændrer sig og jeg er nået dertil at jeg rent psykisk ikke kan have ham tæt på mig længere. Jeg er nået til et punkt hvor jeg ikke er tryg ved at være alene med ham fordi jeg ikke ved hvilken historie han opdigter efterfølgende om hvad jeg skulle have sagt og gjort denne gang.

Hvad gør jeg nu? Giver jeg ham det mindst mulige samvær? (Jeg skal selv sætte samværsregler, som han så selv skal ansøge om at få ændret) Nægter jeg ham samvær og afventer at han selv søger om fastsættelse af regler?

Har nogen erfaringer med noget lignende?

På forhånd tak for svar

Anonym skriver:

Sagen er den at jeg har en dejlig søn på 4 måneder. Ham har jeg sammen med min eks. Vi har ikke været i fast forhold siden lige før graviditeten, har aldrig boet sammen og jeg har derfor den fulde forældremyndighed.

Jeg har gjort alt hvad jeg kunne for at have et godt forhold til ham, jeg har aldrig nægtet ham samvær - tværtimod og jeg har forsøgt at inddrage ham i alt hvad der vedrører vores søn.

Desværre forholder det sig sådan at hans opførsel over for mig mildest talt er meget grim. Han kører psykisk på mig (har altid gjort det on and off), og skaber konflikter ud af ingenting for derefter at vende det om og beskylde mig for at være den der gør og siger det han selv gør, bebrejder, fordrejer ord og situationer, kalder mig en dårlig mor etc. Alt forsøg på normal kommunikation bliver fuldstændig umuliggjort.

Jeg har i dag været nødt til at indse at dette nok desværre aldrig ændrer sig og jeg er nået dertil at jeg rent psykisk ikke kan have ham tæt på mig længere. Jeg er nået til et punkt hvor jeg ikke er tryg ved at være alene med ham fordi jeg ikke ved hvilken historie han opdigter efterfølgende om hvad jeg skulle have sagt og gjort denne gang.

Hvad gør jeg nu? Giver jeg ham det mindst mulige samvær? (Jeg skal selv sætte samværsregler, som han så selv skal ansøge om at få ændret) Nægter jeg ham samvær og afventer at han selv søger om fastsættelse af regler?

Har nogen erfaringer med noget lignende?

På forhånd tak for svar

Nej du hverken nægter ham eller giver ham mindst muligt samvær. Du har selv valgt at få barn med ham. Og han har ret til at se dit barn. Vil du ikk være alene med ham så hav en bisidder med. Et familie medlem eller en god veninde f.eks. Og ellers kontakt familie huset eller hvad de hedder og lad dem hjælpe. 
for uanset hvad skal han se sin søn. 

Familieretshuset er ret ligeglad med hvordan han er overfor dig. Det handler om hvordan han er overfor jeres søn. Hans samvær med jeres søn har intet med dit og dims eks’ forhold at gøre. 

Så medmindre han har gjort noget overfor jeres søn der indikerer at han er en dårlig far ( ja han er en dårlig ekskæreste/samarbejdspartner- men det har intet med jeres søn at gøre). Så hvis samværet fungerer så hold fast i det - for går du i familieretshuset vil de udelukkende se på hans forældreevne, ikke hans forhold til dig. 

Jeg har været igennem de samme ting som dog jeg levede bare med ham i 13 år... Jeg var været kommune, familieretshus mm. Fordi han besværliggøre samarbejde. Men det er rigtigt altid fokuser på hvad han gør for jeres søn. Fokus er ikke dig lige meget hvor meget han gør eller opføre sig. Dog vil jeg sige at når barnet kun er 4 måneder. Så skal far have begrænset samvær, i den alder er der svært at blive skilt fra sin faste forældre for længe.. Jeg mener man skal helt op i 3-4 års alderen. Før overnatning er en realitet. Du er velkommen til at skrive, jeg hjælper og rådgiver også andre pga. Alt det jeg selv har været igennem.

Kh Mig

M4U skriver:

Jeg har været igennem de samme ting som dog jeg levede bare med ham i 13 år... Jeg var været kommune, familieretshus mm. Fordi han besværliggøre samarbejde. Men det er rigtigt altid fokuser på hvad han gør for jeres søn. Fokus er ikke dig lige meget hvor meget han gør eller opføre sig. Dog vil jeg sige at når barnet kun er 4 måneder. Så skal far have begrænset samvær, i den alder er der svært at blive skilt fra sin faste forældre for længe.. Jeg mener man skal helt op i 3-4 års alderen. Før overnatning er en realitet. Du er velkommen til at skrive, jeg hjælper og rådgiver også andre pga. Alt det jeg selv har været igennem.

Kh Mig

Det afhænger meget af barnet mht overnatninger. Vi startede med overnatninger da vores søn var 1 år og der har aldrig været problemet. Og 7/7 ordning da han var lige knap 2 år. 
men jeg er enig i at barnet ikk skal væk fra primær forælder alene som 4 mdr. men mor kan jo være der sammen med far i samværstimerne. Men med en bisidder hvis han opdigter nogle løgne og siger ting osv. 

Bisidder på , eller en tæt familie som måske også kan sige fra overfor ham, hvis du ikke magter det. 
jeg havde ikke fundet mig i at han havde behandlet mig sådan - men “desværre” skal far jo have samvær med sit barn 

Sagen er den at jeg har en dejlig søn på 4 måneder. Ham har jeg sammen med min eks. Vi har ikke været i fast forhold siden lige før graviditeten, har aldrig boet sammen og jeg har derfor den fulde forældremyndighed.

Jeg har gjort alt hvad jeg kunne for at have et godt forhold til ham, jeg har aldrig nægtet ham samvær - tværtimod og jeg har forsøgt at inddrage ham i alt hvad der vedrører vores søn.

Desværre forholder det sig sådan at hans opførsel over for mig mildest talt er meget grim. Han kører psykisk på mig (har altid gjort det on and off), og skaber konflikter ud af ingenting for derefter at vende det om og beskylde mig for at være den der gør og siger det han selv gør, bebrejder, fordrejer ord og situationer, kalder mig en dårlig mor etc. Alt forsøg på normal kommunikation bliver fuldstændig umuliggjort.

Jeg har i dag været nødt til at indse at dette nok desværre aldrig ændrer sig og jeg er nået dertil at jeg rent psykisk ikke kan have ham tæt på mig længere. Jeg er nået til et punkt hvor jeg ikke er tryg ved at være alene med ham fordi jeg ikke ved hvilken historie han opdigter efterfølgende om hvad jeg skulle have sagt og gjort denne gang.

Hvad gør jeg nu? Giver jeg ham det mindst mulige samvær? (Jeg skal selv sætte samværsregler, som han så selv skal ansøge om at få ændret) Nægter jeg ham samvær og afventer at han selv søger om fastsættelse af regler?

Har nogen erfaringer med noget lignende?

På forhånd tak for svar

Gå igennem socialforvaltningen/familiehuset. De kan være en god hjælp og støtte i familiehuset. Socialforvaltningen kan sørge for at du igennem familiehuset, bliver fri for kontakt med ham. Fortsætter det derefter og de vurderer at hans måde at agerer på er til skade for jeres barn. Vil de indskrænke samværet og måske sørge for at det bliver overvåget samvær.

krammer, det er en øv situation du står i.

Oddi skriver:

Familieretshuset er ret ligeglad med hvordan han er overfor dig. Det handler om hvordan han er overfor jeres søn. Hans samvær med jeres søn har intet med dit og dims eks’ forhold at gøre. 

Så medmindre han har gjort noget overfor jeres søn der indikerer at han er en dårlig far ( ja han er en dårlig ekskæreste/samarbejdspartner- men det har intet med jeres søn at gøre). Så hvis samværet fungerer så hold fast i det - for går du i familieretshuset vil de udelukkende se på hans forældreevne, ikke hans forhold til dig. 

En del af forældre evnen er også samarbejdet med moderen. Min veninde har ingen kontakt til sin ex mere. Al kontakt sker igennem familiehuset og samværet med faderen er overvåget med en fra familiehuset.. 

ønskebørn74 skriver:

En del af forældre evnen er også samarbejdet med moderen. Min veninde har ingen kontakt til sin ex mere. Al kontakt sker igennem familiehuset og samværet med faderen er overvåget med en fra familiehuset.. 

Ja det ville jeg også mene. Men min erfaring er bare at far kan være nok så stort et svin overfor mor, ( med politianmeldelser osv) uden det er noget familieretshuset tager med i deres vurdering af samvær. Hvorimod hvis han fx ikke bader barnet, glemmer tandbørstning, ikke giver rent tøj på osv - så handler det om barnets helbred og hans forældreevne. 

Oddi skriver:

Ja det ville jeg også mene. Men min erfaring er bare at far kan være nok så stort et svin overfor mor, ( med politianmeldelser osv) uden det er noget familieretshuset tager med i deres vurdering af samvær. Hvorimod hvis han fx ikke bader barnet, glemmer tandbørstning, ikke giver rent tøj på osv - så handler det om barnets helbred og hans forældreevne. 

Det er derfor det at have sin egen advokat med til møder omkring fars agering er vigtigt, hvis de ikke er lydhøre.