Er der nogen der kan hjælpe mig lidt her? :'(

Jeg har flere gange overvejet om jeg måske kunne lide af borderline eller noget andet i den boldgade. Jeg har det SÅ skidt, og bliver meget hurtigt påvirket følelsesmæssigt af ting der for de fleste andre ville være ligegyldige. Jeg har skrevet lidt med en fyr i noget tid, bare sådan lidt flirtende og for hyggens skyld. Vi havde så en kontrovers her i dag, og nu har han ikke svaret i flere timer. Det er ikke fordi jeg savner ham eller noget, men jeg bliver så ked af det, fordi jeg føler han ikke respekterer mig når han ignorerer mig på den måde. Jeg bad ham faktisk bare kort sagt om at svare ja eller nej til et simpelt spørgsmål, så vi kunne lukke vores diskussion, men det har han valgt ikke at gøre selvom han har set beskeden (og jeg ved det er med vilje han ikke svarede, for han skrev inden da at han allerede havde svaret på det, hvorefter jeg så skrev "jamen jeg er ikke sikker på jeg har forstået det, så svar lige ja eller nej til det her"). Kan bare mærke det nærmest gør mig rasende, at han ikke vil hjælpe mig med et lille bitte svar på én stavelse. Og det er jo normalt at blive påvirket af sådan noget, men det er omfanget af min følelsesmæssige reaktion som jeg ikke tænker er normal. Og det har derfor endnu engang fået mig til at tænke om jeg fejler noget psykisk. Jeg har kæmpet med en belastningsreaktion gennem mange år (som jeg desværre først nu er i gang med behandling for hos en psykolog), og det gør selvfølgelig noget ved ens psykiske tilstand, at gå og have det så skidt så længe uden behandling. Men jeg tænker bare der også kan være noget andet oveni hatten. Min belastningsreaktion opstod da jeg var i starten af 20'erne, og sådan noget som borderline kan jo nogle gange netop først vise sig når man når den alder. Inden min belastningsreaktion vil jeg selv mene jeg fungerede normalt.

Erfaringer, råd og viden skal være så velkomment. Jeg er ikke i tvivl om at det er noget jeg skal drøfte med egen læge, men det har lidt lange udsigter af forskellige årsager jeg ikke vil komme ind på her, og det går så godt med at samarbejde med psykologen om min belastningsreaktion, at jeg ikke vil begynde også at tale med hende om dette. Ved heller ikke hvor meget erfaring hun har med den slags, så jeg føler det er bedre at vente til jeg kan snakke med min egen læge om det. Men lige nu har jeg bare så meget brug for at skrive lidt med nogen og høre deres tanker om det, så jeg håber der er nogle søde mennesker derude der vil komme med deres input 

Det skal i øvrigt lige siges, at jeg allerede er udredt med DISC II spørgeskema, og jeg bongede ikke ud på noget. Alligevel synes jeg bare der er så mange træk fra borderline der går igen hos mig 

Hej, jeg er psykolog i psykiatrien, og det du skriver her i tråden får mig ikke til at tænke i retningen af borderline. Jeg er klar over, at det selvfølgelig er et udsnit af det du oplever. Borderline er en underdiagnose til emotionel ustabil personlighedsforstyrrelse, og der skal immervæk noget til for at få diagnosticeret en forstyrrelse af personligheden. Det eksempel du nævner - jeg tænker ikke nødvendigvis det er forkert eller overdrevet at reagere i den situation. Det kommer jo også meget an på, hvad I diskuterede, og man kan have mange følelser i klemme i den slags.

Jeg synes, at det er meget uhensigtsmæssigt, at du ikke vil vende din mistanke med din psykolog. Det er ret vigtigt. Du synes, at behandlingen går godt, men hun er nødt til at vide, om der er noget mere grundlæggende, som kan udfordre forløbet. Og deri ligger, at borderline personlighedsforstyrrelse er vanskelig at behandle. Er du selvskadende? Har du selvmordstanker? Har du en overvældende frygt for at blive forladt, og oplever du, at denne frygt kan resulterede i store konflikter i dine relationer? Har du det med at Idealisere nære andre i nærmest overdreven grad, hvorefter du afskyr dem og synes de er skurken over den alle ved det mindste fejltrin/tegn på de måske kunne finde på at svigte? Er du udpræget lyststyret? Oplever du ofte, at du ser konflikter og andre situationer på en helt anden måde, end andre opfatter dem på? Føler du dig kronisk tom indeni?

Det er meget overfladiske screeningsspørgsmål, og det er ikke fordi jeg vil, at du skal skrive en masse om det her. Men det er nogen af symptomerne, ligesom mennesker med emotionel ustabil personlighedsstruktur ofte (ikke altid) har oplevet svigt gennem opvæksten.

Nohen gange er man så hård ved sig selv, at man synes man kan svare bekræftende på det hele, men når man rent faktisk udredes, er billedet så måske et noget andet. Du må desuden ikke forvente, at din læge ved en masse om borderline. Jeg går ud fra, du mener din alment praktiserende læge - som altså ikke er psykiater. Men din læge kan henvise dig til privatpraktiserende psykiater eller den offentlige psykiatri. For at blive udredt i den sygehusbaserede psykiatri skal du være ret 'dårlig' /syg, ellers henstiller vi til privat udredning. Det er den korte forklaring.

Men altså. Hvis det handler om følelsesmæssig ustabilitet i sig selv tænker jeg ikke, at det er så underligt du oplever det, når du har en belastningsreaktion. Men du er nødt til at være åben overfor din psykolog - hun/han vil også kunne hjælpe med at screene for, om det du oplever kan være en del af din belastningsreaktion, eller om det kan være noget mere grundlæggende. Og hun kan hjælpe dig med, hvad næste skridt evt. skal være.

Jeg synes helt klart, du er bedre hjulpet ved at drøfte det med din psykolog, som efterhånden må kende din situation indgående, end med din læge, som har 10-15 min til en hurtig vurdering i konsultation.

Beklager det er et lidt rodet svar, mine unger render rundt i baggrunden. Men jeg sender dig også lige et stort knus. 

Anonym skriver:

Hej, jeg er psykolog i psykiatrien, og det du skriver her i tråden får mig ikke til at tænke i retningen af borderline. Jeg er klar over, at det selvfølgelig er et udsnit af det du oplever. Borderline er en underdiagnose til emotionel ustabil personlighedsforstyrrelse, og der skal immervæk noget til for at få diagnosticeret en forstyrrelse af personligheden. Det eksempel du nævner - jeg tænker ikke nødvendigvis det er forkert eller overdrevet at reagere i den situation. Det kommer jo også meget an på, hvad I diskuterede, og man kan have mange følelser i klemme i den slags.

Jeg synes, at det er meget uhensigtsmæssigt, at du ikke vil vende din mistanke med din psykolog. Det er ret vigtigt. Du synes, at behandlingen går godt, men hun er nødt til at vide, om der er noget mere grundlæggende, som kan udfordre forløbet. Og deri ligger, at borderline personlighedsforstyrrelse er vanskelig at behandle. Er du selvskadende? Har du selvmordstanker? Har du en overvældende frygt for at blive forladt, og oplever du, at denne frygt kan resulterede i store konflikter i dine relationer? Har du det med at Idealisere nære andre i nærmest overdreven grad, hvorefter du afskyr dem og synes de er skurken over den alle ved det mindste fejltrin/tegn på de måske kunne finde på at svigte? Er du udpræget lyststyret? Oplever du ofte, at du ser konflikter og andre situationer på en helt anden måde, end andre opfatter dem på? Føler du dig kronisk tom indeni?

Det er meget overfladiske screeningsspørgsmål, og det er ikke fordi jeg vil, at du skal skrive en masse om det her. Men det er nogen af symptomerne, ligesom mennesker med emotionel ustabil personlighedsstruktur ofte (ikke altid) har oplevet svigt gennem opvæksten.

Nohen gange er man så hård ved sig selv, at man synes man kan svare bekræftende på det hele, men når man rent faktisk udredes, er billedet så måske et noget andet. Du må desuden ikke forvente, at din læge ved en masse om borderline. Jeg går ud fra, du mener din alment praktiserende læge - som altså ikke er psykiater. Men din læge kan henvise dig til privatpraktiserende psykiater eller den offentlige psykiatri. For at blive udredt i den sygehusbaserede psykiatri skal du være ret 'dårlig' /syg, ellers henstiller vi til privat udredning. Det er den korte forklaring.

Men altså. Hvis det handler om følelsesmæssig ustabilitet i sig selv tænker jeg ikke, at det er så underligt du oplever det, når du har en belastningsreaktion. Men du er nødt til at være åben overfor din psykolog - hun/han vil også kunne hjælpe med at screene for, om det du oplever kan være en del af din belastningsreaktion, eller om det kan være noget mere grundlæggende. Og hun kan hjælpe dig med, hvad næste skridt evt. skal være.

Jeg synes helt klart, du er bedre hjulpet ved at drøfte det med din psykolog, som efterhånden må kende din situation indgående, end med din læge, som har 10-15 min til en hurtig vurdering i konsultation.

Beklager det er et lidt rodet svar, mine unger render rundt i baggrunden. Men jeg sender dig også lige et stort knus. 

sikke et rigtig fint svar! Det synes jeg virkelig - derfor jeg elsker denne side! 

Anonym skriver:

Hej, jeg er psykolog i psykiatrien, og det du skriver her i tråden får mig ikke til at tænke i retningen af borderline. Jeg er klar over, at det selvfølgelig er et udsnit af det du oplever. Borderline er en underdiagnose til emotionel ustabil personlighedsforstyrrelse, og der skal immervæk noget til for at få diagnosticeret en forstyrrelse af personligheden. Det eksempel du nævner - jeg tænker ikke nødvendigvis det er forkert eller overdrevet at reagere i den situation. Det kommer jo også meget an på, hvad I diskuterede, og man kan have mange følelser i klemme i den slags.

Jeg synes, at det er meget uhensigtsmæssigt, at du ikke vil vende din mistanke med din psykolog. Det er ret vigtigt. Du synes, at behandlingen går godt, men hun er nødt til at vide, om der er noget mere grundlæggende, som kan udfordre forløbet. Og deri ligger, at borderline personlighedsforstyrrelse er vanskelig at behandle. Er du selvskadende? Har du selvmordstanker? Har du en overvældende frygt for at blive forladt, og oplever du, at denne frygt kan resulterede i store konflikter i dine relationer? Har du det med at Idealisere nære andre i nærmest overdreven grad, hvorefter du afskyr dem og synes de er skurken over den alle ved det mindste fejltrin/tegn på de måske kunne finde på at svigte? Er du udpræget lyststyret? Oplever du ofte, at du ser konflikter og andre situationer på en helt anden måde, end andre opfatter dem på? Føler du dig kronisk tom indeni?

Det er meget overfladiske screeningsspørgsmål, og det er ikke fordi jeg vil, at du skal skrive en masse om det her. Men det er nogen af symptomerne, ligesom mennesker med emotionel ustabil personlighedsstruktur ofte (ikke altid) har oplevet svigt gennem opvæksten.

Nohen gange er man så hård ved sig selv, at man synes man kan svare bekræftende på det hele, men når man rent faktisk udredes, er billedet så måske et noget andet. Du må desuden ikke forvente, at din læge ved en masse om borderline. Jeg går ud fra, du mener din alment praktiserende læge - som altså ikke er psykiater. Men din læge kan henvise dig til privatpraktiserende psykiater eller den offentlige psykiatri. For at blive udredt i den sygehusbaserede psykiatri skal du være ret 'dårlig' /syg, ellers henstiller vi til privat udredning. Det er den korte forklaring.

Men altså. Hvis det handler om følelsesmæssig ustabilitet i sig selv tænker jeg ikke, at det er så underligt du oplever det, når du har en belastningsreaktion. Men du er nødt til at være åben overfor din psykolog - hun/han vil også kunne hjælpe med at screene for, om det du oplever kan være en del af din belastningsreaktion, eller om det kan være noget mere grundlæggende. Og hun kan hjælpe dig med, hvad næste skridt evt. skal være.

Jeg synes helt klart, du er bedre hjulpet ved at drøfte det med din psykolog, som efterhånden må kende din situation indgående, end med din læge, som har 10-15 min til en hurtig vurdering i konsultation.

Beklager det er et lidt rodet svar, mine unger render rundt i baggrunden. Men jeg sender dig også lige et stort knus. 

Tak for dit fine svar, det er på ingen måde rodet 

Altså min belastningsreaktion skyldes, at jeg har været i et forhold med en mand med narcissistiske træk, som slet ikke tilgodeså mine behov, løj meget for mig, og ikke var til at hugge eller stikke i når først han havde taget en beslutning, lige meget hvor meget jeg græd  Forholdet var meget intenst og kortvarigt, og jeg har aldrig haft andre kærester. Så det der har været min tanke er, om forholdet til ham kan have udløst noget, som så har været der siden. Der er aldrig før (eller siden) sket noget i mit liv som har været så dramatisk, men jeg har dog haft en MEGET ustabil og turbulent opvækst, som har været præget af en del problemer i både skolen og i hjemmet, og desuden præget af en narcissist i den nære familie. Alt dette tænker jeg bestemt ikke kan have været gavnligt for dannelsen af min personlighed i de grundlæggende barndomsår. Skal dog siges de første to år af mit liv var fyldt med omsorg og stabilitet, men derfra gik det stejlt ned ad bakke.

Jeg har aldrig skadet mig selv, men jeg har været meget selvmordstruet, især efter alt det med min eks, men der har også været nogle perioder i min barndom, hvor jeg ikke har kunnet magte livet mere, fordi jeg følte mig så kørt på psykisk af de voksne omkring mig  Og der blev desværre aldrig taget hånd om nogen af problemerne i hverken skolen eller derhjemme. Så min tanke er, at hvis der er noget "galt" med mig, så er det nok ikke en fuldbyrdet diagnose, men snarere bare nogle træk der er opstået som følge af de ting der er sket. Jeg har også læst, at man selv kan få symptomer på en personlighedsforstyrrelse hvis man er i en nær relation med én der selv har en  personlighedsforstyrrelse. Og der er i hvert fald ingen tvivl om, at da forholdet til min eks stod på, så var det ham der "førte an". Jeg adapterede og spejlede hans opførsel, dvs jeg gjorde mod ham hvad han gjorde mod mig.

De symptomer på borderline jeg oplever er nok mest bare at jeg bliver rasende og ikke kan klare folks bullshit. I stedet for at gå min vej, så ser jeg rødt, fordi jeg bliver ramt meget hårdt på min retfærdighedssans. Ikke på en aggressiv eller truende måde, men man er ikke i tvivl om hvad jeg mener, og jeg kan også blive beskyldt for at sige tingene for hårdt eller grimt, mens jeg selv føler det er den anden der er "skyld" i konflikten. Dette er sket en del gange efterhånden. Jeg har som sagt ikke haft andre kærester end min eks, men jeg har haft mange andre relationer som har været intense og kortvarige. Jeg har også gennem lang tid tiltrukket de forkerte mennesker. Folk med diverse vanskeligheder og problemer, der har suget på min energi, og hvor jeg først har opdaget efter flere år, at jeg slet ikke skulle have indgået i en relation med dem, og at jeg nok kun har gjort det pga ensomhed. Det gør jeg dog ikke mere, for nu har jeg accepteret min ensomhed (som skyldes at jeg er sygemeldt med en fysisk sygdom), selvom det er virkelig hårdt næsten aldrig at se nogen mennesker. Altså når ret skal være ret, så mener jeg faktisk forklaringen på mine problematikker skal findes i min utroligt rodløse, ensomme og sorgfulde opvækst. Den varede desværre også ved lige til jeg mødte min eks, så man kan sige at jeg aldrig har haft fred fra de meget tunge problemer jeg har haft at slås med. Men jeg savner en betegnelse for min tilstand, og det er derfor jeg lidt "jagter" en diagnose. Det gør forbandet ondt altid at skulle forklare alle de ting der er sket, som jeg helst bare vil nøjes med at dele med psykologen. Det ville være så meget federe bare at kunne sige at ens problemer skyldtes en diagnose