Bonus søskende

Jeg har fundet en dejlig sød mand der også har nogle skønne børn. Jeg kan rigtig godt lide dem og laver tit sammen med dem. Især den yngste har helt og holdent taget mig til sig og vi laver tit aktiviteter, helt alene. Jeg putter, krammer og opdrager på lige fod med mine egne. 

Jeg er dog usikker på den store. Han er knap 15 år gammel og allerede stor. Han er meget ansvarlig, voksen i sin tilgang til ting og opdrager også tit på sin lillebror. Det er jeg så ikke enig i, men det er ikke min afdeling så det lader jeg passere. 

Nu kommer så problemet. Jeg har selv nogle børn som har taget min kærestes børn til sig som sine bonus søskende. De omtaler dem som deres bonus. De interesserer sig for dem og de vil gerne være sammen med dem. Sådan er det også med min kærestes, den yngste. Han siger også bonus om mine. 

Men den store siger tværtimod det modsatte og gerne op i deres ansigter. Feks du er ikke min søster, jeg er ikke din bror. Jeg vil ikke med til deres skole. Hvorfor skal jeg være sammen med dem. Jeg gider ikke hjælpe osv. Jeg har sagt til min kæreste, at jeg synes at han burde tage en snak med ham om det. Normalt ville jeg gerne tage snakken men jeg er bange for at den ældste vil føle jeg træder over en grænse. Men min kæreste kan ikke rigtig komme ud af start hullerne. Han mener ikke rigtig der er et godt nok tidspunkt. Det er der så åbenbart aldrig. Det skal lige siges at vi har været kærester i 4 år og de har kendt hinanden i 3 så det er ikke nyt, nyt. 

Jeg er helt med på at det er okay han har det sådan. Bare fordi ens far får en ny kæreste som også har børn, er det ikke nødvendigvis at man skal elske dem eller holde af dem men jeg mener man bør tolerere dem i det mindste og lade være med at sige ting som er sårende, bevidst. At han behøver ikke sige du er ikke min søster når de siger bror til ham. Men lade det passere. Men er jeg forkert på den? 

Det sårer selvfølgelig mine børn helt vildt meget og de er begyndt at trække sig. De vil gerne min kæreste. Og han dem. Men de er begyndt at sige om vi behøver at være sammen med de andre.. Fordi han kan alligevel ikke lide os, siger de. 

Vi er ikke i nærheden af at skulle flytte sammen. Vi bor langt fra hinanden så børnene ser hinanden, måske en gang om måneden til en overnatning. Hos min kæreste. For hans børn vil ikke hjem til os. Det er især den store der siger nej. Og så følger lillebror med. �� 

Så hvad skal jeg gøre? Jeg er jo selvfølgelig ked af det. Især fordi mine børn jo vildt gerne vil hans. Og jeg vil hans. Og han vil mine. Jeg er indforstået med at den store måske aldrig nogen sinde vil sige søskende om mine. 

AnjaZenia skriver:

Jeg har fundet en dejlig sød mand der også har nogle skønne børn. Jeg kan rigtig godt lide dem og laver tit sammen med dem. Især den yngste har helt og holdent taget mig til sig og vi laver tit aktiviteter, helt alene. Jeg putter, krammer og opdrager på lige fod med mine egne. 

Jeg er dog usikker på den store. Han er knap 15 år gammel og allerede stor. Han er meget ansvarlig, voksen i sin tilgang til ting og opdrager også tit på sin lillebror. Det er jeg så ikke enig i, men det er ikke min afdeling så det lader jeg passere. 

Nu kommer så problemet. Jeg har selv nogle børn som har taget min kærestes børn til sig som sine bonus søskende. De omtaler dem som deres bonus. De interesserer sig for dem og de vil gerne være sammen med dem. Sådan er det også med min kærestes, den yngste. Han siger også bonus om mine. 

Men den store siger tværtimod det modsatte og gerne op i deres ansigter. Feks du er ikke min søster, jeg er ikke din bror. Jeg vil ikke med til deres skole. Hvorfor skal jeg være sammen med dem. Jeg gider ikke hjælpe osv. Jeg har sagt til min kæreste, at jeg synes at han burde tage en snak med ham om det. Normalt ville jeg gerne tage snakken men jeg er bange for at den ældste vil føle jeg træder over en grænse. Men min kæreste kan ikke rigtig komme ud af start hullerne. Han mener ikke rigtig der er et godt nok tidspunkt. Det er der så åbenbart aldrig. Det skal lige siges at vi har været kærester i 4 år og de har kendt hinanden i 3 så det er ikke nyt, nyt. 

Jeg er helt med på at det er okay han har det sådan. Bare fordi ens far får en ny kæreste som også har børn, er det ikke nødvendigvis at man skal elske dem eller holde af dem men jeg mener man bør tolerere dem i det mindste og lade være med at sige ting som er sårende, bevidst. At han behøver ikke sige du er ikke min søster når de siger bror til ham. Men lade det passere. Men er jeg forkert på den? 

Det sårer selvfølgelig mine børn helt vildt meget og de er begyndt at trække sig. De vil gerne min kæreste. Og han dem. Men de er begyndt at sige om vi behøver at være sammen med de andre.. Fordi han kan alligevel ikke lide os, siger de. 

Vi er ikke i nærheden af at skulle flytte sammen. Vi bor langt fra hinanden så børnene ser hinanden, måske en gang om måneden til en overnatning. Hos min kæreste. For hans børn vil ikke hjem til os. Det er især den store der siger nej. Og så følger lillebror med. �� 

Så hvad skal jeg gøre? Jeg er jo selvfølgelig ked af det. Især fordi mine børn jo vildt gerne vil hans. Og jeg vil hans. Og han vil mine. Jeg er indforstået med at den store måske aldrig nogen sinde vil sige søskende om mine. 

Jeg synes den er svær..... for nej er helt enig med dig i at den store ikke bør sige sådan noget og hsn er bestemt gammel nok til at man kan få en snak med ham omkring tingene...

når det er sagt så er det bare svært med dr her sammenbragte familier. I bor ikke sammen endnu of ses ikke så ofte med børnene samlet. Det jeg tror mange i en sammenbragt familie glemmer er at det er de voksne der har valgt forholdet og ikke børnene. Børnene har reelt ikke haft noget valg. Vupti så skal de indpasse sig i en ny familie fordi det har de voksne bestemt.. de har også “bestemt” at nu skal de habe nye bonus søskende og de skal helst gerne kunne sammen...  barnet/ børnene har jo ikke noget at skulle have sagt og ærlig talt jeg tror virkelig ikke det er nemt som bare at blibe “placeret” i en ny familie
betyder det at man som single forældre skal lade ens liv gå i stå fordi man har børn? Nej bestemt ikke.. selvfølgelig skal man videre i livet og finde kærligheden på ny 

men ja det er jo ikke fordi drengen siger noget der ikke passer for nej de er jo ikke søskende. Men selvfølgelig skal han ikke sige det lige op i hovedet på dem og såre dem. Og det synes jeg helt ærlig hans far skal tage en skak med ham om. Men måske lige så meget en ærlig snak med ham om hvordan han har det med det hele. Lad ham komme med sine følelser og tanker omkring det at blive “placeret” i den nye familie. Hvis han kan formulere det ud tror jeg det er den bedste måde at hjælpe situationen på 

Og så husk han er 15 det er i forvejen en svær alder(mik datter på 15 er blevet storesøster igen og vil lige sige hun er ikke begejstret og ønsker faktisk at komme mindre ved hendes far nu) 

håber i finder en løsning 

Fejl.