Når ens mor bliver til mormor (langt)

Hej allesammen,

Jeg har et lille dilemma, som jeg ønsker jeres perspektiv på. Måske nogen af jer, har oplevet noget tilsvarende eller lignende? I så fald, hvordan handlede I?

Det handler om min mor og hendes forholdsvise nye rolle som mormor. Jeg elsker min mor og har glædet mig sådan til at give hende et barnebarn. Hun mistede selv sin mor (min mormor) da jeg var ganske lille, så jeg tror hun ønsker så meget kontakt og nærhed med sit barnebarn, så min datter ikke glemmer hende (som jeg har glemt min mormor). Det er blot en hypotese, jeg har.. men jeg tror den holder stik. Den giver måske mening i det efterfølgende:

Min datter blev født i corona-tiden og har i de første par måneder ikke set særlig meget familie ej heller min mor. Hun er derfor kun vant til mig og far (og far har desværre haft rigtig rigtig travlt med arbejdet, så jeg har næsten været alenemor de tre første måneder). Så hun er meget mor-syg og måske endda mere end nogensinde nu, da hun er blevet mere bevidst. Min mor har måske set hende seks-syv gange.

Min mor og min datters mormor vil rigtig gerne være den bedste mormor og alt hvad dette indebærer. Hun vil gerne bære min datter uafbrudt og hvis min datter klynker og græder, efter hun har hængt på min mor i  20-30 min.,  så vil min mor trøste hende, selvom jeg er lige i nærheden. Oftest, når hun græder, er det fordi hun er sulten, overstimuleret, træt eller ønsker at være hos mig... og ingen af disse ting kan min mor trøste hende fra. Men hun afleverer altså ikke min datter tilbage til mig, når hun er ked, selvom jeg - i en ret diskret udgave, beder min mor give med hende igen med følgende: “Jeg tror vist hun skal have noget mad, mor”, “Hun skal vist puttes nu” eller “hun er nok træt, af al den stimulation” og i disse situationer ignorerer min mor mig (jeg tror nu også, at hun er så optaget af min datter, at hun ikke hører efter) eller (ubevidst) modarbejder mig ved at sige “Neeeej, du er da ikke træt nu, du skal være længe op med mormor!” eller lignende. Og så forsøger hun at stimulere hende yderligere ved at synge højere sange, danse rundt med hende og lignende. Og tilbage har jeg balladen med en overtræt, sulten og ked af det baby. Og jeg får ret hurtig dårlig samvittighed de gange jeg har sagt “SÅ! Nu skal hun op til mor!” - vel vidende, at min mor jo bare elsker sit barnebarn og vil hende det bedste.

Hun er blevet mindre mor og meget mere mormor og er “på min datters side”, hvilket som sådan også er fint nok og hvad jeg har forventet. Min datter er dog kun fem måneder gammel og ikke gammel nok til at forstå, at mormor også kan være en omsorgsperson især taget i betragtning af de forholdsvis få gange, hun har set sin mormor. Så jeg føler lidt, at jeg sidder i en saks med at vælge min mors behov fremfor min datters og omvendt. Men måske jeg ser forkert på det hele - men jeg har bare haft sådan en “helt ondt i maven”-følelse de gange, hvor jeg har været på besøg, da jeg netop føler, at det er en kamp om min datter, mellem min mor og jeg. Og hvis min mor virkelig har en angst for, at hendes barnebarn skal glemme hende pga sin egen historie, så bliver jeg endnu mere ramt af dårlig samvittighed.

Hvordan vil I tackle sådan en situation eller er jeg bare blinded af at være overbeskyttende?

Anonym skriver:

Hej allesammen,

 

Jeg har et lille dilemma, som jeg ønsker jeres perspektiv på. Måske nogen af jer, har oplevet noget tilsvarende eller lignende? I så fald, hvordan handlede I?

 

Det handler om min mor og hendes forholdsvise nye rolle som mormor. Jeg elsker min mor og har glædet mig sådan til at give hende et barnebarn. Hun mistede selv sin mor (min mormor) da jeg var ganske lille, så jeg tror hun ønsker så meget kontakt og nærhed med sit barnebarn, så min datter ikke glemmer hende (som jeg har glemt min mormor). Det er blot en hypotese, jeg har.. men jeg tror den holder stik. Den giver måske mening i det efterfølgende:

 

Min datter blev født i corona-tiden og har i de første par måneder ikke set særlig meget familie ej heller min mor. Hun er derfor kun vant til mig og far (og far har desværre haft rigtig rigtig travlt med arbejdet, så jeg har næsten været alenemor de tre første måneder). Så hun er meget mor-syg og måske endda mere end nogensinde nu, da hun er blevet mere bevidst. Min mor har måske set hende seks-syv gange.

 

Min mor og min datters mormor vil rigtig gerne være den bedste mormor og alt hvad dette indebærer. Hun vil gerne bære min datter uafbrudt og hvis min datter klynker og græder, efter hun har hængt på min mor i  20-30 min.,  så vil min mor trøste hende, selvom jeg er lige i nærheden. Oftest, når hun græder, er det fordi hun er sulten, overstimuleret, træt eller ønsker at være hos mig... og ingen af disse ting kan min mor trøste hende fra. Men hun afleverer altså ikke min datter tilbage til mig, når hun er ked, selvom jeg - i en ret diskret udgave, beder min mor give med hende igen med følgende: “Jeg tror vist hun skal have noget mad, mor”, “Hun skal vist puttes nu” eller “hun er nok træt, af al den stimulation” og i disse situationer ignorerer min mor mig (jeg tror nu også, at hun er så optaget af min datter, at hun ikke hører efter) eller (ubevidst) modarbejder mig ved at sige “Neeeej, du er da ikke træt nu, du skal være længe op med mormor!” eller lignende. Og så forsøger hun at stimulere hende yderligere ved at synge højere sange, danse rundt med hende og lignende. Og tilbage har jeg balladen med en overtræt, sulten og ked af det baby. Og jeg får ret hurtig dårlig samvittighed de gange jeg har sagt “SÅ! Nu skal hun op til mor!” - vel vidende, at min mor jo bare elsker sit barnebarn og vil hende det bedste.

 

Hun er blevet mindre mor og meget mere mormor og er “på min datters side”, hvilket som sådan også er fint nok og hvad jeg har forventet. Min datter er dog kun fem måneder gammel og ikke gammel nok til at forstå, at mormor også kan være en omsorgsperson især taget i betragtning af de forholdsvis få gange, hun har set sin mormor. Så jeg føler lidt, at jeg sidder i en saks med at vælge min mors behov fremfor min datters og omvendt. Men måske jeg ser forkert på det hele - men jeg har bare haft sådan en “helt ondt i maven”-følelse de gange, hvor jeg har været på besøg, da jeg netop føler, at det er en kamp om min datter, mellem min mor og jeg. Og hvis min mor virkelig har en angst for, at hendes barnebarn skal glemme hende pga sin egen historie, så bliver jeg endnu mere ramt af dårlig samvittighed.

 

Hvordan vil I tackle sådan en situation eller er jeg bare blinded af at være overbeskyttende?

Du tager en snak med din mor, forklarer hende at hvad hun gør er ikke ok for dig, og at du ikke gider at være den sure mor/datter, der hele tiden skal snakke med store bogstaver, og at du er moren og hvis du vil have dit barn tilbage, så er det sådan det er(når hun er ked af det, skal spise og sådan noget.. ) Måske få far til at gå en tur med datteren, mens du snakker med hende. Og forklar hende at du godt forstår hende.  Jeg forstår godt at hun vil være den bedste mormor, at hun ikke vil have at hun glemmer hende(men igen hun er 5 måneder), men lige nu har det jo den modsatte effekt og hvis du bliver uvenner med din mor omkring det her, kan det hele jo gå galt, og hun mister det, hun frygter, sit barnebarn. 

Så tag en snak med hende, uden din datter(for du får intet sagt hvis hun er der) og sig at du er glad for at hun gerne vil være en god mormor, men du er hendes mor. Og at du selvfølgelig ikke vil have at hun glemmer hende, men der bør være grænser og det er dine grænser og dem skal mormor respekterer. 

Anonym skriver:

Hej allesammen,

 

Jeg har et lille dilemma, som jeg ønsker jeres perspektiv på. Måske nogen af jer, har oplevet noget tilsvarende eller lignende? I så fald, hvordan handlede I?

 

Det handler om min mor og hendes forholdsvise nye rolle som mormor. Jeg elsker min mor og har glædet mig sådan til at give hende et barnebarn. Hun mistede selv sin mor (min mormor) da jeg var ganske lille, så jeg tror hun ønsker så meget kontakt og nærhed med sit barnebarn, så min datter ikke glemmer hende (som jeg har glemt min mormor). Det er blot en hypotese, jeg har.. men jeg tror den holder stik. Den giver måske mening i det efterfølgende:

 

Min datter blev født i corona-tiden og har i de første par måneder ikke set særlig meget familie ej heller min mor. Hun er derfor kun vant til mig og far (og far har desværre haft rigtig rigtig travlt med arbejdet, så jeg har næsten været alenemor de tre første måneder). Så hun er meget mor-syg og måske endda mere end nogensinde nu, da hun er blevet mere bevidst. Min mor har måske set hende seks-syv gange.

 

Min mor og min datters mormor vil rigtig gerne være den bedste mormor og alt hvad dette indebærer. Hun vil gerne bære min datter uafbrudt og hvis min datter klynker og græder, efter hun har hængt på min mor i  20-30 min.,  så vil min mor trøste hende, selvom jeg er lige i nærheden. Oftest, når hun græder, er det fordi hun er sulten, overstimuleret, træt eller ønsker at være hos mig... og ingen af disse ting kan min mor trøste hende fra. Men hun afleverer altså ikke min datter tilbage til mig, når hun er ked, selvom jeg - i en ret diskret udgave, beder min mor give med hende igen med følgende: “Jeg tror vist hun skal have noget mad, mor”, “Hun skal vist puttes nu” eller “hun er nok træt, af al den stimulation” og i disse situationer ignorerer min mor mig (jeg tror nu også, at hun er så optaget af min datter, at hun ikke hører efter) eller (ubevidst) modarbejder mig ved at sige “Neeeej, du er da ikke træt nu, du skal være længe op med mormor!” eller lignende. Og så forsøger hun at stimulere hende yderligere ved at synge højere sange, danse rundt med hende og lignende. Og tilbage har jeg balladen med en overtræt, sulten og ked af det baby. Og jeg får ret hurtig dårlig samvittighed de gange jeg har sagt “SÅ! Nu skal hun op til mor!” - vel vidende, at min mor jo bare elsker sit barnebarn og vil hende det bedste.

 

Hun er blevet mindre mor og meget mere mormor og er “på min datters side”, hvilket som sådan også er fint nok og hvad jeg har forventet. Min datter er dog kun fem måneder gammel og ikke gammel nok til at forstå, at mormor også kan være en omsorgsperson især taget i betragtning af de forholdsvis få gange, hun har set sin mormor. Så jeg føler lidt, at jeg sidder i en saks med at vælge min mors behov fremfor min datters og omvendt. Men måske jeg ser forkert på det hele - men jeg har bare haft sådan en “helt ondt i maven”-følelse de gange, hvor jeg har været på besøg, da jeg netop føler, at det er en kamp om min datter, mellem min mor og jeg. Og hvis min mor virkelig har en angst for, at hendes barnebarn skal glemme hende pga sin egen historie, så bliver jeg endnu mere ramt af dårlig samvittighed.

 

Hvordan vil I tackle sådan en situation eller er jeg bare blinded af at være overbeskyttende?

Jeg har selv set en del til mine forældre gennem hele corona. Er din mor specielt udsat?

Jeg ville nok bare skrue op for besøg (hvis det er muligt) så skal det nok normalisere sig - ved at mormor slappet mere af, og din datter lærer hende bedre ay kende. Det er også fint nok at din datter vænner sig til andre end bare dig 

Sørg eventuelt for at besøg er hos jer så rammerne er velkendte.

Fedt med så engageret mormor. 

Tjullehej skriver:

Jeg har selv set en del til mine forældre gennem hele corona. Er din mor specielt udsat?

Jeg ville nok bare skrue op for besøg (hvis det er muligt) så skal det nok normalisere sig - ved at mormor slappet mere af, og din datter lærer hende bedre ay kende. Det er også fint nok at din datter vænner sig til andre end bare dig 

Sørg eventuelt for at besøg er hos jer så rammerne er velkendte.

 

Fedt med så engageret mormor. 

Mine forældre (mor og papfar) er delvis udsatte, men min mor har fravalgt at besøge os indtil det blev lidt mere normalt, da hun arbejder i sundhedssektoren og har daglig kontakt med syge mennesker. 

Og jeg har ikke isoleret mig under corona. Min datter er vant til at få besøg af venner og familie, men da vi har en forholdsvis stor familie (begge skilsmisseforældre) er det svært at booste tættere relationer til nogle familliemedlemmer uden at det går udover andre relationer. Vores datter er så heldig at have 4 x bedsteforældre, tre morbrødre, en moster, en faster og tre farbrødre, så automatisk vil man tage tid fra dem, hvis min mor fik mere tid med min datter. Så det kan desværre ikke lade sig gøre at skrue op for besøgskontoen - Og tak for dit svar :-)

Din mor lyder rigtig sød, men jeg forstår fuldstændig hvordan du har det! Min svigermor er på samme måde. 
vores barn er hendes første barnebarn og hun ønsker bare mere end noget andet at være verdens bedste farmor. Nu er det bare sådan at vores datter er ret sensitiv (Det er jeg også selv), og selv om hun snart bliver 2 år, bliver hun stadig meget overvældet Og utryg ind i mellem. Det har farmor svært ved at aflæse og det har skabt nogle problemer gennem årene, hvor vi har måtte sige fra på vores datters vegne. 
Og det er det der skal til! Vi er hendes talerør så længe hun ikke selv kan være det og vi skal hjælpe med at sætte grænser, inden de bliver overtrådt. Det må man gerne sige : “jeg tager hende lige, inden hun bliver helt træt/sulten/overstimuleret osv”. Det er aldrig blevet dårligt modtaget af min svigermor, men jeg ved også at hun kun gør det af god mening og fordi hun vil vores datter så meget!! 
Så hvis jeg var dig ville jeg klart og tydeligt sige fra, men på en sød og kærlig måde.

Jeg tænker, og ved af erfaring, at hele familiedynamilken ændres når det første barnebarn kommer. Ens eget barn bliver mor/far og man er ikke længere som mor den vigtigste i ens barns liv, for nu har de skabt deres egen familie og så ryger man selv længere væk. Helt naturligt. Hvor er det skønt mormor så gerne vil, men det skal selvfølgelig være som mormor og ingen anden. 

Din mor skal lære at hun nu er MORMOR og hun altså ikke er den primære for din datter, det er dig og hendes far. Mormor skal lære at tage et skridt tilbage og FÅ lov til at være mormor på jeres og din datters præmisser, og det kræver i højeste grad at I stoler på hende. 
At hun ignorer jeres barns behov ved at gå væk med hende, nægte hende mad, stimulere endnu mere når du har sagt stop - det er ikke gavnligt overhoved. Det gør at I ikke stoler på hende og jeres datter blive utryg. 

Tro mig, hvis din mor og datter skal have et godt forhold så skal hun forstå hvordan det er at være MORMOR - mormor er ikke speciel vigtig når baby er spæd men pludselig bliver jeres datter 2-3-4 år og kan komme på overnatning og forkæles hos mormor og få gode minder - men det kræver jo at I som forældre stoler på at hun varetager jeres barns behov.

Du er MOR nu, hvis du skal vælge så vælger du dit barn. Måske bliver din mor såret over at du direkte siger at du skal hun altså sove - men så må hun blive det, hun er voksne - din datter er et lille barn der har brug for sin mor. 
Så nu du er mor så Nytter det ikke noget at gå på kompromis med din datters trivsel blot så din mor ikke bliver såret, hun er voksen. 

Så værn om forholdet men sæt en streg - hertil og ikke længere. 

Anonym skriver:

Hej allesammen,

 

Jeg har et lille dilemma, som jeg ønsker jeres perspektiv på. Måske nogen af jer, har oplevet noget tilsvarende eller lignende? I så fald, hvordan handlede I?

 

Det handler om min mor og hendes forholdsvise nye rolle som mormor. Jeg elsker min mor og har glædet mig sådan til at give hende et barnebarn. Hun mistede selv sin mor (min mormor) da jeg var ganske lille, så jeg tror hun ønsker så meget kontakt og nærhed med sit barnebarn, så min datter ikke glemmer hende (som jeg har glemt min mormor). Det er blot en hypotese, jeg har.. men jeg tror den holder stik. Den giver måske mening i det efterfølgende:

 

Min datter blev født i corona-tiden og har i de første par måneder ikke set særlig meget familie ej heller min mor. Hun er derfor kun vant til mig og far (og far har desværre haft rigtig rigtig travlt med arbejdet, så jeg har næsten været alenemor de tre første måneder). Så hun er meget mor-syg og måske endda mere end nogensinde nu, da hun er blevet mere bevidst. Min mor har måske set hende seks-syv gange.

 

Min mor og min datters mormor vil rigtig gerne være den bedste mormor og alt hvad dette indebærer. Hun vil gerne bære min datter uafbrudt og hvis min datter klynker og græder, efter hun har hængt på min mor i  20-30 min.,  så vil min mor trøste hende, selvom jeg er lige i nærheden. Oftest, når hun græder, er det fordi hun er sulten, overstimuleret, træt eller ønsker at være hos mig... og ingen af disse ting kan min mor trøste hende fra. Men hun afleverer altså ikke min datter tilbage til mig, når hun er ked, selvom jeg - i en ret diskret udgave, beder min mor give med hende igen med følgende: “Jeg tror vist hun skal have noget mad, mor”, “Hun skal vist puttes nu” eller “hun er nok træt, af al den stimulation” og i disse situationer ignorerer min mor mig (jeg tror nu også, at hun er så optaget af min datter, at hun ikke hører efter) eller (ubevidst) modarbejder mig ved at sige “Neeeej, du er da ikke træt nu, du skal være længe op med mormor!” eller lignende. Og så forsøger hun at stimulere hende yderligere ved at synge højere sange, danse rundt med hende og lignende. Og tilbage har jeg balladen med en overtræt, sulten og ked af det baby. Og jeg får ret hurtig dårlig samvittighed de gange jeg har sagt “SÅ! Nu skal hun op til mor!” - vel vidende, at min mor jo bare elsker sit barnebarn og vil hende det bedste.

 

Hun er blevet mindre mor og meget mere mormor og er “på min datters side”, hvilket som sådan også er fint nok og hvad jeg har forventet. Min datter er dog kun fem måneder gammel og ikke gammel nok til at forstå, at mormor også kan være en omsorgsperson især taget i betragtning af de forholdsvis få gange, hun har set sin mormor. Så jeg føler lidt, at jeg sidder i en saks med at vælge min mors behov fremfor min datters og omvendt. Men måske jeg ser forkert på det hele - men jeg har bare haft sådan en “helt ondt i maven”-følelse de gange, hvor jeg har været på besøg, da jeg netop føler, at det er en kamp om min datter, mellem min mor og jeg. Og hvis min mor virkelig har en angst for, at hendes barnebarn skal glemme hende pga sin egen historie, så bliver jeg endnu mere ramt af dårlig samvittighed.

 

Hvordan vil I tackle sådan en situation eller er jeg bare blinded af at være overbeskyttende?

Jeg tror, at jeg ville sætte mig ned med min mor og forventningsafstemme. Starte ud med at sige: Hør her mor, du ved jeg elsker dig, men nu er jeg blevet mor, og i den forbindelse er det altså mig, der bestemmer. Og så lægge kortene på bordet på en god og kærlig måde og aftale nogle rammer. Som en anden skrev, så kommer hun mere på banen, jo ældre barnet bliver, men lige nu er hun nødt til at acceptere, at hun ikke er den primære omsorgsperson. Jeg håber, at I finder en god vej frem.