Jeg er simpelthen så fustreret hele tiden, jeg forstår ikke mine følelser og er så flov over at have det som jeg har det. Har aldrig hørt om andre som har det på denne måde.
Jeg fødte for fem uger siden en lille dreng, han er noget af det sødeste og kæreste udseendemæssigt, (men han er altid ked af det og skriger konstant). Sundhedsplejersken og lægerne mener det umodne tarme og kolik.
Men for af spole tiden tilbage, så gik hans fødsel virkelig hurtigt og han kom en uge før termin. Mentalt var jeg indstillet på at gå over tid, for det gjorde jeg med mine to store børn. Det kom virkelig som et chok for mig at vandet gik da det gjorde og fik vestorm efterfølgende, nåede kun lige ind på hospitalet. Jeg var slet ikke klar over jeg havde født ham da det var overstået, pludselig havde jeg bare en baby liggende på mig...
Udover han kom hurtigt viste det sig at han var meget meget mindre end skønnet (formentlig pga manglende kar i navlestrengen), og hans værdier var helt skæve så vi blev indlagt. (Det vil sige baby og jeg blev indlagt og min mand var af gode grunde nødt til at tage hjem til de store børn). Det viste sig hurtigt at baby opførte sig præmatur (ifølge lægerne), og han havde ikke sutterefleks så amningen blev opgivet efter fem dages kamp hvor jeg nægtede at indse det ikke kunne lade sig gøre. Han fik alt sin mad igennem sonde de første ni dage, men havde sonden i tolv dage til at supplere det op han ikke tog på trykflasker (bløde flakser jeg kunne tykke på når han suttede for af hjælpe ham). Vi kom hjem efter de tolv dage.
Udover alle de mange mange forskellige blodprøver og at han ikke kunne spise selv, græd/græder han hele tiden... Det meste af hans vågen tid fra fødslen til nu er med gråd. (Igen de mener det kolik og umodne tarme). Vi har prøvet ALT, alle former for alternativ medicin, akupunktur, zoneterapi, kiropraktor... you name it, intet hjælper.
Jeg har indtil i forgårs malket ud til ham, men nu mener sundhedsplejersken at det nok er min mælk han reagerer på, så nu skal han kun have mme. Jeg føler mig helt slået ud... Ikke nok med at han ikke kan spise hos mig, nu kan han ikke engang få min mælk. (Må jeg indrømme at mme måske har hjulpet ham en smule, men kan også være det indbildning, for han skriger stadigvæk meget.)
Jeg føler mig distanceret fra min baby... Han er så ked af det og alt er gået så skævt. Ved mange har meget værre forløb og flere ting af slås med. Men jeg kan simpelthen ikke være i det. Alt i mig har lyst til at flygte fra det hele. Jeg har ikke givet ham en eneste flaske siden vi gik over til mme, for jeg kan simpelthen ikke. Alt i mig kryper sig sammen og gør ondt når han græder og jeg kan hører ham HELE tiden, selv når han ikke græder eller jeg er ude og handle.
Har forsøgt at sove nogle dage hos mine forældre for at få en pause, og det slår mig jeg slet ikke savner ham. Jeg tager ham kun når jeg skal fordi min mand ikke lige kan. Jeg elsker ham virkelig virkelig højt og han dufter så godt, men jeg er næsten bange for ham. Ved godt det lyder fjollet. Men jeg ved simpelthen ikke hvordan jeg ellers skal beskrive det.
Jeg er så glad og lettet når jeg ikke er hjemme, føler mig som mig selv når jeg er væk og har de store børn med. Men når jeg kommer hjem, allerede i indkørslen får jeg ondt i maven og tager mig selv i af sidde og lytte med åben vindue i bilen om han græder derinde.
Åh jeg ville sådan ønske jeg kunne give ham til en familie som ville elske ham alt det han har brug for, og som kan magte ham. Min mand bliver så gal og sur når jeg forsøger at snakke med ham. Jeg forstår slet ikke hvordan han kan være i alt det her og ikke knække på det. Intet er som det skal være og vores baby er jo kun ked af det. Han smiler ikke engang endnu.
Jeg ved jeg formentlig har fået en depression efter fødslen, men den psykolog som sundhedsplejersken har henvist mig til er ikke til nogen hjælp. Hun lagde ud med at spørge "hvordan var forløbet på hospitalet" . Da jeg skulle fortælle om det begyndte jeg at græde ( prøvede at beherske mig), og hun afbryder mig med at sige "ja du må undskylde hvis det ser ud som om jeg er ved at falde I søvn, men alt den ked af det hed får mig til at blive ked af det..." Øh... Tror virkelig ikke hun skulle være psykolog, men hvad ved jeg er ikke vant til at komme sådan et sted. Men jeg fik mere dårlig samvittighed over at gøre hende ked af det, pga jeg er det. Så endte med at sidde og glo på et panel resten af den time.
Føler mig forkert på alle måder. Har fejlet som mor for min lille dreng og jeg kan ikke engang give ham det eneste jeg kan, nemlig min mælk. Har lyst til at pakke min taske og tage de to store med mig, så de heller ikke skal lide under det her tag med gråd og dårlig vibe. (Mest pga lillebror græder så utroligt meget hele tiden).
Undskyld mit meget lange opslag. Ved ikke helt hvad jeg vil med det udover at få luft for det hele. Min familie er ved at gå i stykker og jeg kan ikke holde sammen på den, for jeg er en af årsagerne...
