Bange for graviditet

Jeg ved næsten ikke hvordan jeg skal begynde. Eller slutte. Jeg ved slet ikke, hvad det er jeg tænker, men jeg ved at det fylder utroligt meget i mit hoved, selvom jeg ikke helt kan forstå hvorfor.

Jeg er bare så bange for at blive gravid. Jeg har i forvejen to skønne unger. Begge har deres udfordringer, som gør at vi har en familiebehandler fra kommunen på besøg en gang om ugen til at hjælpe os med at lære at håndtere hvordan vi er de bedste forældre vi kan for vores helt fantastiske, omend meget krævende, børn.

Min yngste er født alt for tidligt. Der var mange komplikationer og i lang tid, ja faktisk indtil vi fik ham med hjem, troede vi ikke at han ville klare den. Det har, måske naturligt nok, gjort mig noget nervøs for at hvis jeg nu skulle blive gravid igen, så ville det ende på samme måde. Så vi tog i fællesskab den meget hårde beslutning om at vi ikke skal have flere børn, til trods for at det var et stort ønske for os begge.

Så fik jeg en hormonspiral, for så skulle jeg jo ikke ret gerne kunne blive gravid. Det er såmænd også fint nok, men da jeg jo alligevel havde benene oppe, valgte vi lige at tage et celleskrab. Celleskrabet viste moderate forandringer og en process gik igang. Jeg har fået lavet 8 vævsprøver og 2 keglesnit siden, hvor jeg stadig venter på svar fra den nyeste. Sidst var det blevet til svære forandringer.

Imens al dette gynokologiske tam-tam har stået på, har han hver gang skåret udenom spiralen, da jeg selvfølgelig helst ville beholde den, når den jo virker som den skal, og desuden er vildt dyr bare lige at skulle have en ny af, når den ikke engang er 2 år gammel.

Så for snart 2 måneder siden, efter det sidste keglesnit, gik såret op og jeg var et smut på sygehuset fordi jeg blødte virkelig meget. Det var såmænd også fint nok og jeg blev syet i stedet for brændt derinde med streng besked om at blive hjemme på sofaen i en uges tid. Og det gjorde jeg så.

Men så kom tankerne snigende. Hvad nu hvis de har fået rykket på spiralen? Hvad hvis den ikke virker efter alt det her? Hvad hvis jeg bliver gravid og bliver nødt til at få en abort af et barn som vi egentlig begge inderligt ønsker, men bare ikke har overskud til?
Jeg har fået tjekket at den sidder som den skal, men jeg kan bare ikke slippe af med disse tanker igen.

Alt dette her har i forvejen tæret hårdt på vores parforhold. Delvist fordi der jo har været (for os) langer perioder hvor vi ikke har kunne/måtte have sex, men også al den nervøsitet og frygt der fulgte med årsagen til alle disse test. Og nu disse tanker. Jeg har egentlig lyst til sex, men når jeg tænker på hvad sex kan medføre (altså en graviditet), så forsvinder lysten bare helt igen. Der går lange perioder hvor vi ikke har sex - lange for især os, der plejer at have sex stort set dagligt. Min mand er selvfølgelig frustreret, men også forstående. Han ved ikke hvad han kan eller skal gøre for mig. Han prøver virkelig og har været så super god.

Jeg får allerede medicin mod (panik)angst, depression og PTSD og har længe gået hos en angst vejleder, da min angst var så slemt at det forhindrede mig i at gå på arbejde, men hun ved ikke hvordan hun kan hjælpe mig med lige præcis dette. Jeg har prøvet alle de samme teknikker der virker til mine andre tanker, men jeg kan simplethen bare ikke slippe denne angst.

Puha, det blev langt og rodet og sikkert ikke til at finde hoved og hale i. Jeg ved bare ikke hvad jeg skal stille op.

Har i overvejet at din mand skal steriliseres. Så skal i ikke bruge det overskud i har til at stresse over dette. 

hvis det bliver denne løsning skal i huske at bruge kondom indtil manden er tjekket for at der ingen passage er. 

Du skal fortsætte med at blive behandlet for din angst. Og så selv blive steriliseret eller lade din mand sterilisere. Så slipper du dor t være nervøs for det. 

De3Guldklumper skriver:

Har i overvejet at din mand skal steriliseres. Så skal i ikke bruge det overskud i har til at stresse over dette. 

hvis det bliver denne løsning skal i huske at bruge kondom indtil manden er tjekket for at der ingen passage er. 

Tak for svar.

Vi har snakket om at én af skulle steriliseres, men vi er stadig unge (28 og 32) så vi ville i terorien godt kunne nå at få en efternøler senere, når vores børn og overskud er større. Det var derfor vi valgte hormondpiralen, fordi den skulle være så godt som 100% sikker og samtidig ville der stadig være mulighed for et bsrn mere i fremtiden, hvis det skulle blive sådan.

Et ærligt svar.. når jeg læser om din tilstand mht PTSD, stor angst OG depression så tænker jeg, at du skal fokuserer på at få det bedre. Det lyder som om, at du har en skrøbelig psyke og det ville være fantastisk, hvis du får det bedre. Men umiddelbart lyder det til at være den bedste løsning at satse på, at et evt. overskud skal benyttes på jeres to krævende børn og ikke en efternøler. Jeg har selv to børn, der har hver sine udfordringer og det er mega hårdt bare med to. Og jeg er ret robust psykisk. 
Kommunen vil også være ekstra opmærksomme på jer, hvis I får flere børn. 

Ifht. sex er det da også nedbrydende at jeres samliv lider på den måde. Så kan du ende med st være alene mor med to børn. Se det er især stressende. 

Anonym skriver:

Et ærligt svar.. når jeg læser om din tilstand mht PTSD, stor angst OG depression så tænker jeg, at du skal fokuserer på at få det bedre. Det lyder som om, at du har en skrøbelig psyke og det ville være fantastisk, hvis du får det bedre. Men umiddelbart lyder det til at være den bedste løsning at satse på, at et evt. overskud skal benyttes på jeres to krævende børn og ikke en efternøler. Jeg har selv to børn, der har hver sine udfordringer og det er mega hårdt bare med to. Og jeg er ret robust psykisk. 
Kommunen vil også være ekstra opmærksomme på jer, hvis I får flere børn. 

Ifht. sex er det da også nedbrydende at jeres samliv lider på den måde. Så kan du ende med st være alene mor med to børn. Se det er især stressende. 

Jeg har tænkt længe over hvordan jeg skulle svare på dit indlæg, for jeg må indrømme at det er svært for mig at forklare tingene uden at virke som om jeg mangler selvindsigt, hvilket jeg ikke gør.

Jeg er bevidst om mine egne fejl og mangler, så at sige. Det var mig selv der bad om hjælp fra kommunens side, da jeg i min værste periode rent faktisk overvejede selvmord og der clickede det for mig, hvor slemt jeg egentlig havde det.

Min PTSD stammer fra at skulle udøve livsreddende førstehjælp på min, dengang, 4 måneder gamle søn, indtil ambulancen ankom for at hente ham. Det tog 18 minutter fra jeg ringede og til ambulancefolkene tog over, hvor jeg var helt alene med min lille baby med respirtationsstop - og i noget af tiden også hjertestop - og hans 2-årige søster. Det var naturligvis meget hårdt at opleve. Det er som sådan ikke noget der præger mig i min hverdag (længere), men der er visse trigger-situationer der giver mig flashbacks og panik-anfald.

Depressionen skyldes en for sent opdaget fødselsdepression, som hverken det talrige sundhedspersonale på sygehuset, hvor vi var indlagt i næsten 4 måneder, sundhedsplejerske eller nogle af de mange speciallæger jeg var i kontakt med i løbet af min barsel bemærkede. Jeg havde selv så meget fokus på min lille, skrøbelige dreng og alle de forskellige læge-tider på forskellige steder, at jeg helt glemte at holde øje med mig selv. Det er på nuværende tidspunkt knapt 3 år siden at det blev opdaget og jeg har været i behandling i al den tid. Jeg har det meget bedre og bruger egentlig mest min medicin som en slags krykke, fordi jeg er bange for tilbagefald.

Så er der angsten... Ja, det er jo nok den der er sværest for mig at forklare. Den skyldes nok primært min barndom, som ærligt talt ikke var god. Min mor er meget ... syg. På en anden måde end mig. Hun var altid utilregnelig. Man vidste aldrig hvilken dag var en god dag eller om det ville fortsætte. Hun vendte på en femøre og ændrede spontant meninger og humør. Hun var aldrig fysisk voldelig, men det havde nærmest været bedre.
Min angst går primært på perfektion. Det er en underlig slags præstationsangst, der har sat sig dybt i mig og ofte forhindrer mig i at gøre ting, fordi jeg ikke føler at jeg kan gøre det godt nok. At jeg ikke kan gøre noget godt nok. At alt jeg gør er forkert. Og så går spiralen ellers bare ned af.
Dette er jeg, som skrevet tidligere, også i behandling for og har været det rigtig længe. Siden før jeg fik børn. Siden jeg var teenager. Jeg fik "grønt lys" af min angst vejleder inden jeg fik mit første barn og havde hende tæt på sidelinien de første mange måneder, så jeg ikke begyndte min spiral af selvhad igen.

At "kommunen er opmærksomme på os" ser jeg absolut ikke som en negativ ting. De er der for at hjælpe os - og hvad vigtigere er, for at hjælpe vores børn.
Hvis jeg om 10-15 år vælger at få en efternøler, så håber jeg da at de er mere opmærksomme denne gang end sidst, så jeg ikke ender med at have lyst til at træde ud foran toget på vej til mit barns 112'te lægetid indenfor 4 uger.

Men jo, i har da nok ret i at den eneste måde jeg kan slukke min frygt på, er ved at slukke for muligheden for graviditet.

Kan det være en mulighed, at I simpelthen bruger kondom hver gang. Så er der ekstra beskyttelse hvis nu spiralen ikke sidder som den skal og du slipper for at bruge så meget energi på at bekymre dig om du er gravid. (Jeg ved godt at kondom ikke er 100% sikkert, men som sikkerhedsnet til spiralen)