6 år og skole

Mit barn er 6 år og går i 1. klasse. Et bredt spørgsmål, men hvad forventer man at et barn på 6 år kan? 

Jeg tænker ikke på hvor dygtige de er i timerne til dansk og matematik, men hvad forventer man som lærer eller pædagog, at de kan ift at være stille i timerne, at hænge sin jakke på plads, at være en god ven, at have ansvar for egne ting, respekt for andres ting, høre efter og alt i den stil.

Jeg tænker selv at man som forælder har ansvaret for at lære sit barn alle disse ting, men hvad hvis noget af det halter på den ene eller den anden måde? Hvor går grænsen så for, om det udelukkende er et forældreansvar til at lærer/pædagog hjælper? Jeg mener ikke, at det er noget, der kommer fra den ene dag til den anden. Det er en proces og nogle ting tager tid. Jeg gør alt, hvad jeg kan, men det er som om, at den lærdom bliver sat på standby, når det er skoletid. Men det er særligt der, mit barn skal bruge den lærdom. Men så glemmer h*n det og så er det bare ærgerligt.

Jeg har et indtryk af, at mit barns skole er ret firkantede ift den slags. Nu er det altså ikke fordi, mit barn har svært ved alle disse ting. Det er blot for at nævne nogle eksempler. Jeg har forventninger til mit barn. Men mit barns alder taget i betragtning, så synes jeg ikke altid, at skolens forventninger stemmer overens med barnets alder. Det er nogle gange som om, at fordi mit barn går i skole, så kan mit barn det hele. Mit barn har nogle gange brug for hjælp til nogle ting eller blive mindet om nogle ting. Jeg har indtryk af, at mit barn nogle gange glemmer, fordi h*n mentalt er et andet sted. Jeg kan minde mit barn om det nok så mange gange herhjemme, men mit barn glemmer det ofte henne i skolen.

Jeg tror i virkeligheden, at jeg savner et samarbejde. Mit barn er i skole og SFO rigtig mange af mit barns vågne timer og derfor mener jeg heller ikke, at de kan fralægge sig alt ansvar. 

Slutteligt vil jeg lige påpege, at jeg på ingen måder forventer eller tror, at jeg selv kan fralægge mig ansvaret som forælder, bare fordi mit barn ikke er sammen med mig. Tro endelig ikke det. Men jeg kunne ønske mig et samarbejde, der kontinuerligt kunne gøre det lettere for mit barn at huske.

Håber det giver mening. Hvad har I oplevet med jeres 6-årige børn i skolen?

Jeg er enig i at der godt kunne være mere fokus på at de små faktisk stadig er små.

Jeg har indtryk af at mine (0.klasse og 3.klasse) er meget aldersvarende i deres adfærd osv. Men ja, der bliver forventet mere, er mit indtryk. Et helt konkret eksempel kan være at vi til forældremøde fik at vide at der var for meget uro i den stores klasse, fordi eleverne ikke fik de rette bøger med ind til time (deres tasker skulle hænge i deres skab på gangen) altså, de regnede med at eleverne om morgenen kunne huske hvad de skulle have af fag hele dagen og tage de rette bøger med ind. Også de børn som har været i morgen SFO i 1 time hvor forældrene ikke kan stå og minde dem om det som det sidste inden de skal ind i klassen. Vi fik heldigvis indført at de kan tage tasken med ind. Så skal vi som forældre nok hjælpe med at få pakket de rette ting, og de undgår renderi ud og ind af klassen fordi ungerne glemmer. 

 Jeg oplever det også med overtøj. Jeg kan hente børn i SFO og så er de ude i regnvejr uden regntøj. Selvom det hænger i skabet (eller er faldet ned i bunden). Ingen voksen går nogensinde hen og dobbelttjekker, de stoler bare på at barnet siger de ikke har noget i skabet - fordi de ikke lige gider tage det på. Og så får vi forældre en lille bemærkning med på vejen hjem, om at vi altså skal huske det regntøj...... Suk... Nogen ting er man bare ikke herre over som forældre, mens de er i skole og SFO. Jeg ville hjertens gerne kunne indprente i min yngste at det regntøj bare skal på når de voksne siger det og jeg siger det flere gange i ugen som det sidste når jeg aflevere. Men jeg kan bare ikke være der mens jeg selv i skole..

Så ja.. jeg vil gerne påtage mig ansvaret , men jeg kan simpelthen ikke løfte det ansvar i de timer jeg ikke er tilstede. Og det savner jeg sommetider at der så var nogen andre der gjorde. 

Anonym skriver:

Jeg er enig i at der godt kunne være mere fokus på at de små faktisk stadig er små.

Jeg har indtryk af at mine (0.klasse og 3.klasse) er meget aldersvarende i deres adfærd osv. Men ja, der bliver forventet mere, er mit indtryk. Et helt konkret eksempel kan være at vi til forældremøde fik at vide at der var for meget uro i den stores klasse, fordi eleverne ikke fik de rette bøger med ind til time (deres tasker skulle hænge i deres skab på gangen) altså, de regnede med at eleverne om morgenen kunne huske hvad de skulle have af fag hele dagen og tage de rette bøger med ind. Også de børn som har været i morgen SFO i 1 time hvor forældrene ikke kan stå og minde dem om det som det sidste inden de skal ind i klassen. Vi fik heldigvis indført at de kan tage tasken med ind. Så skal vi som forældre nok hjælpe med at få pakket de rette ting, og de undgår renderi ud og ind af klassen fordi ungerne glemmer. 

 Jeg oplever det også med overtøj. Jeg kan hente børn i SFO og så er de ude i regnvejr uden regntøj. Selvom det hænger i skabet (eller er faldet ned i bunden). Ingen voksen går nogensinde hen og dobbelttjekker, de stoler bare på at barnet siger de ikke har noget i skabet - fordi de ikke lige gider tage det på. Og så får vi forældre en lille bemærkning med på vejen hjem, om at vi altså skal huske det regntøj...... Suk... Nogen ting er man bare ikke herre over som forældre, mens de er i skole og SFO. Jeg ville hjertens gerne kunne indprente i min yngste at det regntøj bare skal på når de voksne siger det og jeg siger det flere gange i ugen som det sidste når jeg aflevere. Men jeg kan bare ikke være der mens jeg selv i skole..

Så ja.. jeg vil gerne påtage mig ansvaret , men jeg kan simpelthen ikke løfte det ansvar i de timer jeg ikke er tilstede. Og det savner jeg sommetider at der så var nogen andre der gjorde. 

Åh, jeg er ikke den eneste.... men det betyder måske også bare, at det er mere udbredt end som så.

Jeg tænker på, om det måske også handler om ressourcer? Men man kan jo ikke lade som om, at børnene kan mere end de kan, fordi der mangler ressourcer. Jeg føler, at der forventes noget, som for nogle er umuligt at indfri. Bevares, vi skal have forventninger til vores børn og også gerne høje forventninger, vi skal tro på, at de kan. Men vi skal jo heller ikke være urealistiske.

Den med regntøjet kan jeg virkelig godt genkende. Mit indtryk er også, at de voksne stoler blindt på, at det børnene siger er rigtigt. Børnene får simpelthen lov til selv at bestemme. Jeg oplever også, at børnene kan rende rundt udenfor uden jakke på eller jakken stående åben, imens de voksne selv står med tyk jakke og evt. hue og vanter. Så kommer man der og henter og tænker "hvorfor f***** siger de ikke noget?"... så går man pænt hen og siger noget, og så trækker de bare på skuldrene og smiler let og siger " Jeg har spurgt, om h*n ikke fryser"... så står jeg der som mor og tænker "øh... og så fordi mit barn siger næh, så er det bare sådan det er eller hvad? Hvad hvis det havde været dit eget barn?" Og her er der tale om børn på 5 og 6 år. Jeg oplevede det også her forleden, hvor mit barn kun rendte rundt med en undertrøje på (og det var ikke varmt!). Den voksne havde set det, men havde ikke gjort noget ved det.

Børnene render også nogle gange rundt udenfor uden sko. De voksne skal ikke rende rundt og kigge børnene over skuldrene hele tiden. Men jeg bliver harm over sådan en ansvarsfraskrivelse, når den voksne har set det og har været opmærksom på det uden at gøre noget.

Nogle gange kan en institution/skole jo også godt finde på at sige/skrive ud, at vi forældre gerne må tale med vores børn om det ene og det andet. Det kan jo være, hvis de oplever udfordringer på forskellige områder. Det kunne f.eks. være at tale om hele coronasituationen og hygiejne eller om at være en god ven, hvis nu nogle har drillet. Det er da helt legitimt og selvfølgelig gør vi det. Det kalder jeg for samarbejde. Det er da også vores ansvar som forældre. Vi er jo kun interesseret i at vores barn trives og at klassen trives. Men hvor er så hjælpen, når det går den anden vej og der er noget, ens barn finder svært? Så er det som om, de trækker en streg i sandet og der er ingen hjælp at hente. Det står ligesom mellem linjerne "Bare ærgerligt Sonny Boy. Jeg er ikke dit barns mor, så den må du selv ligge og rode med"

Mit barn har i øjeblikket utrolig svært ved at få pakket sine ting ordentligt sammen i klassen, hvilket resultere i, at tingene bliver decideret væk. Selvom der står navn på ALT og der er markeringer på også. Jeg har talt så afsindigt meget med mit barn på 6 år om det, men h*n glemmer det henne i skolen. Når der bliver sagt frikvarter, så er det det der er oppe i hovedet. Så kommer taskens indhold sekundært.

Jeg efterlyser, at det er noget, de rent faktisk godt kan tage op i klassen. At huske at pakke sammen. Ordentligt. Respekt for egne ting. Huske at aflevere lånte ting tilbage. Jeg synes, det er lige så legitimt, som at tage det op i klassen, hvordan man er en god ven. Jeg taler meget med mit barn om det, men det er svært, nogle gange umuligt, når man ikke er der i så mange timer at kunne tage ansvaret for det. Så er det nemlig som om, at de voksne forventer, at børnene selvfølgelig godt selv kan tage det ansvar. Og at de skal kunne huske det i så mange timer helt selv. Børn på 6 år. For nogle er det ikke svært mens andre har brug for hjælp. 

Er jeg så en curlingmor, fordi jeg er så "irriterende" at efterlyse hjælp på skolen til noget, som er en udfordring for mit barn? Jeg synes jo selv, jeg ville være en curlingmor, hvis jeg bare gav mit barn nyt med når noget andet blev væk. Hvordan skulle mit barn ellers finde ud af vigtigheden i at passe på sine ting og at det har en konsekvens, når det bliver væk?

Kan man virkelig skære det så firkantet ud at dansklæreren kun underviser i dansk og ikke en milimeter mere. Matematiklæreren underviser kun i matematik og ikke en milimeter mere. Hvem trøster så barnet som er blevet slået eller drillet? Selvom man har uddannet sig til lærer, så påtager man sig jo også nogle gange (ofte) en pædagogisk rolle, når man trøster et barn. Jeg kan godt se, at det ville være vildt lækkert, hvis børnene bare altid hørte efter, altid huskede sine ting, aldrig drillede hinanden osv. Men det er jo ikke virkeligheden. Og børn er forskellige og de er jo også bare i en anden konstellation i skolen ift. at være hjemme.

Nu virker det måske som om, at jeg synes, at alle pædagoger og lærere gør deres arbejde elendigt og det mener jeg bestemt ikke! Jeg har generelt stor respekt for lærere og pædagoger. Der er bare nogle ting, som jeg undrer mig over og som jeg ikke synes kan være rigtigt. 

Jeg har to børn i skole ( 0. og 1. Klasse) og her er forventningen også at visse ting at børnenes eget ansvar - som f.eks at tage regntøj på, eller sin jakke.

Vi har så den yngste med dyspraksi, og det betyder at ting som at skifte tøj er meget svært svært for ham og vi har haft møder med skolen allerede inden skolestart- for siger vi ikke noget, så skal han gøre det selv. Pga hans dyspraksi, så husker de at spørge ham og hjælper hvis han siger ja. Men han har stadig selv det ansvar at sige ja eller nej.

Ham i 1.klasse nægte regntøj, og så må det være sådan. Så bliverhan våd og kold og skal bruge tid på at skifte tøj i stedet for at lege. Hvis han nægter jakke og det er koldt? Jamen, så må han jo fryse. 

Vi taler om påklædning herhjemme, og at det er rarere at være tør og varm end kold og våd, men i skolen er det deres ansvar og deres valg.

At smide ting væk - det gør mine også. Blyanter og sakse og limstifter, ekstra trøjen og madkassen... ja, og så har man jo så bare ikke den ting mere før man finder den? Så er det reserve-madkassen og den dårlige saks der kommer med i tasken, og det er egentlig slet ikke så rart. det er den store ved at lære. At det er dejligt med egne ting og ikke den madkasse fra lillebror på 3 år med Paw Patrol eller Minions. At ekstra saksen klipper dårligt og ligger dårligt hånden.  

Og så kigger jeg jævnligt efter i ‘glemte ting” kassen på skolen, og der finder jeg det meste.

1. klasses børn skal kunne efterkomme opfordringer: Tag din jakke på, pak alle dine ting i tasken, spis din madpakke. Hvis barnet så ikke vil, så bliver han kold, mister sine blyanter og er sulten. Forhåbentlig vil han så have jakken på næste dag - og så fremdeles. 

Det er ikke realistisk, at lærerne skal pakke børnenes tasker eller tjekke garderober for regntøj, børnene skal selv gøre arbejdet. Men de voksne skal opfordre. 

Blyanter bliver derudover væk hele tiden (ligesom højre-sokker), hav et stort lager og fyld løbende op. Børn, der spurter rundt, har tit brug for minimalt tøj ift stillestående voksne. Men fodtøj SKAL de have på. 

På mine børns skole er pædagogerne skrappe: Man må ikke være ude om vinteren uden ordentlig påklædning. Men undertrøje var nok gået på denne tid af året hos en varm og aktiv dreng. 

Har din dreng brug for hjælp til at høre efter de voksnes anvisninger i skolen? En hånd på skulderen eller lignende?

Abracadabra skriver:

1. klasses børn skal kunne efterkomme opfordringer: Tag din jakke på, pak alle dine ting i tasken, spis din madpakke. Hvis barnet så ikke vil, så bliver han kold, mister sine blyanter og er sulten. Forhåbentlig vil han så have jakken på næste dag - og så fremdeles. 

Det er ikke realistisk, at lærerne skal pakke børnenes tasker eller tjekke garderober for regntøj, børnene skal selv gøre arbejdet. Men de voksne skal opfordre. 

Blyanter bliver derudover væk hele tiden (ligesom højre-sokker), hav et stort lager og fyld løbende op. Børn, der spurter rundt, har tit brug for minimalt tøj ift stillestående voksne. Men fodtøj SKAL de have på. 

På mine børns skole er pædagogerne skrappe: Man må ikke være ude om vinteren uden ordentlig påklædning. Men undertrøje var nok gået på denne tid af året hos en varm og aktiv dreng. 

Har din dreng brug for hjælp til at høre efter de voksnes anvisninger i skolen? En hånd på skulderen eller lignende?

Nu må du fortælle mig, hvis jeg misforstår, men jeg læser ud af din besked, at du mener, det er urealistisk, at lærerne skal pakke børnenes tasker. Det er jeg 100% enig i. Men skriver du det, fordi du tror, at det er det, jeg gerne vil have, at lærerne skal gøre? I så fald, så er det i hvert fald ikke det jeg mener.

Jeg mangler bare samarbejde med lærerne og pædagogerne ift. opfordring og støtte. Altså vi taler ikke om 10-årige børn, men 5-6 årige børn. Der er stor forskel. Bare fordi man er startet i skole, så er det ikke ensbetydende med, at man kan det hele. Når vi ikke taler om ældre børn, så mener jeg, at der er visse ting, som er et voksenansvar og slet ikke noget, som børnene selv skal få lov til at bestemme.

Mit barn vil også helst have pandekager til aftensmad og is hver dag, hvis hun selv kunne få lov til at bestemme, men det får hun ikke lov til at bestemme. Jeg tænker, at børnene skal være måske et par år ældre, før man for alvor kan forvente, at børnene kan forholde sig en hel del mere rationelt til tingene. Indtil videre er de stadig indimellem styret af deres lyst, og ikke af deres fornuft, så det ser jeg gerne vil blive stimuleret, også når de er i skole. Men fornuften kommer selvfølgelig løbende i takt med, at de bliver ældre. Den fornuft så jeg gerne, at vi sammen kunne stimulere i stedet for at vi skal gå hårdt mod hårdt. Jeg taler ikke om særhensyn til mit barn, for det forventer jeg ikke. Jeg taler om, at det er noget, man også godt kan tale om i klassen. Det er noget, der vedrører alle. Det er primært mit ansvar som forælder, men nogle gange er der brug for en hjælpende hånd på skolen og i SFO, da det er der mit barn (Og andres børn) er meget. For mit barn handler det om, at tingene bliver væk. Og det har ikke været sådan hele skoletiden. Og der er også andre børn, der roder eller hvor tingene bliver væk.

Det er vel at sige til børnene at her har vi de og de regler. Jeg kan godt fortælle om reglerne herhjemme, men hvis de ikke bliver håndhævet henne på skolen og børnene mere eller mindre får ansvaret selv, så synes jeg godt nok det er lidt op ad bakke...

Abracadabra skriver:

1. klasses børn skal kunne efterkomme opfordringer: Tag din jakke på, pak alle dine ting i tasken, spis din madpakke. Hvis barnet så ikke vil, så bliver han kold, mister sine blyanter og er sulten. Forhåbentlig vil han så have jakken på næste dag - og så fremdeles. 

Det er ikke realistisk, at lærerne skal pakke børnenes tasker eller tjekke garderober for regntøj, børnene skal selv gøre arbejdet. Men de voksne skal opfordre. 

Blyanter bliver derudover væk hele tiden (ligesom højre-sokker), hav et stort lager og fyld løbende op. Børn, der spurter rundt, har tit brug for minimalt tøj ift stillestående voksne. Men fodtøj SKAL de have på. 

På mine børns skole er pædagogerne skrappe: Man må ikke være ude om vinteren uden ordentlig påklædning. Men undertrøje var nok gået på denne tid af året hos en varm og aktiv dreng. 

Har din dreng brug for hjælp til at høre efter de voksnes anvisninger i skolen? En hånd på skulderen eller lignende?

Jeg tror ikke der er nogen der siger at lærerne skal pakke tasken ? Ej heller tjekke efter regntøj hele tiden. Men i mit tilfælde, hvor den mindste altid siger det ikke er der - og vi forældre fortæller at det ér der altså, hver gang vi får en påtale på manglende regntøj - så synes jeg faktisk det ville være ok at en lærer/pædagog bare en enkelt gang gik med op og sagde "det er faktisk lige her. På med det" og for fremtiden så måske stå fast på at barnet må fise ind efter det regntøj fordi de VED det er der. Det er jo ikke kun det at barnet så må fryse og lære at det ikke er rart. Det kan jo skabe en hel kædereaktion med sygdom og deraf fravær fra både skole (for barnet) og job (for mor og far). Det er sgu træls i længden. 

Jeg er støttepædagog på en elev i 1. Klasse og er sammen med klassen i skoletiden mange timer om ugen. Jeg hjælper gladeligt med lige at lyne en jakke eller krænge regnbukserne ud over støvlerne. Hvis nogen mener de ikke har fx regntøj med hjælper jeg gladeligt med lige at kigge en ekstra gang. Jeg giver hellere end gerne et stort kram og Jeg minder børnene om at rydde op på deres garderober og er der noget jeg tænker forældrene skal vide uanset om det er noget godt eller skidt barnet har lavet, så fanger jeg gerne en forældre når de henter eller skriver rn besked . Forældre samarbejdet er da mega vigtigt for at bare kan trives i skolen synes jeg. 
har i haft forældremøde ? Hvis ikke så spørg ind til hvad skolen forventer så i kan få afstemt forventninger. Hvis i har haft møde så skriv en besked til skolen / lærerne i dit barns klasse så du kan få svar på det der fylder 

Lige I øjeblikket tales der meget om minimumsnormeringer, jeg mener de siger 6 børn pr pædagog i børnehaven - helt enig, men tænker så nogen gange okay og når de så dagen efter starter i skole så kan normeringen hedde 28 børn til en lærer - det ændrer en del. 

Jeg er selv lærer og nej jeg forventer egentlig ikke et barn på 7  - 8 år (den aldersgruppe jeg har lige nu) kan huske hvilke bøger der skal frem, kan overskue regntøj osv. Jeg ved kollektive beskeder er en udfordring for nogle, og vi arbejder derfor med de kollektive beskeder, de må Max have 3 led, de gentages og flere af børnene gentager dem, jeg tager en en til en med de børn, hvor jeg ved det er en særlig udfordring osv. Men når det er gjort, så må jeg give slip, for jeg er der for dem alle sammen, og midt i regntøjet skal findes kan det være Per har slået sig og skal trøstes, Kasper vil gerne fortælle mig om den sommerfugl han så i går, Pia har væltet sin mælk, og Lise spørger, hvad var det nu vi skulle. 

Og nej dansk læreren er ikke bare dansklæreren, der bliver trøstet, bundet snørebånd, set på legetøj, lynet lynlåse, trøstet, lavet kobfliktmæglig, der blevet sågar leget gemmeleg og spillet stikbold. Men dansklæreren skal måske også ind i 1.b og have kristendom efter pausen, eller måske til et møde en forælder eller... 

Vi vil samarbejdet, vi vil hjælpe, men oh ja det er et super kedeligt men, forholdene er anderledes i skolen end i børnehaven, og vi voksne kan have mange klasser vi skal ind i, mange lynlåse der skal lynes. Og en af de ting vi øver og øver og øver og forældrene egentlig også kan øve, er det at kunne høre og forstå en kollektiv besked. 

Men som en anden skriver tag kontakt, gå i dialog for alle vil det bedste og gerne samarbejdet, men jo der er nogle andre krav til børnene når de går fra børnehave til skole. Og vi øver og øver de krav