Ikke den samme glæde i 2. Graviditet?

Jeg venter vores 2. Barn til december og vi glæder os til at møde den lille krudtugle der tumler rundt i maven. 
Men jeg går lidt med en underlig fornemmelse i kroppen. Da vi ventede vores første barn var vi totalt opslugt af forventningen om det lille menneske vi havde skabt. Vi talte dag til termin, gik all in på rede bygning, tale rigtig meget om hvad det ville betyde for vores forhold og liv, at vi nu skulle være forældre og alle vores venner og familie var meget nysgerrig og glade på vores vegne. 

Den her gang er vi også glade. Men det er anderledes. Vi taler slet ikke så meget om baby. Vores venner og familie har selvfølgelig sagt tillykke og spørg hvordan det går med maven, men der er ikke den samme nysgerrighed. Jeg har intet købt eller gjort klar og jeg er mere optaget af henten og bringen af storesøster, Fys tider pga bækkenproblemer, arbejde og alle deT almindelig dagligdags Trommerum. Det der bekymre mig mest, er at far ikke er på samme måde spændt. Altså han er glad! Men han følger slet ikke med, som han gjorde første gang.
Det er nok meget normalt, at der ikke er så meget tid, til at dvæle ved den voksende mave, når man har en lille tumling, der kræver alt vores opmærksomhed, men jeg er bare bange for hvad det betyder for baby. Og vores relation til hende. Med storesøster elskede vi hende allerede da vi så de 2 streger på testen. Den her gang havde vi en turbulent start, fordi jeg lige havde mistet en graviditet og derfor slet ikke turde glæde mig. Og da jeg så turde, havde jeg næsten ikke tid til at glæde mig. 

Hvordan oplevede i andre graviditet nr2? Havde i de samme følelser for maven?

Synes det lyder meget normalt. Kan genkende meget af det fra da jeg ventede nr2. 
Jeg vil sige, så længe I glæder jer og du føler en vis form for kærlighed til sparkene i maven så er det ikke noget jeg ville bekymre mig om. 

Herhjemme var vi også ih og åh så betagende at første graviditet, far lå med hånden på maven hver aften, talte med maven, spurgte hver dag om jeg havde mærket liv osv. Med nr2, not so much. Tror han har mærket spark 5-10 gange under hele graviditeten, men han var ikke ligeglad - han var bare ikke ligeså spændt, for han kendte jo gamet, men det er jo altså bare ikke ligeså nyt og spændende når man har prøvet det før. Tasken blev pakket på terminen, hans værelse stod slet ikke klart og vi har ikke taget nær så mange billeder af mig som gravid med nr2 ( hvilket jeg nok er lidt øv over nu faktisk) 
Men da baby først blev født var kærligheden der altså alligevel, og idag er kærligheden ikke anderledes mellem nr 1 og nr2, men ventetiden var anerledes og det er altså helt normalt. 

Det lyder... alt sammen fuldkommen normalt. I hvert fald genkender jeg både mig selv og veninders fortællinger i det du skriver. Det er meget forståeligt - I har en hverdag der skal køre og selvfølgelig er det ikke ligeså spændende at gøre noget for anden gang. Men bare rolig - baby er ligeglad med hvor meget man bygger rede og går “all in”. Og kærligheden skal nok komme. Det er bare lidt mere “been there done that” anden gang 

Det er rigtig dejligt at høre at jeg ikke er alene med den oplevelse, at graviditet nr 2 fylder mindre! Vi har to vennepar der venter deres første barn og de er totalt i den der graviditets bobbel, som vi også var i med vores første. Og jeg kan mærke at jeg misunder det en lille smule. Hvilket er virkelig irrationelt, fordi jeg jo også er gravid!!
Jeg er sikker på at vi kommer til at elske lillesøster, men jeg savner “nærværet” i graviditeten, som jeg følte første gang.
Giver det overhovedet mening?  

Vores nr 2 kan bliver født hvert øjeblik det skal være, og det har været helt det samme her. Gennem denne graviditet har jeg knap nok kunne huske hvilken uge jeg var i  men det er jo naturligt at det er sådan, man har meget mere at se til, og man har prøvet det hele før, så selvom man elsker barn nr 2 lige så meget, så er der jo ikke så meget nyt ved det 

Jeg venter vores 2. Barn til december og vi glæder os til at møde den lille krudtugle der tumler rundt i maven. 
Men jeg går lidt med en underlig fornemmelse i kroppen. Da vi ventede vores første barn var vi totalt opslugt af forventningen om det lille menneske vi havde skabt. Vi talte dag til termin, gik all in på rede bygning, tale rigtig meget om hvad det ville betyde for vores forhold og liv, at vi nu skulle være forældre og alle vores venner og familie var meget nysgerrig og glade på vores vegne. 

Den her gang er vi også glade. Men det er anderledes. Vi taler slet ikke så meget om baby. Vores venner og familie har selvfølgelig sagt tillykke og spørg hvordan det går med maven, men der er ikke den samme nysgerrighed. Jeg har intet købt eller gjort klar og jeg er mere optaget af henten og bringen af storesøster, Fys tider pga bækkenproblemer, arbejde og alle deT almindelig dagligdags Trommerum. Det der bekymre mig mest, er at far ikke er på samme måde spændt. Altså han er glad! Men han følger slet ikke med, som han gjorde første gang.
Det er nok meget normalt, at der ikke er så meget tid, til at dvæle ved den voksende mave, når man har en lille tumling, der kræver alt vores opmærksomhed, men jeg er bare bange for hvad det betyder for baby. Og vores relation til hende. Med storesøster elskede vi hende allerede da vi så de 2 streger på testen. Den her gang havde vi en turbulent start, fordi jeg lige havde mistet en graviditet og derfor slet ikke turde glæde mig. Og da jeg så turde, havde jeg næsten ikke tid til at glæde mig. 

Hvordan oplevede i andre graviditet nr2? Havde i de samme følelser for maven?

.

Jeg er ikke sikker på at jeg forstår din besked? Fake sæd/æg? Hvad er det du snakket om? Spontan abort? Hvem har talt om det? Jeg havde en graviditet uden for livmoderen, som endte med en akut operation og en længere indlæggelse. En graviditet der formentlig var sund og rask, men bare havde sat sig fast få cm forkert, og derfor desværre aldrig blev et barn.

Det hele en meget voldsom oplevelse for både mig og min familie. 

Hvis 20% af graviditeter ender i spontan abort er det hver 5. graviditet. Det giver INGEN mening at du siger at man er heldig hvis man KUN oplever 1 spontan abort. Og jeg synes ærlig talt du negligere de følelser der er involveret i at miste en graviditet og jeg kan ikke se at det høre hjemme her. 

Anonym skriver:

Jeg er ikke sikker på at jeg forstår din besked? Fake sæd/æg? Hvad er det du snakket om? Spontan abort? Hvem har talt om det? Jeg havde en graviditet uden for livmoderen, som endte med en akut operation og en længere indlæggelse. En graviditet der formentlig var sund og rask, men bare havde sat sig fast få cm forkert, og derfor desværre aldrig blev et barn.

Det hele en meget voldsom oplevelse for både mig og min familie. 

Hvis 20% af graviditeter ender i spontan abort er det hver 5. graviditet. Det giver INGEN mening at du siger at man er heldig hvis man KUN oplever 1 spontan abort. Og jeg synes ærlig talt du negligere de følelser der er involveret i at miste en graviditet og jeg kan ikke se at det høre hjemme her. 

Ret sikker på at det er en troll. Hun har skrevet på en masse opslag.